Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Dhaka, 20/07/2024 - 10:44

Politiet i Bangladesh skyder med skarpt mod demonstranter

Bangladesh har indført udgangsforbud og sendt militæret ud i gaderne. Over 100 meldes dræbt de seneste dage.

Munir Uz Zaman/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Politiet i Bangladesh skyder med skarpt under nye demonstrationer lørdag i hovedstaden Dhaka.

Det rapporterer en journalist fra nyhedsbureauet AFP, der befinder sig på stedet.

Mindst en person er såret blandt de tusinder, der er på gaden i bydelen Rampura.

- Vi står med ryggen mod muren. Der er anarki i landet, og de skyder efter folk, som var de fugle, siger en demonstrant, Shahdat Hossain.

Protesterne finder sted, selv om regeringen natten til lørdag har indført et landsdækkende udgangsforbud og sendt militæret ud i gaderne. Det er sket, efter at det står klart, at politiet ikke alene kan kontrollere demonstranterne.

Over 100 meldes dræbt siden tirsdag, hvor demonstrationerne tog fart. AFP opgiver antallet af dræbte til 115 på grundlag af oplysninger fra politiet og hospitaler.

Studenter har ført an i demonstrationerne, der er blevet en alvorlig trussel mod premierminister Sheikh Hasinas 15 år lange styre.

Fra morgenstunden var gaderne i Dhaka ellers næsten mennesketomme. Soldater var på patrulje til fods eller bevægede sig rundt i pansrede køretøjer. Der bor 20 millioner mennesker i Dhaka.

Men som dagen skred frem, samlede der sig atter tusinder i bydelen Rampura, og det blev besvaret med de skarpe skud fra soldaterne.

Efter fredagens sammenstød melder politiet om 300 tilskadekomne betjente.

Siden begyndelsen af juli har studerende i Bangladesh protesteret mod et nyt kvotesystem på arbejdsmarkedet.

Systemet betyder blandt andet, at op mod halvdelen af de ledige job i staten skal gå til slægtninge til krigsveteraner fra landets selvstændighedskrig mod Pakistan i 1971. En beslutning, der ifølge kritikerne vil gavne folk, der støtter Hasinas regering.

Det har skabt dyb utilfredshed blandt mange unge, der oplever høj arbejdsløshed.

/ritzau/

København, 20/07/2024 - 08:00

Dansk sanger: Jeg bliver inspireret af at se min datter fejle

Jada er blevet mor, og det inspirerer hende til at blive mere umiddelbar. Når datteren falder, skammer hun sig ikke, og sådan bør det fortsætte, mener sangeren.

Ingen er perfekte, og alle taber, hvis samfundet skal blive ved med at leve i en perfekthedskultur.

Sådan lyder udmeldingen fra sangeren Jada, som blev mor til datteren Dani i november.

Efter at hun er blevet mor, er det blevet mere vigtigt for hende at starte en samtale om, at forskellighed er godt.

- Noget af det, jeg tænker over, i forhold til at have fået et barn, er, hvor inspireret jeg bliver af hende. Hun skammer sig ikke over noget - heldigvis. Jeg vil gerne være mere som hende, siger hun.

For Jada betyder det blandt andet, at hun gerne vil invitere folk hjem til sig selv uden at sige: "Undskyld, det roder". Eller tage sin guitar frem og øve sig - frem for kun at spille for andre, når hun kan en sang udenad.

På samme måde vil hun gerne være et forbillede for sin datter og undgå, at hun føler sig forkert.

I disse dage rejser Jada for første gang rundt i landet med koncertkaravanen Grøn, hvor alt overskuddet går til Muskelsvindfonden.

Hun er årets Plads til forskelle-ambassadør, og det betyder, at hun fortolker Muskelsvindfondens vision om at skabe plads til forskelligheder.

- Jeg kender godt følelsen af, at der ikke helt er plads til at være bare en lillebitte smule anderledes. Så for mig var det en meget stor ære at blive spurgt, om jeg ville være ambassadør, siger hun.

Ambassadørtitlen har tidligere tilhørt Benjamin Hav, Suspekt, Christopher, Lukas Graham, Carpark North og Scarlet Pleasure.

Med titlen følger også en T-shirt, som Jada har designet. Overskuddet fra salget går til Muskelsvindfondens projekt "Pærfekt", der kæmper for at nedbryde perfekthedskulturen.

Og netop dét er altså blevet endnu mere vigtigt for Jada, efter at hun er blevet mor. Hun var på barsel indtil maj, hvor hun gjorde comeback på Jelling Festival.

- Hun (hendes datter, Dani, red.) larmer jo rigtig meget og kaster med mad. Men jeg har ikke lyst til at undskylde for hende. Altså hvis hun gør noget strengt, får hun selvfølgelig at vide, at det må man ikke.

- Men jeg har lyst til at gøre mit for, at hun ikke får følelsen af, at hun ikke må være, som hun er, siger Jada.

Det lyder måske som en kliché, påpeger den 31-årige sanger. Men man finder en ny mening med livet, når man får et barn.

- Mit forhold til musikken har også ændret sig. Jeg mærker et stigende behov for at være endnu mere autentisk.

- Jeg har altid haft lyst til at være ærlig, men jeg har ikke altid haft let ved at beskrive mit personlige liv. Nu kan jeg pludselig ikke lade være, siger hun.

Meget af det er måske kommet med alderen, medgiver hun. Men det er noget særligt at sætte et barn i verden, fordi man konstant bliver konfronteret med, at intet er perfekt.

- Jeg bliver bare så inspireret af at se hende fejle. Det kunne vi godt lære noget af - især i forhold til minoriteter, siger hun.

Jada er ofte blevet kaldet kropsaktivist, fordi hun klæder sig i stramt og farverigt tøj samt viser kropsbehåring frem. Det er en kasse, hun kan have det lidt underligt med at blive placeret i.

- Det er slet ikke en strategi, jeg har haft. Jeg har aldrig tænkt over, at jeg gik i særligt tøj i forhold til min fedtprocent. Men jeg kan konstatere, at det er noget, som folk synes, er mærkeligt.

- Det siger meget om, hvor snævre rammer der er for at være anderledes. For så tyk er jeg jo heller ikke. Men hvis man sidder i kørestol og stikker endnu mere ud, har man slet ikke en chance. Man er slet ikke en del af samtalen. Og det skal vi lave om på, siger hun.

Grøn blev skudt i gang 18. juli og kommer i løbet af ti dage til Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby.

Ud over Jada kan man opleve Blæst, Burhan G, Hugorm, Kesi, Scarlet Pleasure, TV-2 og Tobias Rahim.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/07/2024 - 15:32

Benjamin Koppel skriver sang til Jens Werners bisættelse

Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Inden sin død bad den kendte dansedommer Jens Werner komponisten Benjamin Koppel om at skrive en sang til sin bisættelse.

Fredag er den kendte danser og mangeårige Vild med dans-dommer Jens Werner blevet bisat fra Sankt Pauls Kirke i København.

Før sin død anmodede Jens Werner sin ven Benjamin Koppel om at komponere og skrive en sang, som skulle synges i kirken.

Det skriver Billed-Bladet, som har hele sangteksten.

"Bliv endnu en stund" hedder sangen, som saxofonist og komponist Benjamin Koppel og hans niece sanger og sangskriver Molly Koppel samt teaterdirektør på Fredericia Teater Søren Møller fremførte.

Jens Werner døde den 9. juli efter længere tids kræftsygdom. Han blev 59 år.

Han var gennem 20 sæsoner dommer i "Vild med dans" - alle de år programmet har kørt i Danmark. Sidste år var han dog ikke en fast del af panelet.

Jens Werner efterlader sig ægtefællen Anette Werner og to børn.

Han er den mest vindende danser i danmarkshistorien med flere mesterskaber i både ind- og udland og blev blandt andet verdensmester i sportsdans i 1994.

Werner oplyste i foråret 2023, at han havde fået konstateret kræft. Han fortsatte dog som dommer i en sidste omgang "Vild med dans" i 2023-sæsonen, som sluttede i november.

Han havde her titel af gæstedommer, men slog altså fast, at det også blev sidste dommeroptræden.

- Jeg har fået alt det med mig, som det univers kan tilbyde, og jeg har givet alt, hvad jeg overhovedet kunne, sagde Jens Werner forud for sidste års finale af danseprogrammet.

Han har desuden fortalt, at han på daværende tidspunkt ikke havde tilstrækkeligt overskud til venner og familie, fordi programmet, som han i sin tid selv var med til at stable på benene, fyldte så meget i hans liv.

I maj gav han lyd fra sig i en video på sin profil på det sociale medie Instagram, hvor han fejrede 30-året for sejren ved verdensmesterskaberne i selskabsdans.

- En stor, stor drøm og kæmpe målsætning skete den dag i Valby Hallen. 30 år. Keep fighting (bliv ved med at kæmpe, red.), sagde han i den video.

Jens Werner var desuden indehaver af en danseskole, som han har drevet med sin hustru.

Danseskolen fortsætter efter Jens Werners død, har familien oplyst.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/07/2024 - 10:00

FAKTA: Ingredienser til frangipane

Up-side-down frangipane med grillede jordbær.

* 100 gram blødt smør.

* 100 gram sukker.

* 2 små æg.

* 100 gram mandelmel.

* 10 gram mel.

* 100 gram brun farin.

* 50 gram vand.

* 200 gram ordnede jordbær.

Kilde: Lasse Zacho Andersen, kok og køkkenchef på restaurant Gaia på Vejrø.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/07/2024 - 10:00

FAKTA: Ingredienser til ret med grillede ferskner

Grillede ferskner med friske hindbær.

* 300 gram piskefløde.

* 50 gram mascarpone.

* 30 gram flormelis.

* 10 gram sukker.

* 1 vaniljestang.

* 1 lille håndfuld timian.

* 1 lille håndfuld basilikum.

* 4 ferskner.

* 150 gram hindbær.

* 100 gram god, dansk honning.

* 2 gram fint salt.

Kilde: Lasse Zacho Andersen, kok og køkkenchef på restaurant Gaia på Vejrø.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek