Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/04/2023 - 10:52

Novo Nordisk-konkurrent vil sammenligne fedmemidler i nyt studie

Eli Lilly påbegyndte fredag nyt studie, hvor selskabet sammenligner sit fedmemiddel med et fra Novo Nordisk.

Af: /ritzau/

Den amerikanske Novo Nordisk-konkurrent Eli Lilly vil i et sammenligningsstudie sætte deres eget fedmemiddel Mounjaro direkte op mod Novo Nordisks Wegovy.

Det skriver branchemediet MedWatch.

Virksomheden vil i studiet over 72 uger observere 700 personers vægtændringer efter brug af de to fedmemidler.

- Meningen med studiet er at evaluere effektiviteten og sikkerheden ved brug af tirzepatid (det aktive stof i Mounjaro, red.) sammenlignet med semaglutid (det aktive stof i Wegovy, red.) 2,4 milligram i voksne forsøgspersoner, skriver Eli Lilly om studiet.

Alle deltagere skal have et BMI (Body Mass Index) over 30 eller over 27 med mindst én fedmerelateret følgesygdom.

Desuden skal deltagere mindst én gang tidligere have forsøgt sig med en diæt for at tabe sig uden succes.

Studiet med navnet Surmount-5 er et såkaldt fase 3b-studie. Det blev påbegyndt fredag.

/ritzau/

København, 24/04/2023 - 09:00

Dansk succesfilm får fortsættelse efter 20 år

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Husker du "Kongekabale" fra 2004? Næste år får opfølgeren til thrillerdramaet premiere under titlen "Mørkeland". Endnu en gang med Anders W. Berthelsen i front.

Det bliver et gensyn med journalisten Ulrik Torp i skikkelse af Anders W. Berthelsen, når opfølgeren til thrillerdramaet "Kongekabale" fra 2004 får premiere næste år.

"Mørkeland" er filmatiseringen af Niels Krause-Kjærs anden roman om journalisten Ulrik Torp. Men filmen kan godt stå alene.

Det annoncerer SF Studios og Meta Film i en pressemeddelelse.

For "Mørkeland" er en ny fortælling om Ulrik Torp, en hel generation efter "Kongekabale", hvor han som ung graverjournalist havde livet og karrieren foran sig. Det forklarer filmens instruktør, Mikkel Serup, i pressemeddelelsen.

- Siden er 20 år gået. Torp er blevet voksen og gråsprængt, og karrieren er blevet skiftet ud med arbejdsløshed og midtvejskrise, fortæller Mikkel Serup og fortsætter:

- Fra det ståsted havner han i midten af en ny politisk konspiration, som rejser spørgsmålet, om vi kan acceptere manipulation med demokratiet, når manipulationen har til hensigt at redde det.

Efter en fyringsrunde og længere tid på kontanthjælp kommer Ulrik Torp i virksomhedspraktik på sin tidligere arbejdsplads, hvor hans gamle kollega og nu chefredaktør - spillet af Nicolas Bro - beder ham dække drabet på en fuldmægtig i indenrigsministeriet.

Sammen med to journalistpraktikanter kommer Ulrik Torp på sporet af en lille kreds af tidligere politikere og topembedsmænd, der ikke skyr nogen midler for at sikre, at magten bliver på de rette hænder, lyder det om handlingen.

Mens at både Anders W. Berthelsen, Nicolas Bro og også Charlotte Munch genoptager deres respektive roller fra "Kongekabale" i "Mørkeland", entrerer en række nye navne universet. Blandt andre Lene Maria Christensen, Ellaha Lack og Mathilde Arcel Fock.

"Mørkeland" får premiere i 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/04/2023 - 17:15

Manden bag Chips-Jørgen er død

Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Henning Jacobsen blev 76 år. Han gik bort søndag efter længere tids sygdom med leukæmi.

Manden bag karakteren "Chips-Jørgen" i Kims-reklamerne, Henning Jacobsen, er død.

Det bekræfter hans søn til mediet B.T.

Henning Jacobsen gik bort søndag efter længere tids sygdom med leukæmi. Han blev 76 år.

Henning Jacobsen havde rollen som den bramfrie chipskonge Jørgen i 23 år.

Han optrådte sidste gang i tv-reklamer for chips- og snackproducenten Kims i 2020.

Henning Jacobsen var oprindeligt uddannet landmåler, men havde i en årrække firmaet Dansk Rørinspektion. Firmaet undersøgte allehånde rørsystemer med robotkameraer.

Inden han i 1996 landede rollen som Kims-Jørgen, havde han ingen forudgående erfaring med tv-mediet.

I et interview med Berlingske i 2020 fortalte Henning Jacobsen, hvordan det lykkedes ham at lande rollen.

En bekendt spurgte ham i 90'erne om at medvirke i en birolle til en skolefilm. Det sagde Henning Jacobsen ja til.

Filmen blev aldrig klippet færdig, men den fik i 1996 et castingbureau til at kontakte ham.

En forhenværende elev, filminstruktør Anders Thomas Jensen, kunne huske ham fra skolefilmen og havde foreslået ham til Kims-kampagnen.

Da Henning Jacobsen gik på pension og lagde Chips-Jørgen i graven, beskrev han karakteren som en, der handlede og ikke havde brug for andres meninger.

- Jørgen var sej, fordi han gjorde præcis, hvad der passede ham. Han havde ikke noget filter, og han slap altid afsted med at smadre ting, sagde han i 2020 til Berlingske.

Privat var Henning Jacobsen mere til østers og foie gras, end han var til chips. Det fortalte han ved samme anledning til mediet.

Alligevel anslog han, at der gemte sig 75 procent Henning i karakteren Jørgen.

Henning Jacobsen boede i en stor del af sit liv i Fredensborg i Nordsjælland. De seneste år boede han på Samsø.

Han efterlader sig en hustru og to voksne sønner.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/04/2023 - 10:00

FAKTA: Udvalgte konklusioner fra elpris-testen

* 20 ud af 37 selskaber oplyste ikke spottillæg på deres hjemmesider, da Forbrugerrådet Tænk indsamlede data.

* Fem af de selskaber har heller ikke oplyst prisen, når de er blevet spurgt direkte.

* Et af de dyreste selskaber i testen har hverken villet be- eller afkræfte prisen på deres grundprodukt.

* Flere af elselskaberne har skjulte gebyrer, der bliver opkrævet hver måned, og som derfor kan betragtes som et abonnement.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk: Test viser store prisforskelle på elaftaler.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/04/2023 - 10:00

Tjek din aftale om el - det kan betale sig

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er en god idé at tjekke sin elaftale. For en ny test af elselskaber fra Forbrugerrådet Tænk viser, at der er store prisforskelle mellem selskaberne.

Høje energipriser har fået mange forbrugere til at holder øje med deres elpris time for time.

Men du bør også kaste et blik på din aftale med elselskabet og se, om du har den billigst aftale.

For en ny test fra Forbrugerrådet Tænk viser, at der er store prisforskelle på de aftaler, som forbrugerne har.

Sådan lyder anbefalingen fra projektleder Emil Rosager Schaarup, der står bag testen af 37 elselskabers priser.

- Vores test viser, at det er vigtigt at være opmærksom på og kende sit elforbrug, når man kigger efter en billigere elaftale, siger han.

- Har man et højt elforbrug, kan det måske bedre betale sig at vælge et dyrere abonnement for at få et lavere spottillæg. Og er forbruget lavt, kan det være omvendt.

Spottillæg er en pris, som elselskaberne lægger oveni den pris, som strømmen bliver sat til på den nordiske elbørs.

Hvis vi tager udgangspunkt i et årligt forbrug på 6000 kilowatt-timer, viser Forbrugerrådet Tænks test, at den billigste elaftale koster 38 kroner i spottillæg. Abonnementet koster ikke noget.

Den dyreste aftale for samme forbrug koster over 1000 kroner for spottillæg og abonnement.

Elkunder kan som regel vælge mellem en fast og en variabel elpris.

Den variable elpris fastsættes på den nordiske elbørs, Nord Pool - det er den såkaldte spotpris.

Elselskabernes indtjening består typisk af et tillæg oven i spotprisen, som kan være med eller uden betaling for abonnement.

- Man skal sørge for at spørge både sit nuværende selskab og andre elselskaber, hvad de opkræver i tillæg til spotprisen, siger Emil Rosager Schaarup.

Han konkluderer, at man ikke bør betale mere end fem øre i tillæg for hver kilowatt-time.

Det er nemlig, hvad flere elselskaber tilbyder - eller endda til en endnu lavere pris. Men flere elselskaber opkræver markant mere end de fem øre.

Det kan være nødvendigt at spørge elselskaberne, fordi over halvdelen af selskaberne i testen, oplyste ikke om spottillægget på deres hjemmesider.

Fem af dem oplyste heller ikke størrelsen på deres spottillæg, når Forbrugerrådet Tænk spurgte.

- Vi ser gerne, at alle selskaberne skilter med deres spottillæg, siger Emil Rosager Schaarup.

- Vi taler om den pris, der udgør elselskabets indtægt, og det er en af de vigtigste priser, når en forbruger skal sammenligne, siger han.

Du skal også være opmærksom på, om der er tale om et introtilbud, når du finder en billig aftale.

Hvis det er tilfældet, bør du finde ud af, hvad prisen stiger til, når introperioden udløber.

- Men det er ikke den eneste faldgrube. Nogle elselskaber opkræver et gebyr hver måned, som ikke oplyses tydeligt til forbrugerne, siger Emil Rosager Schaarup og tilføjer:

- Og der kan desværre også være elselskaber på markedet, som ikke oplyser helt sandfærdigt om deres priser.

Du skal altså sammenligne både elpris, spottillæg, abonnement og eventuelle gebyrer, når du undersøger, om du kan få en billigere aftale om levering af el.

- Der er ikke noget at sige til, hvis man som forbruger føler, at det er en anelse uoverskueligt, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv