Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 04/01/2024 - 10:35

Spionchef: Hackerangreb i Ukraine ødelagde kernen i teleselskab

Russiske hackere havde i månedsvis adgang til systemerne i Ukraines største telefonselskab.

Andrew Kravchenko/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Ukraines spionchef har torsdag offentliggjort detaljer om et stort opsigtsvækkende russisk hackerangreb på Ukraines telecomgigant Kyivstar.

Ukraines største operatør af mobilnetværk, Kyivstar, oplevede for tre uger siden store problemer efter et hackerangreb. Selskabets it-infrastruktur blev "delvist ødelagt", og derfor valgte selskabet at lukke for netværket for "at begrænse fjendens adgang".

Ny siger spionchefen Illia Vitjuk, som leder den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU, at hackerne har været inde i selskabets system i mange måneder.

- Fra maj 2023 - eller endnu tidligere, siger spionchefen til Reuters.

Han understreger, at cyberangrebet er en "stor advarsel" til Ukraine og Vesten, da hackerne var i stand til at angribe et selskab, som havde investeret meget i sikkerhed.

- Hackernes angreb var et af de mest dramatiske efter Ruslands invasion af Ukraine, og de havde i månedsvis adgang til systemerne i det ukrainske telefonselskab, siger Illia Vitjuk.

Omkring 24 millioner brugere mistede adgangen til deres mobiltjenester i flere dage fra 12. december.

Vitjuk siger til Reuters, at hackerangrebet forårsagede "katastrofale" ødelæggelser, og som både havde til formål at ramme ukrainerne psykologisk og indhente så mange efterretninger som muligt til ruserne.

- Dette angreb er en kraftig advarsel - og ikke kun til Ukraine, men til hele den vestlige verden. Det er en påmindelse om, at ingen er usårlig, siger Vitjuk.

- Angrebet ødelagde næsten alting - deriblandt tusindvis af virtuelle servere og computere, siger han og tilføjer, at det formentligt var det første eksempel på et destruktivt hackerangreb, som "fuldstændigt ødelagde kernen i telecomselskabet".

- Lige nu kan vi fastslå med sikkerhed, at de var inde i systemet fra i hvert fald maj 2023, siger efterretningschefen og tilføjer, at hackerne formentligt allerede havde skaffet sig fuld adgang siden november i 2022.

SBU vurderer, at hackerne var i stand til at stjæle personoplysninger, finde frem til telefoners lokationer og opsnappe sms-beskeder. Måske kunne de også skaffe sig oplysninger fra det sociale medie Telegram.

Kyivstar er det største af Ukraines tre vigtigste telecomselskaber.

/ritzau/Reuters

København, 04/01/2024 - 10:01

Dronning kører sidste karettur med varm plaid og heste med vintersko

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Torsdag afholdes dronning Margrethes sidste nytårskur som regent. Hun er kørt i guldkaret til Christiansborg.

I bidende kulde og med sne i gaderne har dronning Margrethe torsdag kørt sin sidste tur til nytårskur som Danmarks monark i kongehusets fineste karet, guldkareten.

Dronning Margrethe satte kurs mod Christiansborg Slot omkring klokken 09.10 torsdag fra Amalienborg i København.

Turen med alle dens traditioner er en årligt tilbagevendende begivenhed.

Men næste år er det kong Frederik X, der tager imod nytårskurens cirka 1000 deltagere, der hvert år ønsker kongehuset godt nytår.

Netop fordi det er dronningens sidste officielle tur i guldkaret som regent, regnede Københavns Politi på forhånd med en øget interesse blandt danskerne.

Flere havde da også trodset kulden og stod langs vejen på Kongens Nytorv for at se Christian VIII's guldkaret blive eskorteret til nytårskur på Christiansborg Slot.

Enkelte havde taget en termokande med varm kaffe med, mens andre nøjedes med at se dronningen passere forbi inde fra Hotel d'Angleterres vinduer.

Netop på Hotel d'Angleterre arbejder Marlene Rovsing og Caroline Danielsen.

De var kommet ud i kulden for at se den årlige tur, som de har gjort det flere gange før.

- Det er unikt at se, når det nu er hendes sidste gang. Men samtidig tænker jeg, at næste gang bliver det en konge, så det bliver ligeså spektakulært, siger Marlene Rovsing.

- Jeg har altid fulgt meget med og har selv arbejdet på Rosenborg Slot, så mit forhold til kongehuset er rigtig godt, så det ville jeg gerne se, tilføjer Caroline Danielsen.

Som følge af det kolde vintervejr havde dronningen en opvarmet plaid med i kareten, mens hestene bar særlige vintersko.

Kareten blev trukket af seks heste med to forridere.

På grund af vintervejret har hestene såkaldte mordax i hesteskoene - det kan sammenlignes med knopper under fodboldstøvler. De bruges altid om vinteren, når hestene skal gå på for eksempel brosten.

Guldkareten er kongehusets fornemste karet. Den blev bygget til Christian VIII i 1840 og er belagt med 24-karats bladguld, har fire forgyldte kroner på taget og et malet rigsvåben på dørene.

Med få undtagelser, som under coronapandemien, har det været en tradition for dronningen som en afslutning på nytårskurene at tage turen fra Amalienborg til Christiansborg i kareten fra 1840.

Nytårskurene i kongehuset er fordelt over flere dage. Torsdagens kur på Christiansborg Slot er den sidste og største af dem.

Her modtager dronningen officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, de tre øverste rangklasser samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og protektioner.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary deltager i kuren, men er ikke med i guldkareten.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/01/2024 - 09:40

FAKTA: Kongehusets fineste karet er belagt med 24-karats bladguld

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe kører torsdag fra Amalienborg til Christiansborg Slot i kongehusets fineste karet.

Dronning Margrethe kører torsdag den traditionelle tur fra Amalienborg til Christiansborg i guldkareten.

Det er sidste gang, den afgående monarks skal til nytårskur i kareten.

Kareten er den fornemmeste af sin slags i landet.

Bliv klogere på køretøjet her:

* Guldkareten er kongehusets fineste karet. Den benyttes ved nytårskuren, hvor dronningen kører fra Amalienborg til Christiansborg Slot.

* Kareten blev bygget til Christian 8. af karetmager Henry Fife i 1840.

* Den er bygget til, at befolkningen skal kunne se regenten gennem de store vinduespartier.

* Den er belagt med 24-karats bladguld, har fire forgyldte kroner på taget og et malet rigsvåben på dørene.

* Det polstrede interiør har plads til to personer.

* Til hverdag kan kareten, de kongelige heste og en samling af historiske, kongelige gallakareter og nyere, lette vogntyper opleves i De Kongelige Stalde ved Christiansborg Slot.

* Kareten bliver trukket af seks heste med to forridere. Det vil sige personer, der rider foran vognen i optoget.

* På grund af vintervejret har hestene såkaldte mordax i hesteskoene. Det kan sammenlignes med knopper under fodboldstøvler. De bruges altid om vinteren, når hestene skal gå på for eksempel brosten.

Kilder: TV 2, kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/01/2024 - 10:00

FAKTA: Overgangens eftervirkninger

* En ofte overset konsekvens ved overgangsalderen er, at kvinders slimhinder ændrer sig i årene, der følger efter den sidste menstruation.

* Slimhinderne kan blive tørre, skrøbelige og gøre ondt, hvilket kan gøre sex ubehageligt.

* For de fleste er problemet dog muligt at behandle. Det kan være ved hjælp af lokalbehandling med stikpiller eller en vaginalring.

Kilde: Lotte Hvas, speciallæge, forsker og forfatter til "Bogen om overgangsalderen."

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 04/01/2024 - 10:00

Lad overgangsalderen ruske op i parforholdet

Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Tryk ikke på pytknappen, når overgangsalderen sætter kærligheden på prøve. Den intense livsfase kan nemlig bringe jer tættere sammen som par.

Drop undergangstankerne om overgangsalderen, og brug den til at sparke nyt liv i dit parforhold.

Sådan lyder opfordringen fra Pia Torp, der er psykoterapeut med speciale i emotionsfokuseret parterapi.

- Det kan være en fantastisk chance for et par for at lære at tale om nogle nye ting. Det kan være en åbner, siger hun.

Med overgangsalderen kan du som kvinde føle dig kastet ud i en rutsjebanetur af følelser og fysisk ubehag.

Intensiteten kan både sætte gang i en masse eksistentielle overvejelser og få ulmende problematikker til at flamme op i parforholdet.

Og det kan tvinge jer til at forholde jer til hinanden og måske tage emner op, som I aldrig har talt om før.

- Der kan virkelig hobe sig nogle frustrationer op. Så pak pytknappen væk. Hvis vi siger "pyt", møder vi ikke hinanden, og vi lytter ikke til, hvad den anden siger, siger Pia Torp.

Føler I jer helt på bar bund, kan det hjælpe, at I sammen søger information om, hvad det egentlig er, der foregår i årene op til den sidste menstruation.

Det siger Lotte Hvas, der er speciallæge, forsker og forfatter til "Bogen om overgangsalderen".

- Jeg oplever mænd, der spørger mig til råds, og så foreslår jeg dem, at de kan give deres kone min bog. Det har de ikke lyst til, fordi de siger, hun vil opleve det som en kæmpe fornærmelse. Men det er godt at få noget oplysning sammen og læse noget sammen, siger hun.

Ifølge Lotte Hvas' forskning har mænd ofte en hel del flere fordomme, når det gælder overgangsalderen, end kvinder har. Og dem kan I også rydde ud i ved at søge viden sammen, siger hun.

På den måde undgår I også, at kvindens følelser og oplevelser bliver negligeret eller lavet sjov med, fordi "du jo bare er i overgangsalderen", fastslår Pia Torp.

- Vi kan have en tendens til at joke lidt med det. Men på den måde bliver kvinden en smule marginaliseret og sendt ud på et sidespor, og så får vi ikke taget krisen alvorligt, siger hun.

Når I tager hul på snakken, er det samtidig relevant at få med, at mænd også bliver ældre og kan have deres at slås med. De mister også hormoner med alderen - dog ikke så pludseligt som kvinder, fortæller Lotte Hvas.

- Manden fungerer heller ikke seksuelt, som han gjorde, da han var 20 år. Men seksualitet er både hos mænd og kvinder så meget mere end samleje, udløsning og orgasme. Det handler også om nærvær og lyst, siger hun.

Samme pointe kommer fra Pia Torp. Det er hendes erfaring, at par ofte oplever, at sexlysten forandrer sig under overgangsalderen og bliver til en anden form for kærlig intimitet.

- Det handler om at vende krisen til noget, I kan være sammen om. Accepter, at det er en livsfase, og at det kan vende igen, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek