Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/07/2023 - 10:50

Rigsarkivet drukner i henvendelser fra borgere

Siden 2021 har borgere kunnet søge oplysninger om sig selv i Rigsarkivet. Over 60.000 har gjort netop det.

Af: /ritzau/

På to år har Rigsarkivet fået over 60.000 henvendelser fra borgere, der søger oplysninger om sig selv.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

I januar 2021 fik borgerne mulighed for søge indblik i de oplysninger, staten har om dem. Forventningen var, at der ville komme omkring 2000 anmodninger til Rigsarkivet om året.

Den slags anmodninger kaldes også egenacces.

I maj rundede Rigsarkivet 61.000 henvendelser fra borgere med ønsket om for eksempel at se deres faderskabssager eller at få oplyst deres præcise fødselstidspunkt.

Af de 61.000 henvendelser er 53.000 blevet besvaret, skriver Kristeligt Dagblad.

- Egenacces har været en så stor succes, at vi mere eller mindre er druknet i henvendelser, siger Katrine Tovgaard Olsen, der er chef for Dokumentationsenheden, som behandler egenacces i Rigsarkivet, til Kristeligt Dagblad.

Den lovbestemte svartid på anmodninger er 15 dage.

Det kniber dog for Rigsarkivet at overholde den frist i mere komplekse sager. Det kan for eksempel være sager om anbringelse i barndommen.

På Rigsarkivets hjemmeside fremgår det, at der i øjeblikket er "stærkt forlængede ventetider" på egenacces-anmodninger.

De mange henvendelser betyder, at der i øjeblikket kan gå over 12 måneder, før borgerne modtager de oplysninger, de har søgt om.

Rigsarkivet har til formål at indsamle og opbevare historiske kilder og at stille dem til rådighed for offentligheden.

/ritzau/

London, 15/07/2023 - 08:00

Dansk stjernespire: Jeg skulle stå op for mig selv

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Man har en helt anden stillingtagen til sig selv og sin identitet i en tidlig alder, når man er vokset op som queer-person, fortæller Søren Torpegaard Lund.

Dengang den fremadstormende musicalstjerne Søren Torpegaard Lund stadig var en lille purk, klædte han sig helt ublu ud og rendte rundt og gjorde, hvad han havde lyst til.

Men da både han og omgivelserne omkring ham blev ældre og mere selvbevidste, blev han spurgt om, hvorfor han dog havde mascara på. Senere eskalerede spørgsmålene og blikkene over i seksualiserede skældsord.

- Man har en helt anden stillingtagen til sig selv og sin identitet i en tidlig alder, når man er vokset op som queer-person, fortæller Søren Torpegaard Lund.

Ifølge Den Danske Ordbog omfatter ordet queer blandt andet kønsidentiteter, der ligger uden for traditionelle opfattelser af køn og seksualitet.

- Jeg mærkede, at jeg måske bare helst gerne ville være sådan, som jeg troede, alle andre ville have, jeg skulle være. Så der var to år, hvor jeg undertrykte det og troede, jeg skulle spille fodbold, fortæller Søren Torpegaard Lund.

Der var ikke nogen at spejle sig i omkring Gudme på Sydfyn, hvor Søren Torpegaard Lund voksede op. Nogle gange krævede det mod bare at gå uden for hoveddøren. Men når han havde psyket sig op, føltes det som en superkappe.

- Jeg har været vant til, at jeg har skullet acceptere mig selv og stå op for mig selv, når jeg har mærket, at andre ikke gjorde det for også at kunne gå ud i verden og sige: "Det her er mig". Det er også noget, jeg tager med i branchen, siger Søren Torpegaard Lund.

Den 24-årige fremadstormende stjernespire er en del af dansk scenekunst, og nu venter den næste store udfordring.

Snart begynder han prøverne på den danske opsætning af "Jersey Boys".

Musicalen skildrer den sande historie om gruppen Frankie Valli & The Four Seasons og kvartettens kurs - og siden kollisionskurs - mod stjernerne, og Søren Torpegaard Lund portrætterer kvartettens yngste medlem, Bob Gaudio.

"Jersey Boys" er opkaldt efter det område, som de fire ungersvende kom fra, inden de sang sig op ad hitlisterne med numre som "Sherry", "Dawn" og "Big Girls Don't Cry".

- Jeg kan relatere til at være den yngste i en gruppesammenhæng, for det har jeg tit været, og jeg kan relatere til at være den, der er lidt mere blåøjet, naiv og ny i verden, men samtidig har en masse gåpåmod og åbenhed, lyder det fra Søren Torpegaard Lund.

- Jeg ved i hvert fald, at Bob Gaudio endte med at sige fra over for de større personligheder i gruppen, så den rejse glæder jeg mig til at lave.

Det er også en rejse, som Søren Torpegaard Lund selv har været på.

Det var, da han i niende klasse kom på en efterskole, hvor alle regnbuens farver blev favnet, at rejsen for alvor fik luft under vingerne, og han kunne udtrykke sit autentiske jeg. Her stod Søren Torpegaard Lund side om side med andre unge, der delte hans interesse for sang, dans og musik.

Talentet førte ham til Det Danske Musicalakademi, hvor han blev optaget som den yngste nogensinde i en alder af bare 17 år.

Men her kom selvbevidstheden snigende igen.

- Jeg havde altid spillet amatørteater, men jeg havde aldrig fået særligt meget undervisning, inden jeg kom ind. Det, der føltes som en leg og var allermest naturligt for mig, blev lige pludselig også en profession, som man skulle være professionel omkring og kigge enormt meget indad, fortæller Søren Torpegaard Lund.

- Jeg begyndte egentlig at føle mig ret låst, for jeg blev bevidst om, hvad jeg lavede. Og hvis jeg mærkede, at det enten ikke var rigtigt, eller at det var dårligt, så turde jeg ikke noget.

I virkeligheden handlede det om, at han var blevet sin egen største kritiker.

- Jeg er i en branche, som nogle gange også bliver ens identitet. Men jeg har fundet ud af, at det kun er halvdelen af mig, siger Søren Torpegaard Lund.

- Jeg har også et helt privat liv, som er det, der er vigtigst. Det er der, jeg skal have det godt, for at jeg også kan være en god kunstner. Så det er jo i virkeligheden den professionelle mig, der skal stå op for den personlige mig, for at det hele kan gå, siger han.

Søren Torpegaard Lund står nærmest selv der, hvor Bob Gaudio var i begyndelsen af sin karriere, som den skildres i "Jersey Boys", og hvor det handler om at holde fast i sig selv, når passionen bliver professionaliseret.
Man skal stå op for sig selv.

- Jeg tror, at det vigtigste som kunstner er, at det ikke bliver for meget et arbejde, fordi man skal blive ved med at dyrke den der lyst, der gjorde, at man startede, da man var ti år gammel og gik til teater, lyder det fra Søren Torpegaard Lund.

"Jersey Boys" har premiere i Tivolis Koncertsal 4. oktober.

Siden drager musicalen på danmarksturné og runder Esbjerg, Randers, Aalborg, Odense, Viborg og Aarhus.

/ritzau/

Læs Mere >>

Sverige, 14/07/2023 - 09:25

Kronprinsesse fejrer fødselsdag efter udfald med far

Pool/Reuters

Når kronprinsesse Victoria en dag overtager tronen, bliver hun Sveriges første kvindelige monark og regerende dronning siden 1720.

Sveriges tronarving, kronprinsesse Victoria, fylder 46 år den 14. juli, og det bliver traditionen tro markeret med Victoriadagen, som er fyldt med fest og musik.

Egentlig blev kronprinsesse Victoria født til et helt andet liv.

Selv om hun var det svenske regentpar kong Carl Gustaf og dronning Silvias førstefødte og den ældste i søskendeflokken bestående af prins Carl Philip og prinsesse Madeleine, kom hun ikke til verden med tronfølgertitlen, fordi kun drenge dengang kunne arve tronen.

Men i 1980 blev tronfølgerloven ændret, og kronprinsesse Victoria blev således tronarvingen og overtog titlen fra sin to år yngre lillebror.

Kong Carl Gustaf har dog flere gange udtrykt undren over, at ændringen blev vedtaget med tilbagevirkende kraft. Senest i begyndelsen af 2023 i dokumentaren "Sveriges sista kungar" - altså "Sveriges sidste konger" - som blev sendt på STV.

- Det er ret mærkeligt, synes jeg. Det kan du ikke, sagde kongen ifølge Billed-Bladet, da han i dokumentaren blev spurgt om, om han synes, det er uretfærdigt.

Efterfølgende sendte han en erklæring ud om, at hans udtalelser "ikke skal tolkes som en kritik af den kvindelige tronfølge eller af kronprinsesse Victoria".

- Den kvindelige tronfølge er for mig en selvfølge. Kronprinsessen er min efterfølger. Hun er et ekstraordinært aktiv for mig, min familie og vores land. Jeg er stolt af hende og hendes utrættelige arbejde for Sverige.

Tidligere er kong Carl Gustaf også blevet citeret for at sige, at "jobbet er for tungt til en pige".

Når kronprinsesse Victoria en dag overtager tronen, bliver hun Sveriges første kvindelige monark og regerende dronning siden 1720.

Hendes efterfølger bliver også en regerende dronning. Sammen med sin mand, prins Daniel, har kronprinsesse Victoria datteren prinsesse Estelle på 11 år. De er også forældre til sønnen prins Oscar på syv år.

Parret lærte hinanden at kende kort efter årtusindskiftet, da prins Daniel, som på daværende tidspunkt bar det borgerlige navn Daniel Westling, blev den svenske tronarvings personlige træner.

- Det sagde ikke klik, da vi mødte hinanden. Vi havde et meget fint og varmt venskab og var meget nære venner, inden vi forelskede os.

- Det var et venskab, som voksede til kærlighed, sagde kronprinsessen i 2009 i deres forlovelsesinterview.

Frieriet fandt sted valentinsdag i slotsparken ved Drottningholm Slot, efter at den vordende gom havde anmodet sin royale svigerfar, kong Carl Gustaf, om datterens hånd.

- Der var en fantastisk stemning. Jeg var naturligvis nervøs og håbede på et ja, men var ikke helt sikker, sagde han i et interview med svenske TV4, før kronprinsesse Victoria prompte brød ind:

- Jeg svarede: "ja, ja, ja!".

Sidste år var parret omgærdet af rygter om knas i forholdet. Det fik - højst usædvanligt ifølge royale kommentatorer - parret til at dementere ethvert rygte om et brud.

- Vi er blevet bekendt med, at der pågår en omfattende negativ rygtespredning vedrørende vores private relation - påstande om svigt i relationen og en forestående skilsmisse, skrev parret i en fælles erklæring delt på Instagram.

- Under normale omstændigheder kommenterer vi ikke på rygter og spekulationer. Men for at værne om familien ønsker vi at gøre det klart en gang for alle, at de rygter, som nu spredes, intet har på sig.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/07/2023 - 08:00

FAKTA: Kattens nysgerrighed kan koste den dyrt

* Årsagen til, at katte falder ned fra højderne, er primært, at de søger nye oplevelser og derfor kravler ud ad vinduer eller ned fra altaner.

* De kan også have en interesse i at fange fugle, som sidder på altanen eller tagrender.

* Katte, som forsøger at lande på forbenene, har ofte kvæstelser i ansigtet og brysthulen. Dem, der forsøger at lande på bagbenene, har ofte bækken- og lårbensskader.

* Det er primært i storbyerne, hvor mange bor i lejlighed, at problemet er størst.

Kilde: AniCura Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/07/2023 - 08:00

Sommeren er højsæson for nedfaldskatte

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sørg for at få sikret altanen og vinduerne om sommeren, inden dine små pelsdyr tager turen fra tredje sal og ned på fortovet.

Solen bager ind gennem ruderne, og det er næsten ulideligt at være i lejligheden, så du åbner vinduerne for at få frisk luft ind.

Men det, du måske ikke ser, er, at din kat hopper op og kravler ud. Sommeren er højsæson for såkaldte nedfaldskatte - altså katte, der falder ned fra større højder.

Det mærker de hos AniCura, der har flere dyreklinikker og -hospitaler rundt om i landet.

- Mange katte lever indendørs hele året, fordi de bor i lejligheder. Og når det bliver varmt, skal man have luftet ud og glemmer måske at sikre døre og vinduer, siger Anders Jensen, der er chefdyrlæge hos AniCura Københavns Dyrehospital.

Det er ikke små skader, som de firbenede risikerer at pådrage sig.

Typisk får de brud på kæben, ganen eller får hovedtraumer. De kan også brække forbenene, få skader på lungerne og bagbenene samt indre blødninger, forklarer chefdyrlægen.

- Nogle gange kan de få større skader af at falde ned fra anden sal frem for femte sal, fordi kattene har større chance for at dreje rundt i luften og lande på benene, siger Anders Jensen.

Han råder til, at man tager et kig på sine døre og vinduer.

- For det første bør man sikre, at katten ikke har mulighed for at komme ud ved at lukke døre og vinduer. Men skal man have dem åbne, er det en god idé at have et net i vinduet eller døren.

- Man kan også sætte et net rundt omkring altanen, siger han.

Også hos Agria Dyreforsikring ser man flere tilfælde med nedfaldskatte, når temperaturen stiger.

Det fortæller marketingansvarlig Lotte Evers, der også råder til, at du tager dine forholdsregler.

For at gardere dig kan du for eksempel sætte et sikringsbeslag på vinduerne, så katten ikke har mulighed for at åbne dem.

Er uheldet ude, råder chefdyrlæge Anders Jensen til, at du tager kontakt til dyrlægen eller et vagthospital.

Der kan være skjulte skader, som ikke kan ses med det blotte øje, forklarer han.

Derudover bør du holde øje med, om din kat bevæger sig, som den plejer, om den trækker vejret normalt, og at der ikke er synlige tegn på blødninger - for eksempel fra næsen.

Mens det er lovpligtigt at få en ansvarsforsikring til din hest eller hund, er det ikke tilfældet med katte, forklarer Lotte Evers fra Agria Dyreforsikring.

- Ved nedfaldskatte er det som regel den skadelidtes egen forsikring, der kommer i spil, hvis katten forvolder skade i forbindelse med faldet.

- Men i værste tilfælde kan du som katteejer stadig holdes til ansvar. Så man bør være forudseende, siger hun.

Hun fortæller samtidig, at det er muligt at få en sygeforsikring, der hjælper med dyrlægeudgifterne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv