Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 09/03/2023 - 10:58

OVERBLIK: Rusland slår til med stribe af luftangreb på Ukraine

Ifølge Ukraines præsident er ti regioner ramt af russiske angreb torsdag morgen. Flere civile er omkommet.

Gleb Garanich/Reuters

Af: /ritzau/

Fra øst til vest er Ukraine tidligt torsdag morgen blevet ramt af russiske luftangreb. Flere områder er uden varme og el - herunder atomkraftværket i Zaporizjzja, som er Europas største.

Det er det voldsomste angreb på Ukraine i ugevis.

Læs mere om den russiske offensiv her:

* Ruslands angreb har ramt ti ukrainske regioner ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

* De ramte regioner er Kyiv, Kirovohrad, Dnipropetrovsk, Odessa, Kharkiv, Zaporizjzja, Lviv, Ivano-Frankivsk, Zjytomyr og Vinnytsja.

* Angrebene var primært rettet mod infrastruktur og kraftværker.

* Nogle af de byer, der er ramt, er hovedstaden Kyiv, Ukraines næststørste by, Kharkiv, og havnebyen Odessa ved Sortehavet.

* Mindst otte civile har mistet livet.

* To mænd og to kvinder blev dræbt, da et missil ramte deres hjem i Lviv-regionen i det vestlige Ukraine. Det er uvist, om andre blev såret i angrebet.

* En 34-årig mand mistede livet i et angreb i regionen Dnipropetrovsk. Samme sted blev en 28-årig kvinde og en 19-årig dreng såret.

* Tre personer blev dræbt, da et russisk missil ifølge det ukrainske præsidentkontor ramte et busstoppested i byen Kharkiv i det sydlige Ukraine.

* I Kyiv er mindst to personer såret.

* 40 procent af hovedstaden er torsdag formiddag uden varme som følge af angrebene, oplyser byens borgmester, Vitalij Klytjko.

* Ukraines militær oplyser, at dets luftværn har nedskudt 34 ud af 81 missiler, som Rusland har affyret mod forskellige mål i Ukraine.

* Ud over de 81 missiler har Rusland brugt mindst otte droner til at udføre angreb inde i Ukraine.

* Der er begrænset elektricitet i alle ukrainske regioner, oplyser Ukrenergo, som er ansvarlig for elnetværket i Ukraine. Nogle steder er der lukket for strømmen af sikkerhedshensyn.

* Der er ingen elektricitet på atomkraftværket i Zaporizjzja, som er Europas største atomkraftværk. Det oplyser det ukrainske atomenergiagentur Energoatom. Derfor har kraftværket taget dieselgeneratorer i brug.

* Der er ifølge Det Internationale Atomagentur (IAEA) diesel nok til, at atomkraftværket kan køre på generatorerne i 15 dage.

Kilde: Reuters, The Guardian.

/ritzau/

Rom, 09/03/2023 - 10:56

Badehotellet-stjerner genforenes i trekantsdrama

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Bodil Jørgensen og Kristian Halken har flere gange spillet mand og kone. Nu påtager de sig atter rollerne som ægtepar i en ny film.

Det er ikke uvant for skuespillerne Bodil Jørgensen og Kristian Halken at spille ægtepar, hvilket de blandt andet har gjort i opførelsen af Henrik Ibsens "Vildanden". Bedst kendt er de nok for rollerne som Molly Andersen og Peter Andreas i TV 2-succesen "Badehotellet".

Nu skal de atter spille over for hinanden som mand og kone. Det sker i den nye danske film "Rom", hvor de har hovedrollerne som ægteparret Gerda og Kristoffer.

Det skriver produktionsselskabet Motor og filmdistributøren Scanbox Entertainment i en pressemeddelelse.

I meddelelsen beskrives filmen som en morsom, livsbekræftende og rørende kærlighedsfortælling om at gå på opdagelse i sig selv og hinanden.

Handlingen udspiller sig, som titlen antyder, i Italiens hovedstad, Rom, hvor filmen i øjeblikket er under optagelser.

Her tager Gerda og Kristoffer på en forlænget weekendtur for at fejre deres bryllupsdag og et langt ægteskab.

Gerda gik som ung på kunstskole i byen. Da parret sammen genoplever byen, støder de ind i Gerdas gamle flamme, kunstlæreren Johannes, der er spillet af den svenske skuespiller Rolf Lassgård.

Filmen er skrevet af hovedrolleindehaveren Kristian Halken, manuskriptforfatter Christian Torpe og instruktør Niclas Bendixen.

"Rom" ventes at få biografpremiere i begyndelsen af 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 09/03/2023 - 07:00

FAKTA: Ni danske instruktører har fået en Oscar

To danske instruktører dyster i år om at vinde en Oscar. Den ene har prøvet det før.

Ved årets oscaruddeling skal instruktørerne Simon Lereng Wilmont og Anders Walter begge kæmpe om en Oscar i hver deres kategori. Anders Walter har vundet en gang før - tilbage i 2014.

Nedenfor kan du se, hvilke danske film der tidligere har modtaget en Oscar.

* Bedste Internationale Film:

1988: "Babettes gæstebud", instrueret af Gabriel Axel.

1989: "Pelle Erobreren", instrueret af Bille August.

2011: "Hævnen", instrueret af Susanne Bier.

2021: "Druk", instrueret af Thomas Vinterberg.

* Bedste Kortfilm og Bedste Korte Animationsfilm:

1986 - Bedste Korte Animationsfilm: "Anna & Bella" skabt af Børge Ring.

1999 - Bedste Kortfilm: "Valgaften" instrueret af Anders Thomas Jensen.

2003 - Bedste Kortfilm: "Der er en yndig mand" instrueret af Martin Strange-Hansen.

2010 - Bedste Kortfilm: "De nye lejere" instrueret af Joachim Back.

2014 - Bedste Kortfilm: "Helium" instrueret af Anders Walter.

/ritzau/


Læs Mere >>

København, 09/03/2023 - 09:00

FAKTA: Er din fest forsikret?

* Tjek op på, hvordan du selv er forsikret, og hvordan din udbyder er forsikret inden sammenkomsten.

* Det samme skal du gøre, hvis du holder festen hjemme og låner eller lejer festudstyr.

* Som udgangspunkt er det din egen indboforsikring, som gælder, hvis du lejer ting som stole og tallerkener.

* Går festudstyret i stykker, afhænger forsikringsdækningen af, om det er købt, lånt eller lejet.

Kilde: den offentlige forbrugerportal forbrug.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 09/03/2023 - 09:00

Undgå at festen ender som en klagesag

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Med de rette forholdsregler kan du slippe for tvister med leverandører til forårets og sommerens sammenkomster.

Det ødelægger nemt stemningen til konfirmationen eller brylluppet, hvis maden eller musikken skuffer.

Derfor gør du klogt i at lave helt klare aftaler med de firmaer, som du hyrer til din fest.

For det er typisk uenigheder om vage formuleringer, der skaber konflikter mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende.

Det fortæller forbrugerpolitisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Susanne Aamann.

- Vores råd er, at man skal være meget specifik, når man indgår aftaler. Hvad betyder det konkret, når der står "alt inklusive" eller "et udvalg" af likør til kaffen? Det kan nemlig fortolkes på mange forskellige måder, siger hun.

Et ord som "tilbehør" kan også give anledning til misforståelser. For mens det for dig kan betyde kartofler, rødkål og asier, dækker det måske i virkeligheden kun over sovs og salat.

Spørg cateringfirmaet eller restauranten, hvad der helt præcis menes - og sørg for at få aftalen på skrift.

- En mundtlig aftale eller en aftale, der er skrevet på bagsiden af en serviet, er fuldt ud lige så gyldig, men hvis der bagefter opstår uenigheder, er det meget nemmere, hvis man har det hele på skrift, forklarer Susanne Aamann.

Er du ude i god tid med planlægningen af din fest, bør du dog have for øje, at eksempelvis stedet, du har booket, er i sin gode ret til at ændre på den aftale, I har lavet.

- Det kan for eksempel være, at restauratøren bliver nødt til at justere priserne på grund af inflationen, eller at der bliver ændret på, hvilke grøntsager der indgår i menuen, siger Susanne Aamann.

Dog skal du som kunde varsles, tids nok til at du kan nå at gøre indsigelse mod ændringerne og eventuelt genforhandle aftalen.

Havner du alligevel i en situation, hvor du under festen føler dig snydt, skal du gribe til handling med det samme.

- Vi opfordrer til, at man for eksempel tager fat i kokken eller tjeneren og får sagt: "Vi har aftalt sådan og sådan, og det er ikke det, jeg får". På den måde giver du arrangøren mulighed for at rette op på problemet med det samme.

Hænger din utilfredshed ved, når festen er ovre, skal du straks sørge for at sende en skriftlig klage til arrangøren.

- Dermed kan du dokumentere, at du har klaget, og jo mere man har på skrift, jo nemmere bliver det at gøre sin sag gældende, siger Susanne Aamann.

Bliver der ikke reageret på din henvendelse, kan du som den sidste mulighed klage til Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme, som tager sig af denne type sager.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv