Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/07/2023 - 08:00

Sommeren er højsæson for nedfaldskatte

Sørg for at få sikret altanen og vinduerne om sommeren, inden dine små pelsdyr tager turen fra tredje sal og ned på fortovet.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

Solen bager ind gennem ruderne, og det er næsten ulideligt at være i lejligheden, så du åbner vinduerne for at få frisk luft ind.

Men det, du måske ikke ser, er, at din kat hopper op og kravler ud. Sommeren er højsæson for såkaldte nedfaldskatte - altså katte, der falder ned fra større højder.

Det mærker de hos AniCura, der har flere dyreklinikker og -hospitaler rundt om i landet.

- Mange katte lever indendørs hele året, fordi de bor i lejligheder. Og når det bliver varmt, skal man have luftet ud og glemmer måske at sikre døre og vinduer, siger Anders Jensen, der er chefdyrlæge hos AniCura Københavns Dyrehospital.

Det er ikke små skader, som de firbenede risikerer at pådrage sig.

Typisk får de brud på kæben, ganen eller får hovedtraumer. De kan også brække forbenene, få skader på lungerne og bagbenene samt indre blødninger, forklarer chefdyrlægen.

- Nogle gange kan de få større skader af at falde ned fra anden sal frem for femte sal, fordi kattene har større chance for at dreje rundt i luften og lande på benene, siger Anders Jensen.

Han råder til, at man tager et kig på sine døre og vinduer.

- For det første bør man sikre, at katten ikke har mulighed for at komme ud ved at lukke døre og vinduer. Men skal man have dem åbne, er det en god idé at have et net i vinduet eller døren.

- Man kan også sætte et net rundt omkring altanen, siger han.

Også hos Agria Dyreforsikring ser man flere tilfælde med nedfaldskatte, når temperaturen stiger.

Det fortæller marketingansvarlig Lotte Evers, der også råder til, at du tager dine forholdsregler.

For at gardere dig kan du for eksempel sætte et sikringsbeslag på vinduerne, så katten ikke har mulighed for at åbne dem.

Er uheldet ude, råder chefdyrlæge Anders Jensen til, at du tager kontakt til dyrlægen eller et vagthospital.

Der kan være skjulte skader, som ikke kan ses med det blotte øje, forklarer han.

Derudover bør du holde øje med, om din kat bevæger sig, som den plejer, om den trækker vejret normalt, og at der ikke er synlige tegn på blødninger - for eksempel fra næsen.

Mens det er lovpligtigt at få en ansvarsforsikring til din hest eller hund, er det ikke tilfældet med katte, forklarer Lotte Evers fra Agria Dyreforsikring.

- Ved nedfaldskatte er det som regel den skadelidtes egen forsikring, der kommer i spil, hvis katten forvolder skade i forbindelse med faldet.

- Men i værste tilfælde kan du som katteejer stadig holdes til ansvar. Så man bør være forudseende, siger hun.

Hun fortæller samtidig, at det er muligt at få en sygeforsikring, der hjælper med dyrlægeudgifterne.

/ritzau fokus/

Venedig, 01/09/2025 - 16:08

Mads Mikkelsen: Mit hår lugtede af kloak

Den danske superstjerne Mads Mikkelsen gik all in i rollen som Manfred i Anders Thomas Jensens nye sorte komedie, "Den sidste viking".

Under vikingehjelmen gemmer der sig en ildelugtende permanent.

Det afslører Mads Mikkelsen ifølge mediet Screen Daily under et interview i forbindelse med verdenspremieren på den sorte komedie "Den sidste viking" på filmfestivalen i Venedig.

- Vi har en tendens til at gå lidt amok med mit hår i Anders Thomas' film, lyder det fra Mads Mikkelsen ifølge det britiske filmmedie.

Det er den danske superstjernes sjette samarbejde med Anders Thomas Jensen, som også instruerede ham i kultklassikeren "Blinkende lygter" samt "De grønne slagtere", "Adams æbler", "Mænd & høns" og "Retfærdighedens ryttere".

I "Den sidste viking" spiller Mads Mikkelsen rollen som Manfred, der er den eneste, som ved, hvor pengene fra et røveri begået af hans bror er gemt. Men Manfred husker intet efter at være blevet ramt af en mental udfordring.

Sammen begiver brødrene sig tilbage til deres barndomsland for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er, lyder det om handlingen.

I rollen har Mads Mikkelsen krøllet, permanentet hår, som ifølge skuespilleren "lugtede af kloak".

- Jeg syntes, det (håret, red.) gav Manfred en vis naivitet.

I komedien bliver både vold og oneliners forenet.

Men der skal så at sige være mening med galskaben, understreger Mads Mikkelsen.

- Vi ved, at Anders Thomas beskæftiger sig med de store emner om liv og død, familie og venskab. For at sige noget om dét pakker han det ind i komplet vanvid, siger Mads Mikkelsen.

- Der er hjerte i hans film. Komedie ville ikke være så sjovt, hvis det ikke var for poesien, lyder det fra den 59-årige danske superstjerne.

Ud over Mads Mikkelsen er Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl, Søren Malling, Lars Ranthe, Lars Brygmann og Nicolas Bro på den stjernespækkede rolleliste.

"Den sidste viking" får dansk biografpremiere 9. oktober.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 15:33

Skuespiller fra Harry Potter-filmene vender tilbage i ny serie

Isabel Infantes/Reuters

Warwick Davis skal igen spille rollen som professor Filius Flitwick i ny "Harry Potter"-serie.

Når den nye "Harry Potter"-serie får premiere i 2027, bliver det igen med Warwick Davis i rollen som professor Filius Flitwick.

Det skriver Warner Bros. Discovery mandag i en pressemeddelelse.

Han er foreløbigt den eneste skuespiller fra de originale "Harry Potter"-film, der også medvirker i den nye serie, som HBO står bag.

Davis medvirkede i alle otte film som professor Flitwick, der underviste Hogwarts-eleverne i besværgelser.

Derudover spillede han også nissen Griphook, der arbejdede i banken Gringotts. Davis vender dog kun tilbage som professor Flitwick, skriver mediet Variety. I stedet skal Leigh Gill spille Griphook.

HBO har i forvejen sat navne på flere af de kendte karakterer fra Harry Potter-universet - heriblandt de tre hovedroller.

Harry Potter spilles af Dominic McLaughlin, mens Hermione Granger og Ron Weasley spilles af henholdsvis Arabella Stanton og Alastair Stout.

Siden HBO begyndte at lede efter de tre hovedroller i efteråret 2024, har over 30.000 skuespillere været til casting.

Tidligere er det kommet frem, at John Lithgow skal spille rektor på Hogwarts Albus Dumbledore, mens Nick Frost skal spille Hagrid.

Janet McTeer og Paapa Essiedu spiller lærerne Minerva McGonagall og Severus Snape.

I et Instagram-opslag i midten af august delte HBO også navnene på flere medlemmer af den rødhårede Weasley-familie.

Tvillingparret Tristan Harland og Gabriel Harland spiller Fred og George Weasley, som også er tvillinger i universet. Ginny Weasley spilles af Gracie Cochrane, mens Ruari Spooner spiller Percy Weasley.

Serien er baseret på forfatter J.K. Rowlings syv bøger om troldmanden Harry Potter, hans venner og deres oplevelser på troldmandsskolen Hogwarts.

Bøgerne er blevet til otte film samt tre "Fantastic Beasts"-film, som er spinoff af universet.

Den kommende serie har indtil videre blot titlen "Harry Potter". Det bliver ifølge HBO en "loyal filmatisering af de elskede "Harry Potter"-bøger".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 11:00

FAKTA: Logren er ikke altid lig med glæde

* Selv om en hund logrer, når den ser en anden hund, betyder det ikke nødvendigvis, at den er venligt stemt.

* Logren er et udtryk for en opstemthed, men den kan godt være negativ. Det er et tegn på, at hunden er klar til at agere, men den ageren kan lige så vel være leg, som den kan være angreb.

* Nogle hunde logrer endda, når de har halen mellem benene. Det er en form for usikkerhedslogren.

* For at kode hundens logren skal du kigge på hele hundens udtryk. Er der tale om en blød og rolig logren eller en dirrende hale, der stikker lige op i luften? Sidstnævnte er ofte tegn på aggressivitet.

Kilde: Iben Meyer, der er dyrlæge og adfærdsekspert samt adjunkt på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 11:00

Vi forventer for meget af hundens sociale liv

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er en udbredt misforståelse, at hunde interesserer sig for alle fremmede hunde, de møder på gåturen, siger dyrlæge og adfærdsspecialist.

Selv om du som hundeejer nyder at møde andre mennesker med deres firbenede bedste venner, når I er ude at gå tur, så er det ikke sikkert, at din hund har det på samme måde.

Mens nogle hunde elsker at snuse til bagpartier og byde op til leg, foretrækker andre hunde helt at slippe for at hilse på artsfæller.

Det fortæller Iben Meyer, der er dyrlæge og adfærdsspecialist. Hun er også medforfatter til bogen "Din kompetente hund", der ud fra den nyeste forskning gør op med en række myter og misforståelser inden for hundeopdragelse.

- Ofte har hundeejere forfærdeligt høje forventninger til, at deres hunde skal kunne med de hunde, de møder. Hunden er et socialt dyr, men det er ikke ensbetydende med, at den har lyst til at lege med alle fremmede hunde, den møder, og det skaber problemer, hvis vi forventer det af den, siger Iben Meyer.

Hun forklarer, at de fleste hunde er okay med, at der er andre hunde i deres nærhed, men de viser ikke den store interesse for dem. Denne reserverethed indtræffer ofte, når hunden bliver kønsmoden ved et- til toårsalderen.

- De kan godt have nogle legekammerater, som de er glade for, og som de kender. Dem vil de gerne lege med som voksne, men fremmede hunde er for mange hunde i bedste fald uinteressante og værste fald noget, de reagerer aggressivt på.

Ifølge Iben Meyer løber rigtig mange voksne hunde derfor ind i et problem, når deres ejere forventer af dem, at de skal hilse på andre hunde, og det fører til dårlige oplevelser.

- Vi har brug for at få en større forståelse for, hvad hunden er for et væsen, og at den er meget mere individualiseret, end vi tror, den er, siger hun og peger på, at hver hund har sin egen unikke personlighed, og som ejer handler det om at anerkende det, hvis din hund viser sig at være den generte type.

Iben Meyer understreger, at det er en god idé at lære hunden som hvalp at omgås andre hunde. Men gør det gerne blidt og gradvist, gerne med én anden hund ad gangen eller en begrænset gruppe.

- Det er vigtigt, at hunden får positive oplevelser med andre hunde, og det sker bedst under kontrollerede forhold, hvor hvalpen ikke bliver overvældet. Det gør den nemt i en hundepark, hvor der hele tiden vælter nye hunde ind, siger hun og fortsætter:

- For nogle hundeejere kan det føles, som om man går glip af noget, hvis man har glædet sig enormt meget til at stå i en hundepark og sludre. Men så kan man forsøge at lave aftaler med nogle ejere af hunde, som hunden godt kan lide, og mødes med dem.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek