Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/12/2022 - 11:00

SAS åbner direkte rute mellem Aalborg og New York

Fra april kan passagerer tre gange om ugen flyve fra Aalborg til New York med SAS.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

For første gang åbner SAS en direkte rute mellem Jylland og USA. Fra 27. april vil SAS flyve mellem Aalborg Lufthavn og New York tre gange om ugen.

Mandag, torsdag og lørdag kan 157 passagerer sætte sig på en Airbus A321LR og flyve mod Newark Liberty International Airport, der ligger omkring 14 kilometer fra Manhattan i New York.

Der bliver tale om en tur på syv til otte timer, som afgår fra Aalborg ved aftenstid dansk tid, og dermed også lander om aftenen lokal tid i New York.

Ifølge Aalborg Lufthavn selv har der været stor efterspørgsel efter en sådan rute. I en pressemeddelelse siger direktør i Aalborg Lufthavn Niels Hemmingsen:

- Vi har igennem de sidste måneder været i dialog med store virksomheder som Grundfos, Vestas, Fibertex, Siemens og store offentlige aktører som Aalborg Universitet og Region Nordjylland, hvor det fra dag ét har været tydeligt, at behovet for en direkte jysk forbindelse til en destination som New York er enorm.

Fra Aalborg Lufthavn kan man i dag flyve til Baltikum, Tyrkiet og De Kanariske Øer, men det er nyt for lufthavnen at sende fly over Atlanterhavet.

For SAS præsenteres den nye rute som et led i en strategi om at styrke de regionale tilbud i Skandinavien.

- Vi ser en stigende interesse efter second cities som Aalborg og kan med den nye rute forbinde endnu flere dele af verden, siger SAS' kommunikationsdirektør, Erik Westman, i en pressemeddelelse.

- Den lidt mindre Airbus A321LR har en perfekt størrelse til denne type ruter. Den giver en komfortabel måde at rejse på - med færre stop til spændende byer som New York.

- Det er et område, som, vi tror på, vil blive endnu højere værdsat af vores kunder i fremtiden.

/ritzau/

København, 21/12/2022 - 10:33

Christopher skifter branche: Grænseoverskridende og krævende

Sangeren Christopher er klar i sin første hovedrolle i en film, som tilmed får premiere på Netflix - til skue for op mod 223 millioner brugere på verdensplan.

Popstjernen Christopher er hjemmevant i rampelyset. Men i 2023 indtager han en helt ny scene.

Han har nemlig landet sin første filmrolle. Det bliver i Netflix-dramaet "A Beautiful Life".

Det annoncerer streaminggiganten i en pressemeddelelse.

Christopher kalder det "en sindssyg rejse".

- At få lov til at være en del af processen fra start til slut har gjort det til en af de sjoveste kreative projekter, jeg nogensinde har været en del af, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det har været noget af det mest krævende og grænseoverskridende at spille skuespil for første gang, men samtidig en fantastisk og uforglemmelig oplevelse, lyder det fra Christopher.

Dramaet centrerer sig om fiskeren Elliott - i skikkelse af Christopher - som en musikmanager ved et tilfælde spotter et kæmpe sangtalent i.

Hun sætter Elliott sammen med sin fremmedgjorte datter, musikproduceren Lily, og sammen opstår der sød musik på flere parametre. Men fortiden truer ikke kun Elliotts store gennembrud, men også den spirende kærlighed til Lily, lyder det om "A Beautiful Life".

- Det har været helt vildt at spille en karakter som Elliott, som ligger så langt fra mig selv, siger Christopher videre i pressemeddelelsen.

- Han er en meget kompleks karakter med en vild og mørk fortid, og han er ligesom jeg selv på en vild rejse i den her film. Vi har dog et par enkelte ting til fælles - blandt andet kærligheden til musik.

Den 30-årige popstjerne synger selv alle sangene i filmen - og han har tilmed også skrevet dem.

Filmen instrueres af Mehdi Avaz, som også gav Christopher hans allerførste filmrolle - som kok i dramakomedien "Toscana" over for Anders Matthesen.

"A Beautiful Life" får premiere på Netflix på et tidspunkt i 2023.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/12/2022 - 08:00

Albert afslører: Kæresten har lille rolle i Tinka-julekalenderen

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Albert Rosin Harson og den professionelle danser Jenna Bagge er ikke blot kærester. De er også blevet kolleger.

Når det 21. afsnit i årets Tinka-julekalender, "Tinka og sjælens spejl", ruller over skærmen, har den professionelle danser Jenna Bagge, bidraget til en del af episoden.

Det afslører hendes kendte Albert Rosin Harson, der spiller menneskedrengen Lasse i julekalenderen.

- Der er noget i fortællingen, der hedder "Grimboldts gåde", hvor der er en klappe-remse til. Dér har Jenna haft en finger med i spillet, fortæller Albert Rosin.

De to har dannet par siden 2020, hvor de mødte hinanden under "Vild med dans".

Allerede på det tidspunkt var der lagt i støbeskeen til en ny sæson af Tinka-universet, som havde premiere tilbage i 2017 og strøg over skærmen i en sæson to tilbage i 2019.

Under konkurrencen kontaktede produktionen bag "Tinka" ham, fordi de havde brug for dansere til julekalenderen.

- Og jeg var jo omringet af en masse dansere. Så jeg gik til den første, der var ved siden af mig, nemlig min dansepartner, Jenna, siger han.

Hun tog derfor ud på settet med sin gode veninde og dansekollega Mille Funk, der var med i samme sæson af "Vild med dans".

- Og så fik hun en lille rolle i julekalenderen, siger han.

Derfor er Jenna Bagge ikke helt uvidende om, hvad der kommer til at ske i Tinka-universet.

- Hun kender meget af historien selv og har selv snakket med instruktørerne, siger Albert Rosin.

Det betyder dog ikke, at kæresteparret ligefrem har været kolleger.

- Vi har ikke haft så meget med hinanden at gøre ud over det. Men hun har været med på optagelserne, så det bliver selvfølgelig ekstra specielt at se "Tinka" i år, siger han.

I juledagene får parret set lidt mere til hinanden. For første gang skal de nemlig holde jul sammen.

- Vi skal være sammen med min familie juleaften og også være sammen med hendes familie i juledagene, lyder det med et smil fra Albert Rosin Harson.

"Tinka og sjælens spejl" kan ses på TV 2 og TV 2 Play hele december.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/12/2022 - 10:00

FAKTA: Nedslag fra undersøgelsen

* Undersøgelsen, som Norstat har lavet på vegne af Energistyrelsen, viser, at godt 1 ud af 3 bader 6 til 7 gange om ugen. 

* Knap en fjerdedel lader vandet løbe i mere end 1 minut for at give det den rette temperatur.

* Knap halvdelen slukker for vandet, mens de sæber sig ind eller tager shampoo i håret.

* Derudover bruger knap 4 ud af 10 mellem 6 og 10 minutter på et bad.

* Undersøgelsen er lavet online via Norstats panel for Energistyrelsen og er gennemført blandt 2000 danskere i alderen 18 til 75 år. Den er udført fra 29. august til 12. september 2022 og er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 21/12/2022 - 10:00

Find din yndlingssang frem og spar penge under bruseren

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Med forskellige tips kan du skære ned på vandforbruget, så du dermed kommer af med færre penge. Blandt kan du bruge et æggeur og musik.

I denne mørke og kolde vintertid, er der ikke noget som at stå under en varm bruser.

Først når regningen tikker ind, føles det lange bad måske ikke så rart længere.

Men faktisk er badet et nemt sted at finde energibesparelser. Det siger Matilde Grøn Bjørneboe, der er ansvarlig for Energistyrelsens rådgivningstjeneste, SparEnergi.dk.

- En god del af vores varmeforbrug går til opvarmning af varmt brugsvand. Så kan man skære ned på sin badelængde, kan det være muligt at spare flere tusinde kroner om året, siger hun.

Netop Energistyrelsen har af Norstat fået lavet en befolkningsundersøgelse blandt 2000 danskere i alderen 18 til 75 år. Den viser, at vi i gennemsnit bruger 34 minutter om ugen på at bade.

I alt bliver omkring en tredjedel af vores varmeforbrug brugt på varmt vand.

Undersøgelsen er gennemført fra 29. august til 12. september og viser også, at det især er de unge, der bruger tid under bruseren. For de 18 til 35-årige bruger i gennemsnit otte minutter per bad.

Energistyrelsen har ikke officielle anbefalinger til præcist, hvor lang tid badet bør være.

- Det, vi kan sige, er, at du har en mulighed for at spare penge, hvis du gør badet kortere, siger Matilde Grøn Bjørneboe.

Her kan du sætte et æggeur. Når det ringer, skal du slukke for vandet.

- Man kan også bruge musik, som man kender længden på.

- Og så kan man sætte et mål om, at man skal have nået at skylle shampooen ud, når man er nået til et bestemt sted i sangen, siger hun.

Men længden på badet er faktisk ikke det eneste, du kan gå ind og pille ved, forklarer hun.

Du kan nemlig også sænke temperaturen med et par grader.

- Man sparer cirka fem procent for hver grad, man skruer ned. Så der kan være meget at hente, hvis man bare lige regulerer en smule til et niveau, man stadig synes er rart, siger Matilde Grøn Bjørneboe.

Er du indehaver af en varmtvandsbeholder og bor i hus, kan du også indstille varmen til 55 grader i beholderen.

- Mange steder er temperaturen højere, og så bruger man unødigt meget energi. Der udskilles også mere kalk, hvilket kan gå ud over beholderens levetid, siger hun.

Vandet bør dog ikke være koldere end 55 grader, for det kan give risiko for Legionella-bakterier, understreger hun.

Har du en almindelig bruser, vil der typisk komme 10 til 20 liter vand ud i minuttet. Men vælger du en sparebruser, kan du komme ned på 6 til 10 liter per minut, forklarer hun.

For at spare på vandforbruget kan du også slukke for vandet, når kroppen skal sæbes ind, og håret skal have shampoo eller balsam.

Endelig kan du også holde dig fra at skrue helt op for bruseren, så du sænker trykket og dermed bruger mindre vand, siger Matilde Grøn Bjørneboe.

Hun understreger også, at det kan være forskelligt, hvor meget hver enkelt person kan spare.

- Hvis du plejer at bade i 20 minutter under 44 grader, er der ret meget at hente. Men bader du to gange om ugen i 5 minutter under 35 grader, er der måske ikke lige så meget at hente.

- Men gennemsnitligt set vil næsten alle kunne dreje på nogle af knapperne og opnå en besparelse på det varme vand, siger Matilde Grøn Bjørneboe.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv