Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Glyngøre, 25/07/2023 - 10:42

Op mod 25.000 mennesker skal fejre dansk toursejr i Glyngøre

Midt- og Vestjyllands Politi forventer stort pres på vejene, når Jonas Vingegaard torsdag fejres i sin hjemby.

Af: /ritzau/

Op mod 25.000 mennesker ventes torsdag at samles i Glyngøre i Vestjylland for at fejre den danske Tour de France-vinder, Jonas Vingegaard.

Cykelrytteren skal fejres i sin hjemby, og derfor forventer Midt- og Vestjyllands Politi, at der bliver pres på veje i og omkring byen.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

- I politiet synes vi også, at Jonas Vingegaard fortjener en god fejring for at tage den gule trøje hele vejen med hjem til Glyngøre for andet år i træk, siger Allan Laustsen, der er leder af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi forventer stort pres på vejene ind og ud af byen, så det er vigtigt, at man som gæst følger politiets, hjemmeværnets og arrangørens anvisninger på dagen, siger han i pressemeddelelsen.

Ifølge politiet vil både politi og hjemmeværn være på plads til at guide bilisterne og sikre "en forsvarlig afvikling af trafikken under festlighederne".

Der bliver ensrettet på nogle strækninger i byen for at undgå for mange biler på et lille område.

I Glyngøres bymidte vil det desuden ikke være muligt at parkere, med mindre man har "et særligt behov" eller bor i Glyngøre, skriver politiet.

/ritzau/

København, 25/07/2023 - 08:00

Dansk popmusiker: Mine fans blotter sig

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den fremadstormende danske musiker Guldimund skriver om de dybe følelser i sine sange. Og det får også hans fans til at dele ud.

Asger Nordtorp Pedersen, som også er kendt under kunstnernavnet Guldimund, er de seneste par år stormet frem på hitlisterne.

Med sine sange tager han lytterne med ned i dybe emner som eksempelvis parforholdets kriser. Og det får hans fans til at spejle sig i musikken.

- Jeg får reaktioner hver eneste dag på mine sange. Folk er meget søde til at skrive til mig, når de opdager musikken, eller hvis de har gået og lyttet til min plade i længere tid.

- Nogle siger bare tak for det, mens andre deler personlige historier den anden vej, fordi de oplever en form for fællesskab. Og det er ret vildt, at folk blotter sig på den måde. Og også meget intenst, fortæller Guldimund og smiler.

Han beskriver selv, at han kun står lige på dørtærsklen ind til karrieren, og de mange reaktioner fra fans kan derfor stadig være en smule overvældende for ham.

- I starten syntes jeg, at det var sindssygt grænseoverskridende, hvis der kom en hen til mig. Men nu tror jeg, at jeg har lært at være i det. Jeg tror også, at jeg er mere forberedt på det. Og så kan jeg faktisk godt sætte pris på det, fortæller han.

I 2022 blev han vinder af tre priser ved uddelingen af Steppeulven. Årets tekstforfatter, Årets musiker og Årets udgivelse vandt han for sit album "Dem, vi plejede at være" fra 2021.

Og det kræver mod for den 32-årige sanger at fortælle sine egne historier til sine lyttere.

- Jeg prøver virkelig at sige til mig selv, at når jeg skriver sangene, skal jeg lade være med at tænke på, at andre folk skal høre dem.

- Sangene er inspireret af mit liv, men de er ikke én til én sandheden, fordi der både er overdrivelser, underdrivelser, fiktionalisering og ting, der skal rime, fortæller Guldimund.

Han bruger ofte sine egne situationer til at berøre et specifikt emne i en sang, uden at hans egen holdning bliver synlig.

- Der er en sang på mit seneste album, som handler om at være til juridisk rådgivning på mandecenteret efter et brud, hvor man har et barn sammen.

- Og på nogle måder er det en sang, der berører et politisk emne - nemlig ligestilling mellem kønnene - men i stedet for at komme med en agenda, så beskriver jeg bare den oplevelse, jeg har haft.

- Og så er det musikken, der får lov til at farve stemningen. Så det bliver meget op til modtageren at vurdere, hvad de synes om det, forklarer han.

Lige nu brygger kunstneren også på helt ny musik, som fortsat handler om de situationer og følelser, der interesserer ham lige for tiden.

- Jeg er jo ret optaget af de nære relationer - eksempelvis parforholdet, familien og det psykologiske i det.

- For jeg synes både, at mine egne relationer er interessante, men jeg synes også, det er interessant og spændende, hvordan folk interagerer i forskellige dynamikker.

- Uanset om det er i parforholdet, familien eller på arbejdspladsen. Det er stadigvæk der, jeg bliver mest holdt til ilden, lyder det fra popmusikeren.

Guldimund har for nylig optrådt på Northside og Roskilde Festival, hvor folk strømmede til for at se hans koncerter.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/07/2023 - 11:50

Dansk rapper aflyste koncerter for at være med til fødsel

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den dansk-albanske rapper Artigeardit valgte at aflyse tre koncerter til Grøn, da hans kæreste gik i fødsel. Men han meddeler, at han vender tilbage i Esbjerg.

Den dansk-albanske rapper Ardit Aliti, som er bedre kendt under musikernavnet Artigeardit, er en del af sommerens program til Grøn, som turnerer rundt i hele landet.

Det blev dog kun til et kort visit for Artigeardit, som efter den første koncert i Tårnby måtte melde afbud til de efterfølgende koncerter i både Kolding, Aarhus og Aalborg.

Men det var der en helt særlig grund til, for den 27-årige rapper forlod koncertkaravanen for en stund, fordi han skulle være far.

- Jeg skulle have spillet Grøn i Kolding, Aarhus og Aalborg, men jeg blev desværre forhindret på grund af min søns fødsel. Den tog lidt tid, men i går aftes fik jeg en sund og glad lille dreng, skriver han på Instagram i en story, som er et tidsbegrænset videoklip.

Her takkede han også Grøn og rapperen Lams for at være omstillingsparate og tålmodige, da han forlod festivalpladsen. I stedet overtog Lamin og hans band scenen.

Men på trods af en nyfødt søn og en ny titel som far vender Artigeardit snart tilbage til scenen, når Grøn spiller i Esbjerg den 27. juli.

- Jeg er tilbage på karavanen til de resterende koncerter. Med en ny energi og sommerfugle i maven. Vi ses i Esbjerg.

Artigeardit er blandt andet kendt for sangene "Er her" og "Vågen" og for sin nyeste single "Jumeirah".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/07/2023 - 07:30

FAKTA: Det betyder livredderens flag

* Flagene fortæller om badeforholdet på stranden.

* De to rød-gule flag i vandkanten markerer det område, livredderne primært holder opsyn med.

* Et rød-gult flag ved en livredderpost betyder, at posten er åben, og at du skal udvise almindelig opmærksomhed.

* Det gule flag betyder, at du skal udvise særlig opmærksomhed ved badning. Det kan eksempelvis skyldes bølger, strøm, fralandsvind eller brandmænd.

* Ved det røde flag fraråder livredderne badning, fordi forholdene i vandet er livsfarlige. Det kan være store bølger, kraftige strømforhold eller forurenet vand.

Kilde: TrygFonden, respektforvand.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 25/07/2023 - 07:30

FAKTA: Så ofte var livredderne i aktion i uge 29

* 3 livreddende aktioner, 75 førstehjælpsaktioner, 479 forebyggende aktioner og 5267 oplysende indsatser blev foretaget af TrygFondens Kystlivredning i uge 29.

* Livreddende aktioner: Det vurderes, at en eller flere personer var i livsfare.

* Førstehjælpsaktioner: Snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.

* Forebyggende indsatser: Livredderne har været ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind - eller for få dem til at svømme tættere på land.

* Oplysende indsatser: Livredderne har været i kontakt med badegæster om eksempelvis de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet

Kilde: TrygFonden Kystlivredning.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv