Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 11/12/2024 - 10:58

Modne borgere sigtes for indsmugling af to ton hash

I Kroatien og Danmark har myndigheder beslaglagt ejendomme, biler og motorcykler i stor narkosag.

Af: /ritzau/

Politiet mener at have optrevlet en gruppe, der skal have indsmuglet to ton hash til Midt- og Østjylland.

Også 40 kilo kokain indgår i de sigtelser, som National enhed for Særlig Kriminalitet har rejst, oplyser NSK onsdag i en pressemeddelelse.

Under en anholdelsesaktion tirsdag blev fire mænd og en kvinde i alderen fra 41 til 69 år anholdt, og i den forbindelse fandt betjentene flere hundrede tusinde kroner i kontanter.

Samtidig har politiet i Danmark og Kroatien beslaglagt både kontanter og aktiver i fast ejendom, flere biler og motorcykler, som angiveligt er skaffet for indtægter ved smugleri og handel.

Ifølge NSK er den yngste af de anholdte, altså den 41-årige mand, tilknyttet rocker- og bandemiljøet.

Hashen skal være kørt ind i Danmark på lastbiler.

Onsdag skal en dommer i Retten i Aarhus afgøre, om de fire mænd skal varetægtsfængsles.

/ritzau/

København, 11/12/2024 - 10:35

Dansk skuespiller kåret til spirende stjerne i Berlin

Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Besir Zeciri får muligheden for at bevise sit talent over for andre filmfolk i Berlin i februar.

Den dansk-albanske skuespiller Besir Zeciri er blevet valgt til at deltage i filmfestivalen Berlinalens Shooting Star-program.

Det er et fast indslag på den tyske filmfestival, der skal give nye skuespiller muligheden for at markere sig. Hvert år bliver ti skuespiller udvalgt.

Det oplyser Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse. Det er Det Danske Filminstitut, der indstiller en dansk kandidat til talentprogrammet.

Zeciris rolle i spillefilmen "Pigen med nålen" var anledningen til, at han blev valgt som den danske kandidat.

De spirende skuespillere skal blandt andet på den røde løber, deltage i pressemøder, middage, gallafester og efterfester. Derudover får de mulighed for at møde castere, producere og andre filmfolk.

Shooting Star-programmet bliver arrangeret af netværket European Film Promotion, som består af 38 medlemslande.

Landene kan hver udvælge en kandidat til programmet.

Herefter udvælger en international jury de ti skuespillere, der må deltage.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/12/2024 - 10:15

Danske stjerner spiller skønheden og udyret i ny satsning

Kærlighed ved første hik-stjernerne Sofie Lassen-Kahlke og Joachim Knop står over hinanden i "Skønheden og udyret - the musical". Dog ikke i titelrollerne.

Det er Johanne Milland og Kenneth M. Christensen, som skal spille skønheden og udyret, når det næsten 300 år gamle franske eventyr, der især er kendt i Disneys udgave fra 1991, endnu en gang bliver vakt til live på de skrå brædder.

Det annoncerer Lion Musicals og Live Nation i en pressemeddelelse.

- Det er med både ærefrygt og glæde, at vi er gået i gang med at skabe en helt ny opsætning af en af de største Disney-succeser overhovedet.

- Derfor satte vi barren højt for at samle et absolut tophold på scenen, der kan indfri forventningerne til de elskede karakterer og uforglemmelige sange, siger executive producer Thomas Langkjær i pressemeddelelsen.

Historien centrerer sig om Belle, der lader sig bytte med sin tilfangetagne far, som er spærret inde på et slot af et udyr.

Udyret er i virkeligheden en prins, der er blevet forhekset. Han kan kun blive et menneske igen, hvis han lærer at elske - og bliver elsket tilbage.

På slottet møder Belle forvandlede tjenestefolk, blandt andre Mrs. Potts, der er blevet til en tekande, og Cogsworth, som er et ur.

De besjæles af henholdsvis Joachim Knop og Sofie Lassen-Kahlke, som har stået over for hinanden som Anja og Peter i Kærlighed ved første hik-filmene.

Der er også gensyn med andre kendte karakterer som lysestagen Lumiere og Belles bejler - og skurken - Gaston, som bliver spillet af henholdsvis Carsten Svendsen og Cristopher Schøllhammer Rørmose.

"Skønheden og udyret - the musical" tager afsæt i Disneys tegneserie, der er kendt for sange som "Vær vor gæst" og "Det er ganske vist". Men den kommende musical vil blive fremført i en ny opsætning, og der vil også blive skrevet nye sange til forestillingen.

"Skønheden og udyret - the musical" får premiere på Det Kongelige Teater 8. juli 2025.

Efter spilleperioden i København tager musicalen på danmarksturné forbi Aalborg, Randers, Esbjerg, Vejle, Holstebro, Aarhus og Odense.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/12/2024 - 11:00

BLÅ BOG: Jane Ibsen Piper

* 43-årige Jane Ibsen Piper er uddannet jurist.

* Hun arbejder nu som forfatter, foredragsholder, podcastvært på "Minimalisme & ..." og har over 50.000 følgere på sin instagramprofil.

* Hun er på 25. år kæreste med Michael på 45 år. De bor i Måløv sammen med deres to drenge og katten Frida.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/12/2024 - 11:00

Minimalist Jane Ibsen Piper: Det er de dummeste penge jeg har brugt

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Jane Ibsen Piper laver podcasts og holder foredrag om minimalisme og købestop. Men hun sparer hverken på madbudgettet eller de lange rejser.

Måske har du hørt om tendensen købestop? Det handler om at hakke den privatøkonomiske bremse i og udelukkende bruge penge på det allermest nødvendige som mad, bolig og transport. Den præcise version definerer man selv.

For Jane Ibsen Piper, som er forfatter, foredragsholder og laver podcast om minimalisme og købestop, er det for eksempel tilladt at købe brugte varer, når behovet opstår.

De få ting, hun ikke kan få på anden vis, må købes nye. Men det har ikke været aktuelt, siden hun for et år siden købte nye sports-bh'er på beløbet i en butik.

Her giver minimalisten et indblik i sin privatøkonomi:

Hvad har du senest brugt penge på?

- Jeg er ved at udskifte vores køkkenredskaber fra plastik til træ. Og jeg fandt i forrige måned en grydeske i genbrugen til syv kroner. Jeg holder købestop, men gaver er ikke med i det, så jeg har købt fødselsdagsgaver til familien.

- Og mad selvfølgelig - i store mængder. Der bliver ikke sparet på madbudgettet. Vi bruger omkring 4500 kroner, så i forhold til, at vi er to voksne og to store drenge, ligger det faktisk i den lavere ende. Men det er ikke, fordi vi spiser dårlig mad. Jeg er bare hysterisk med ikke at smide mad ud, og vi spiser ikke særligt meget kød. Det er ikke nogen spareøvelse, men jeg går meget op i, at det hele bliver spist, og at maden bliver lavet fra bunden. Og så er det faktisk ret billigt.

Hvad er dit allerbedste spareråd til hverdagen?

- Generelt er det et købestop, men det er også så voldsomt. Så i hverdagen er det madplaner. Hver søndag sætter jeg mig og laver madplan, og hemmeligheden er, at det ikke skal være så forkromet. Folk har tit en idé om, at man skal starte med en opskriftbog, og så vælger man fem forskellige opskrifter, man måske ikke engang har lavet før.

- I stedet siger jeg: okay, mandag laver jeg lasagne, og der er til to dage. Onsdag skal vi måske have burger, hvor en af drengene har maddag. Torsdag spiser vi rugbrød med æg og rejer, og fredag laver vi pizza, hvor der ofte er til dagen efter. Altså tager udgangspunkt i de retter, vi godt kan lide og kan finde ud af at lave - og ofte til to dage ad gangen.

Hvad vil du aldrig spare på?

- Vi sparer virkelig ikke på oplevelser. Det, vi bruger penge på, er at rejse. Og vi flyver ikke, selv om folk altid tror det om en jurist og en ingeniør. Vi tager på ferie i Europa og i længere tid ad gangen - altså slow travel. Det går der rigtig mange penge på, og det har jeg intet problem med overhovedet. Det er ligesom det, der er pointen.

- Vi sparer for at have ro, så når alting stiger, påvirker det os ikke. Og vi sparer for at have råd til oplevelser med vores store drenge, som lige om lidt ikke gider med mere. Vi har 14 dages skiferie hvert år, hvor vi er to forskellige steder i Østrig. I sommer var vi på autocampertur rundt omkring Alperne i en måned.

Hvad er de dummeste penge, du har brugt?

- Det var den første bil, vi havde. Vi fik den af mine forældre, og den var gammel, men den kørte fint. Så gik der en drivrem, og vi fik den repareret for 17.000 kroner. Da vi så kort tid efter skulle sælge den, var bilen kun 7000 værd. Der lærte vi, at hvis der er noget, vi ikke ved noget om, så finder vi nogle, der gør.

Hvad er de klogeste penge, du har brugt?

- Det er det hus, vi har købt, som ligger i et rigtig dejligt område tæt på skole og S-tog, så vi ikke behøver at have bilen kørende. Der er dejlige naboer, og det er let at holde. Vi bor småt, og det har gjort os ret robuste, når el og varme stiger. Det har givet en enormt stor tryghed, at vi bor forholdsvis billigt, men det er stadigvæk ikke penge ud ad vinduet som at bo til leje.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek