Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Moskva, 28/02/2024 - 10:48

Navalnyj skal begraves fredag i Moskva

Den russiske oppositionspolitiker skal begraves, to uger efter at han blev erklæret død i russisk straffelejr.

Af: /ritzau/

Aleksej Navalnyj skal begraves fredag 1. marts på Borisovskoje-gravpladsen i Ruslands hovedstad, Moskva.

Det oplyser hans talsperson, Kira Jarmysj, på det sociale medie X.

Dermed bliver den russiske oppositionspolitiker begravet, to uger efter at offentligheden fandt ud af, at han var afgået ved døden i en straffelejr i det nordligste Rusland.

Selve ceremonien finder sted ved en kirke i Marjino-distriktet i Moskva.

Fredag 23. februar kom det frem, at Navalnyjs mor var blevet stillet et ultimatum af de russiske myndigheder vedrørende begravelsen.

Enten skulle Navalnyj begraves i stilhed, og altså uden at offentligheden kunne tage afsked med ham, ellers ville han blive begravet i straffekolonien, fortalte hans stab. Men ultimatummet blev afvist af hans mor.

Og med onsdagens melding står det klart, at offentligheden tilsyneladende får lejlighed til at tage afsked med Navalnyj.

På X skriver hans talskvinde, at begravelsen begynder klokken 14 og opfordrer Navalnyjs støtter til at møde op i god tid.

I flere dage efter politikerens død kæmpede Navalnyjs nærmeste familie for at få hans lig udleveret af de russiske myndigheder.

Først otte dage efter hans død fik familien overdraget liget.

På en officiel dødsattest hedder det, at Navalnyj døde af naturlige årsager.

Hans efterladte hustru, Julija Navalnaja, mener dog, at han blev forgiftet af nervegiften novitjok. Hun har desuden sagt, at Navalnyj blev dræbt af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det er anklager, som styret i Kreml har afvist.

/ritzau/

Los Angeles, 28/02/2024 - 02:18

Kanye West sagsøges for at bruge afdød diskodronnings sang

Zz/Patricia Schlein/Star Max/Ipx/Ritzau Scanpix

Ifølge Donna Summers bo har Kanye West og Ty Dolla Sign brugt en af hendes sange, selv om de havde fået nej.

Boet for den afdøde amerikanske sangerinde Donna Summer har tirsdag lagt sag an mod rapstjernen Ye, der førhen var kendt som Kanye West.

Han anklages for at have brugt hendes hit "I Feel Love" fra 1977 på sit nye album uden at have fået lov.

Ifølge anklagen bruger Ye og sangeren Tyrone Griffin, kendt under kunstnernavnet Ty Dolla Sign, "øjeblikkeligt genkendelige" dele af hendes sang i nummeret "Good (Don't Die)" på deres fælles album "Vultures 1".

Det sker ifølge anklagen, efter at boet eksplicit havde afvist, at de to kunstnere måtte sample sangen.

Repræsentanter for Ye og Ty Dolla Sign er ikke vendt tilbage på Reuters' henvendelser om en kommentar.

En advokat for Donna Summers bo siger, at man vil "lade anklagen tale for sig selv."

Donna Summer døde i 2012 af kræft i en alder af 63 år. Hun var kendt som dronningen af disko i 1970'erne.

Ye og Ty Dolla Sign udgav "Vultures 1" den 10. februar. Ifølge Billboard er det aktuelt det mest sælgende album i USA.

Den 3. februar skal Donna Summers bo, ifølge boet, havde modtaget anmodningen fra de to rappere om, at de ønskede at sample "I Feel Love".

Den anmodning siger boet altså, at det afviste.

- Summer-boet har ikke kun overvejet den enorme kommercielle værdi af "I Feel Love", men også den mulige forringelse af Donna Summers eftermæle, lyder det i anklagen.

- West (Ye, red.) er kendt som en kontroversiel offentlig person, hvis opførsel har fået adskillige virksomheder og forretningspartnere til at tage afstand fra ham.

Ye, som officielt ændrede sit navn fra Kanye West i 2021, har ytret en række kontroversielle udtalelser, der af flere er blevet kaldt antisemitiske.

Den 46-årige rapper har tidligere hævdet, at underholdningsbranchen i USA er kontrolleret af jøder, og i et interview i 2022 hyldede han Adolf Hitler.

Udtalelserne førte blandt andet til, at hans samarbejde med den tyske virksomhed Adidas blev afsluttet. Også den amerikanske tøjgigant Gap kappede sine bånd til rapperen.

I december udsendte musikeren en undskyldning, som var skrevet på hebraisk.

Diskodronningens bo anmoder om økonomisk erstatning, og om at Ye og Ty Dolla Sign får permanent forbud mod at "krænke Summers ophavsret".

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

København, 27/02/2024 - 23:53

Anmeldere kalder Dune-efterfølger bjergtagende og episk

Vianney Le Caer/Ritzau Scanpix

I både Børsen, Filmmagasinet Ekko og Soundvenue får "Dune: Del 2" fem ud af seks stjerner.

Skal man tro flere danske anmeldere, så vil hverken fans eller science fiction-nørder blive skuffede over "Dune: Del 2", som kan ses i danske biografer fra onsdag.

I både Børsen, Filmmagasinet Ekko og Soundvenue får filmen fem ud af seks stjerner.

Michael Solgaard, som har anmeldt filmen for Børsen, kalder det en "gedigen fornøjelse" at dykke ned i filmens miljø bestående af blandt andet et underjordisk ørkenlandskab.

Fortællingen er dog indimellem en smule forvirrende, mener han. Men når trådene samles til sidst står filmen tilbage som et værk, som ifølge anmelderen egner sig perfekt til det store lærred.

- Man bjergtages ganske enkelt så meget af miljøet og actionscenerne, at man ser overbærende på, at kærlighedshistorien og udviklingshistorien indimellem bliver nedprioriteret, skriver Michael Solgaard.

"Dune: Del 2" baserer sig på Frank Herberts science fiction-klassiker fra 1965. I filmen følger man Paul Atreides, som bliver spillet af Timothée Chalamet, i en kamp for hævn over hans fjender.

Lige som Børsens anmelder, synes også Filmmagasinet Ekkos anmelder Helen O’Hara, at filmens plot af og til kan være svært at følge med i. Det er dog ikke en detalje hun hænger sig i.

- Skalaen er episk, men fokus er stadig på karaktererne. Omgivelserne er fantastiske, men psykologien føles forankret i virkeligheden, skriver hun.

O’Hara er også meget begejstret for miljøet i filmen, hvor scener skudt i ørkener i Abu Dhabi og Jordan giver en fornemmelse af tørhed og varme.

- De gigantiske sandorme spiller bogstavelig talt en større rolle i filmens mest fortryllende scener, der vil få sci-fi-nørder til at klappe i hænderne af fryd, skriver hun.

"Dune: Del 2" er instrueret af Denis Villeneuve, som også har instrueret den første del.

Også internationale anmeldere er begejstrede for Villeneuves efterfølger.

Anmelderen fra den britiske avis The Independent giver filmen fem ud af fem stjerner og skriver, at filmen "ikke er som nogen anden blockbuster, der findes".

I det amerikanske magasin Rolling Stone beskrives "Dune: Del 2" som både større, modigere og bedre end dens forgænger.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/02/2024 - 10:11

Brug ost til at løfte de grønne retter til det næste niveau

David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Sig havarti til blomkålen, og vupti har du en lækker grøn ret, der emmer af umami, fortæller kok og ostekender.

Smager din grøntsagsgryde lidt tamt, findes redningen måske på ostehylden i køleskabet.

Ost rummer nemlig en række egenskaber, som nemt løfter vegetarmåltidet til nye højder. Det fortæller Rasmus Holmgård, der er gastronomisk og ostefaglig konsulent hos blandt andet Mejeriforeningen.

- Ost har en evne til at binde maden sammen og til at give en cremet mundfornemmelse. Men det vigtigste ved ostens bidrag er grundsmagen umami, siger han.

Umami forbindes ofte med kød, men smagen findes også i for eksempel svampe og altså også ost. I det hele taget supplerer ost med det, som grøntsagerne mangler, lyder det fra Rasmus Holmgård:

- Grøntsagerne har ikke så meget salt eller fedt. De har heller ikke supermeget protein. Men det er alt sammen noget, som osten har meget af, og derfor kan den øge smagsintensiteten. Og der skal ikke ret meget ost til for at få kålen eller broccolien til at smage af temmelig meget mere.

Også kok Anders Kuk Kristensen, der ejer restauranten Ghrelin i Aarhus, er begejstret for at bruge ost i det grønne køkken.

- Langt hen ad vejen kan ost bruges som erstatning for andre mælkeprodukter. Du kan smage til med ost i stedet for smør eller fløde. Du kan også stege grøntsagerne i den olie, der kommer fra osten, når du varmer den op, fortæller han.

Ved at bruge ost i stedet for fløde eller smør tilfører du din ret en større smagsvariation, forklarer Anders Kuk Kristensen. Han anbefaler også, at du bruger ost til at tykne supper og saucer med.

- Det får ikke nødvendigvis din suppe til at smage af ost, men det kan hurtigt give den en note, der lige gør, at for eksempel græskarsuppen får lidt ekstra dybde i smagen.

Især hårde og modne oste som for eksempel parmesan er velegnede til at bruge i madlavningen, men du kan også sagtens bruge en ganske almindelig flødehavarti.

Anders Kuk Kristensen holder selv af en simpel ret, hvor han river en god klump havarti ud over dampet blomkål, som han til sidst topper med sort peber og ristede nødder.

- Den fedtprocent, der er i havartien, matcher flot med blomkålens bløde tekstur og de brunede noter fra de ristede nødder, siger han.

Helt klassisk kan ost også bruges til at gratinere diverse grøntsagsretter. Du kan for eksempel lave en bechamelsauce, hvor du tilsætter en hård, modnet ost. Hæld saucen hen over grøntsagerne, og lad den gratinere i ovnen.

- De her hvide saucer med ost gør sig godt med rigtig mange slags grøntsager, siger Anders Kuk Kristensen, der opfordrer dig til at eksperimentere med, hvilke oste du bruger i madlavningen.

For eksempel kan mozzarella nemt erstattes med havarti i en spinattærte.

- Bare fordi der står feta eller ricotta i en opskrift, betyder det ikke, at du ikke kan bruge den ost, du lige har ved hånden, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 28/02/2024 - 10:00

FAKTA: Derfor smager ost af umami

* Ost indeholder et højt niveau af glutamat, som er et salt af aminosyren glutaminsyre. Det er glutamat, der smager af umami, som er en af de fem grundsmage.

* Glutamat findes i mælkeprodukter og forstærkes i ost gennem ostens modningsproces.

* Sammen med svampe og tomatkoncentrat er ost en af de fødevarer, der indeholder mest glutamat - og derfor har ost en markant umamismag.

Kilde: Rasmus Holmgård, gastronomisk og ostefaglig konsulent hos Mejeriforeningen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek