Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/12/2022 - 10:42

Studie: Fodboldspillere har større risiko for hjerneproblemer

Aldrende fodboldspillere er mere tilbøjelige til at udvikle hjerneproblemer end andre, viser engelsk studie.

Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hvis man har spillet fodbold på professionelt niveau, er man mere tilbøjelig til at udvikle hjerneproblemer, når man kommer op i årene, end hvis man ikke har.

Det viser et igangværende studie, som forskere på University of East Anglia i Norwich i England står bag. Det skriver BBC.

I studiet er 75 tidligere professionelle fodboldspillere indtil videre blevet undersøgt og testet. Det samme er en række personer, der ikke har spillet professionel fodbold.

Resultaterne viser, at de tidligere fodboldspillere klarede sig bedre end sine jævnaldrende rent kognitivt i aldersgruppen 40 til 50 år, men fodboldspillerne over 65 år klarede sig dårligere end de jævnaldrende, der ikke havde spillet.

- Vi ved, at regelmæssig motion er rigtig godt for hjernens helbred, og vores undersøgelse viser, at professionelle fodboldspillere har bedre hjernefunktion i 40'erne sammenlignet med ikke-fodboldspillere, siger Michael Grey, der er en af folkene bag undersøgelsen, til BBC.

- Men dem over 65 klarede sig dårligere, når man kigger på ting som reaktionstid, eksekutive funktioner og fornemmelse for steder og rum.

- Det her er tidlige advarselstegn på, at hjernens helbred er for nedadgående. Det viser, at motionen, der er forbundet med at spille fodbold, er godt for hjernen, men de negativer effekter ved kontaktsport begynder at vise sig senere i livet.

Eksekutive funktioner er en betegnelse for hjernens komplekse styringsfunktioner, der eksempelvis hjælper os med at planlægge eller træffe beslutninger.

De tidligere fodboldspillere Iwan Roberts, Jeremy Goss og Mark Bright deltager blandt andre i studiet, hvor de undervejs får testet deres kognitive funktioner og bliver screenet for tidlige tegn på hjerneproblemer.

Roberts, Goss, Bright og de øvrige deltagere i undersøgelsen bliver testet hver tredje måned.

Ifølge Michael Grey, der er ekspert i effekten af hjernerystelser, lægger studiet op til, at man undersøger mulighederne for at mindske skader på hjernen i forbindelse med sport.

/ritzau/

København, 09/12/2022 - 10:00

FAKTA: Drinksopskrifter

* Snaps og akvavit i drinks. Hæld 4 centiliter snaps eller akvavit i et glas, og fyld op med tonic og isterninger.

* Negroni. Bland lige dele - for eksempel 3 centiliter - Campari, sød vermouth, gin og isterninger i et glas.

* Pep dine drinks lidt mere op ved at skrælle en tynd skræl fra en appelsin og presse den ned i glasset.

* Kir royal. Bland en smule solbærlikør med champagne eller hvidvin.

* Nytårsdrik. Hæld 4 centiliter Grand Marnier-likør og 1,5 centiliter æblecidereddike i et glas, og fyld op med ginger ale og isterninger.

Kilde: barchef Mia Hjorth Hansen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 09/12/2022 - 10:00

Pep højtiden op med disse nemme opskrifter på drinks

Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Årets bedste danske bartender, Mia Hjorth Hansen, giver gode råd til, hvordan du kan drikke snaps og akvavit på en ny måde med dine gæster i højtiden.

Vi er gået ind i december, og jul og nytår nærmer sig med hastige skridt. Det er snart tid til at tilbringe hyggelige stunder og dele lækre måltider med familie og venner.

Det er også blevet tid til at finde snapse- og champagneglas frem og pudse dem.

Hvis du vil peppe din snaps og drinks lidt mere op i år, får du gode råd fra en af landets bedste bartendere, Mia Hjorth Hansen.

- Mange har et anstrengt forhold til snaps og akvavit, fordi deres eneste minde er, at de har fået det proppet ned i halsen til en julefrokost. Men de har større potentiale end det, siger hun.

I sommer blev hun – som den første danske kvinde nogensinde – kåret som den bedste danske bartender ved den årlige prisuddeling Bartender's Choice Awards i Stockholm.

Til daglig er hun barchef i den aarhusianske cocktailbar Gedulgt og producerer en eddikebaseret læskedrik kaldet shrub i sit eget bryggeri, Aim Thirst.

Mia Hjorth Hansen anbefaler, at man overrasker og udfordrer smagsløgene mest muligt ved at bruge akvavit.

- Akvavit er nordisk, og det er noget, som vi har tradition for at drikke i Danmark. Jeg synes, at det er fedt, hvis vi kan holde fast i det, siger hun.

Julemaden er typisk fed og tung, og der er behov for at skylle og rense ganen mellem måltiderne.

- Det er nemt at lave et tvist på den klassiske gin og tonic. Tag noget akvavit og bland den med noget læskende som tonic eller lemon- og grapefrugtsodavand for at få de friske smage frem, siger hun.

- Der findes mange gode og mildere akvavitter på markedet i dag. Det kan for eksempel være Krone Akvavit, Lysholm No 52 eller en akvavit fra Copenhagen Distillery.

Hun anbefaler, at man kommer 4 centiliter akvavit i et glas, topper med tonic og til sidst fylder op med isterninger. Har man et decilitermål, svarer en deciliter til 10 centiliter.

- Hvis jeg skulle lave den derhjemme, ville jeg tage en frisk appelsin og skrælle en tynd skræl af med en urtekniv. Den ville jeg presse ned i glasset for at frigive æteriske olier, så næsen også bliver vækket, siger Mia Hjorth Hansen og tilføjer:

- Skrællen kan man derefter bruge som pynt i glasset. Som bartender skal man aktivere tre sanser. Det skal se indbydende ud og både dufte og smage godt.

Efter maden anbefaler hun at servere en klassisk italiensk cocktail kaldet negroni. Den består af lige dele Campari, sød vermouth, gin og isterninger. Pres igen appelsinskræl ned i glasset.

- Man kan tilføje et lille skvæt kirsebærlikør for at gøre den en my sødere og mere julet, siger hun.

Hvor julen typisk er en familiesammenkomst, er nytår mere fejring. Det er tid til champagne.

- En klassiker er kir royal, der består af champagne og solbærlikør. Kom en smule solbærlikør i et champagneglas, og fyld op med champagne. Champagnen kan erstattes med en hvidvin af sauvignon blanc-druen, siger hun.

Vil man servere en nem drink nytårsaften, som vil gøre de fleste ganer tilfredse, anbefaler Mia Hjorth Hansen, at man hælder 4 centiliter Grand Marnier-likør og 1,5 centiliter æblecidereddike i et glas og fylder op med ginger ale og isterninger.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv