Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/11/2022 - 10:24

Skuespilleren Stig Hoffmeyer er død

Stig Hoffmeyer, der senest spillede med i "Riget Exodus", er død i en alder af 82 år, oplyser familien.

Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Skuespilleren Stig Hoffmeyer er fredag død i en alder af 82 år.

Dødsfaldet indtraf på hospice efter nogen tids sygdom, meddeler familien til Ritzau.

Han var omgivet af sin hustru, Kirsten Lehfeldt, samt sønnen Oliver og datteren Mille.

Stig Hoffmeyers sidste rolle blev i Lars von Triers "Riget Exodus".

Han voksede op i Paris, hvor faren var diplomat. Han kom som mange andre diplomatbørn på kostskole på Herlufsholm.

Han uddannede sig senere til jurist, men skiftede dog hurtigt juraen ud med en tilværelse som autodidakt skuespiller.

Stig Hoffmeyer debuterede på Studenterscenen, og senere fulgte ansættelser på de aarhusianske teatre Svalegangen og Aarhus Teater.

Senere arbejdede han på de københavnske scener: Hippodromen, Gladsaxe Teater, Folketeatret, Rialto, Husets Teater.

På Det Kongelige Teater har han optrådt i "Anna Sophie Hedvig", "Richard 3." og "Cabaret".

Stig Hoffmeyer har sjældent spillet hovedroller, men oftest markante biroller.

Han vil være kendt af mange for sin medvirken i adskillige populære tv-serier, blandt andet "Landsbyen", "Rejseholdet", "Strisser på Samsø" og "Forbrydelsen".

Stig Hoffmeyer havde dog hovedrollen i Anders Thomas Jensens kortfilm "Wolfgang", som i 1998 blev Oscar-nomineret.

Gennem årene har han også lagt stemme til en række tegne- og animationsfilm.

Blandt andet i filmen "Shrek 2", hvor også Kirsten Lehfeldt og datteren Mille, som ligeledes er skuespiller, medvirker.

/ritzau/

København, 26/11/2022 - 10:24

Skuespilleren Stig Hoffmeyer er død

Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Stig Hoffmeyer, der senest spillede med i "Riget Exodus", er død i en alder af 82 år, oplyser familien.

Skuespilleren Stig Hoffmeyer er fredag død i en alder af 82 år.

Dødsfaldet indtraf på hospice efter nogen tids sygdom, meddeler familien til Ritzau.

Han var omgivet af sin hustru, Kirsten Lehfeldt, samt sønnen Oliver og datteren Mille.

Stig Hoffmeyers sidste rolle blev i Lars von Triers "Riget Exodus".

Han voksede op i Paris, hvor faren var diplomat. Han kom som mange andre diplomatbørn på kostskole på Herlufsholm.

Han uddannede sig senere til jurist, men skiftede dog hurtigt juraen ud med en tilværelse som autodidakt skuespiller.

Stig Hoffmeyer debuterede på Studenterscenen, og senere fulgte ansættelser på de aarhusianske teatre Svalegangen og Aarhus Teater.

Senere arbejdede han på de københavnske scener: Hippodromen, Gladsaxe Teater, Folketeatret, Rialto, Husets Teater.

På Det Kongelige Teater har han optrådt i "Anna Sophie Hedvig", "Richard 3." og "Cabaret".

Stig Hoffmeyer har sjældent spillet hovedroller, men oftest markante biroller.

Han vil være kendt af mange for sin medvirken i adskillige populære tv-serier, blandt andet "Landsbyen", "Rejseholdet", "Strisser på Samsø" og "Forbrydelsen".

Stig Hoffmeyer havde dog hovedrollen i Anders Thomas Jensens kortfilm "Wolfgang", som i 1998 blev Oscar-nomineret.

Gennem årene har han også lagt stemme til en række tegne- og animationsfilm.

Blandt andet i filmen "Shrek 2", hvor også Kirsten Lehfeldt og datteren Mille, som ligeledes er skuespiller, medvirker.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/11/2022 - 08:00

Peter Mygind: Jeg er kriger frem for offer

Philip Davali/Ritzau Scanpix

2021 var et intenst år arbejdsmæssigt for Peter Mygind. - Jeg har lært, at det er vigtigt, at man passer på sig selv, siger den erfarne skuespiller.

Med premieren på "Riget Exodus" - Lars von Triers længe ventede finalesæson - har Peter Mygind nu fået sendt alle de serier, han indspillede sidste år, af sted og ud til seerne.

Med tredje sæson i titelrollen som "Sommerdahl" i TV 2 Charlies krimisucces, den fjerde sæson af det lige så populære DR-drama "Borgen" og den førnævnte finalesæson af "Riget" var 2021 et intenst år for Peter Mygind.

Der var så meget knald på karrieren, at han til sidst knækkede. Midt i en optagelse på "Borgen".

- Det var ting, jeg ikke kunne sige nej til. Men jeg skal ikke sige ja til så meget i fremtiden, medgiver Peter Mygind.

- Jeg har prøvet at være sindssygt træt. Jeg har prøvet at have hovedpine og bare tage nogle Treo'er. Jeg har troet, kroppen stod af, men bare spillet videre. Men jeg har aldrig prøvet, at jeg ikke kunne mere fysisk. Det var vildt. Og flovt.

- Min krop sagde bare stop. Som i stop.

Peter Mygind brød sammen og flygtede væk fra settet.

En lineproducer fandt ham grædende og sendte ham hjem. En dyr beslutning for filmholdet, men en endnu dyrere beslutning for Peter Mygind, hvis han var tvunget til at blive og få optagelserne i kassen.

Han kørte direkte til sin læge, som sygemeldte ham.

- Jeg har lært, at det er vigtigt, at man passer på sig selv. Hvis jeg var blevet og havde gennemført, havde jeg måske været sygemeldt flere måneder efter.

- Heldigvis har jeg min hustru (Lise Mühlhausen, red.), et management og en læge, der bakkede mig 100 procent op. Men i sidste ende er det ens egen beslutning at lytte til sig selv og tage sig selv alvorligt, siger han.

Peter Mygind gør alt, for at han ikke risikere at kollapse, som han gjorde den dag, når han kigger frem mod sit 2023 arbejdsmæssigt.

- Jeg sorterer virkelig i det. Hvis jeg kan mærke, jeg ikke har overskud eller lyst, så siger jeg nej. Også selv om man går glip af nogle penge. Men penge er ikke alt, siger Peter Mygind og fortsætter:

- Jeg lever sindssygt privilegeret. Jeg har en hustru, hvis butik går rigtig godt. Hun træner topledere, politikere og tv-værter i personlig kommunikation Vi bor i et hus flere generationer sammen. Så vi er på mange måder sindssygt privilegerede. Og det er et nøgleord i mit liv - taknemlighed.

Når Peter Mygind kigger frem mod næste år, kan det være, at han skal lave endnu en sæson af "Sommerdahl".

Men ganske sikkert og vist er det, at han skal til Tyskland for at indspille en tysk serie i begyndelsen af 2023.

Et sprog, han mestrer efter fem år på kostskole i St. Moritz i Schweiz.

Hans forældre mente, at han var alt for vild, så han blev sendt til Alperne for at blive afrettet.

Der var skolegang fra 07:45 til 18:30. Også om lørdagen. 380 drenge. Alle iført jakkesæt.

- Man lagde sit pas, så hvis man flygtede, blev man stoppet ved den italienske grænse og sendt tilbage, fortæller Peter Mygind.

- Der lærte jeg noget om disciplin, selvansvar og at gøre sig umage. Jeg lærte også noget om mobning, siger han og fortsætter:

- Sunde fællesskaber er fantastiske for dem, der er i dem. Men dårlige, usunde fællesskaber er onde og forfærdelige, siger han.

De omstændigheder har været med til at forme Peter Mygind til den, han er i dag.

- Jeg tror, jeg lærte at blive en kriger frem for et offer. Jeg lærte også, at i bund og grund er du alene her i verden. Så tag ansvar for dit liv. Tag ansvar for dine handlinger. Og opfør dig ordentligt, siger han.

- Ikke dermed sagt, at jeg har opført mig ordentligt hele tiden. Jeg har også lavet bommerter og sagt og gjort ting, jeg har været ked af. Men jeg arbejder med mig selv. Kigger ind i mig selv. Og hver dag når jeg møder på arbejde - om det er "Sommerdahl", "Riget" eller "Borgen" - prøver jeg at møde alle med venlighed, respekt og kærlighed. Det er min livsmission.

Kunsten er at omfavne, hvordan man omfavner sine nedture, siger han.

- Det er også derfor, mig og Lise har været sammen i mere end 31 år. Vi har støttet hinanden i op- og nedture. Vi har overlevet kriser. Vi har passet på hinanden. Vi har grinet, vi har danset, og vi har været der, når den anden ikke kunne mere. Vi har lige været ude at spise brunch, siddet og holdt i hånden og kigget hinanden i øjnene, siger Peter Mygind og fortsætter:

- Jeg er helt vild taknemlig over, at vi stadigvæk er så vilde med hinanden. Men vi har fandeme også arbejdet for det og kigget ind i os selv i stedet for altid at give de andre skylden for, at livet er noget lort.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/11/2022 - 10:00

FAKTA: Udvalgte løbebegivenheder i 2023

* Royal Run afholdes 29. maj 2023 i Aabenraa, Herning, København/Frederiksberg, Nyborg og Nykøbing Falster.

* Aarhus City Halvmarathon er 11. juni 2023.

* DHL Stafetten 2023 afholdes på forskellige dage i landet. I Aarhus og Odense er det for eksempel 22. til 24. august, og i København 29. august til 1. september.

* Copenhagen Half Marathon afholdes 17. september 2023.

* HCA Marathon i Odense foregår 24. september 2023, og man kan løbe både korte og længere distancer.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 26/11/2022 - 10:00

Dansk OL-løber: Sådan kommer du i gang med løbetræning i den kolde tid

Christian Petersen/Ritzau Scanpix

Løb er en billig og fleksibel måde at holde sig i form på. OL-løber Thijs Nijhuis deler sine bedste råd til, hvordan du kommer i gang og undgår begynderfejl.

Vinteren banker på, og den er en god anledning til at begynde at løbe. På de mørke eftermiddage og aftener kan man opleve sit nærområde på en helt ny måde i gadelampens skær.

Og der er flere fordele ved at starte i den kolde tid.

Stierne er ofte mennesketomme, og der er plads til, at man kan være sig selv og få et tiltrængt afbræk fra den hektiske dagligdag.

Har du overvejet at løbetræne, får du her gode råd fra den 30-årige danske OL-atlet Thijs Nijhuis, så du kommer godt i gang. Han er Danmarks hurtigste nulevende maratonløber og den næsthurtigste nogensinde.

- Løb er ikke en sport, som kræver meget udstyr, men man skal købe et par gode løbesko. De skal være behagelige at have på, for ingen gider at løbe i ubehagelige sko, der giver vabler, siger han.

I starten kan man godt få vabler, men så længe skoene er behagelige at have på, skal det nok gå, tilføjer han.

- Nybegynderen skal passe på med at løbe for langt og for hurtigt. Man skal sætte ambitionsniveauet ned i starten. Det er helt afgørende for, at man undgår skader, siger OL-atleten.

Thijs Nijhuis' egen rejse som løber startede, da han var barn. Han beskriver sig selv som en dreng med krudt i røven.

- Vi boede på en gård, hvor min mor skulle have arbejdsro for at passe dyrene. Hun fik mig til at løbe op til nabogården, der befandt sig 500 meter væk på grusvej. Jeg kom tilbage, inden hun fik set sig om, og så sendte hun mig afsted igen.

Som julegave fik han et af årene et simpelt Casio-stopur, og så begyndte han at tage tid på, hvor lang tid det tog at løbe til nabogården.

- Jeg fulgte ikke helt den løbestrategi, som jeg lige har anbefalet. 12-årige Thijs tonsede alt, hvad han kunne.

Man kan godt gøre som ham og løbe den samme strækning flere gange for at følge sin udvikling.

- Første gang tager man tid på, hvor hurtigt man kan løbe den uden at overbelaste sin krop. Efter seks uger med løb i et helt roligt tempo et par gange om ugen kan man tage tid igen. Jeg kan garantere, at man er blevet bedre til at løbe, siger han.

Det kan også være motiverende at sætte sig et konkret mål som at løbe til begivenheder som Royal Run og DHL-stafet.

- Jo længere en distance man vil løbe, desto længere tid skal man bruge på at forberede sig. DHL-stafet er for eksempel en god og overskuelig distance på 5 kilometer, som alle kan træne sig op til, siger han.

Efterhånden som kroppen vænner sig til at løbe, og man kan mærke, at løbeformen bliver bedre, kan man træne sig op til at løbe distancen hurtigere eller løbe længere.

- Jeg vil sige, at de fleste kan træne sig op til at løbe i hvert fald en halvmaraton, siger Thijs Nijhuis.

Man skal undgå at spise for meget, lige inden man skal løbe. De fleste kan sagtens klare sig med kroppens depoter, hvis de skal løbe i op til en time.

- Hvis man har en enkelt god løbejakke, der kan klare vind og vand i vinterhalvåret, får man en bedre oplevelse, når man løber på stierne.

- Kan man finde tiden til at løbe roligt et par gange om ugen i 30 minutter, vil man efter blot et år se forrygende resultater, siger Thijs Nijhuis.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv