København, 20/04/2023 - 10:55
Retten giver Power medhold: Reklamer krænkede ikke DBU
Powers reklamer i forbindelse med EM i 2021 brød ikke markedsføringsloven, mener domstol.
Af: /ritzau/
Tre reklamer, som elektronikgiganten Power bragte i forbindelse med EM-slutrunden i fodbold i 2021, krænkede ikke Dansk Boldspil-Unions (DBU) rettigheder efter markedsføringsloven.
Det fremgår af en dom, som Sø- og Handelsretten har lagt på sin hjemmeside.
I reklamerne viste Power et billede af en fodboldspiller i fodboldtrøje og brugte ordet "fodboldfest".
Samtidig udloddede virksomheden billetter til Danmarks kamp mod Finland i gruppespillet. Billetter, som Power havde fået af hvidevareselskabet Gorenje, der var officiel sponsor for turneringen.
DBU mente, at markedsføringen var en krænkelse af DBU's egne kommercielle rettigheder, men retten var uenig.
Selv om reklamerne kunne skabe association til det danske fodboldlandshold, var den ikke tilstrækkelig stærk til, at der efter Sø- og Handelsrettens vurdering var tale om kommerciel udnyttelse af landsholdet.
Desuden påpeges det i dommen, at der ikke anvendes nuværende eller tidligere landsholdsspillere, og at den primært orange trøje ikke er for tæt på landsholdets rød-hvide trøje.
- Retten finder på den baggrund, at de omtvistede reklamer ikke hverken direkte eller indirekte indeholder en reference eller skaber en så tydelig konkret association til det danske landshold, at dette er i strid med god markedsføringsskik, jævnfør markedsføringslovens paragraf 3, lyder det i dommen.
Sagen, der var anlagt af Power, indbefattede også en påstand om, at DBU's daværende kommercielle direktør, Ronnie Hansen, skulle have handlet i strid med loven med påstande om Powers markedsføringsstrategi i radioprogrammet "Radio4 Morgen" i 2021.
Her sagde han blandt andet, at Power var "notorisk kendt for at gå lige til grænsen også lidt over, når det kommer til markedsføring".
Sø- og Handelsretten fandt ikke grundlag for, at det var i strid med loven, og her fik Power altså ikke medhold.
Som konsekvens af dommen skal DBU betale 50.750 kroner i sagsomkostninger, mens Power må punge ud med 10.000 kroner.
/ritzau/