København, 30/11/2023 - 10:50
Onsdag var elforbruget det højeste i flere år
Flere varmepumper betyder, at elforbrug stiger, når temperaturen falder. Pumper erstatter opvarmning med gas.
Af: /ritzau/
Da kulden for alvor satte ind i Danmark onsdag, røg elforbruget i vejret.
Faktisk brugte vi mere strøm på ét døgn, end vi har gjort, siden krigen i Ukraine begyndte.
Hele 127,9 gigawatttimer lød det samlede strømforbrug på ifølge Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent hos Green Power Denmark.
Han forklarer, at energikrisen sidste år har fået mange til at skrotte gasfyret og skifte det ud med en eldrevet varmepumpe.
Samtidig er der også flere fjernvarmeværker, som har skiftet gasturbiner ud med store varmepumper. Derfor stiger elforbruget, når vi skruer op for varmen derhjemme.
- Men det er positivt på den måde, at vi ikke bruger alle mulige andre brændsler som blandt andet gas, der var den helt store skurk sidste år, siger Kristian Rune Poulsen.
Og selv om solen ikke skinner, og det heller ikke blæser frygteligt meget, så vil det som oftest være bedre at bruge en varmepumpe til at varme huset op med end et gasfyr.
- Det er stadig mere energieffektivt at varme et hus op med en varmepumpe, selv om strømmen kommer fra et gasfyret kraftværk, siger Kristian Rune Poulsen.
Han understreger dog, at det fortsat er vigtigt at spare på energien, selv om vi bruger mindre gas end tidligere.
- Vi får stadig ikke de samme mængder gas til Europa, som vi har gjort. Men heldigvis fortsætter bevægelsen fra gasforbrug til elforbrug, så vi forventer at se elforbruget måske stige de kommende år, mens gas- og olieforbruget falder, siger han.
/ritzau/