Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/12/2024 - 10:15

Danske stjerner spiller skønheden og udyret i ny satsning

Kærlighed ved første hik-stjernerne Sofie Lassen-Kahlke og Joachim Knop står over hinanden i "Skønheden og udyret - the musical". Dog ikke i titelrollerne.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Det er Johanne Milland og Kenneth M. Christensen, som skal spille skønheden og udyret, når det næsten 300 år gamle franske eventyr, der især er kendt i Disneys udgave fra 1991, endnu en gang bliver vakt til live på de skrå brædder.

Det annoncerer Lion Musicals og Live Nation i en pressemeddelelse.

- Det er med både ærefrygt og glæde, at vi er gået i gang med at skabe en helt ny opsætning af en af de største Disney-succeser overhovedet.

- Derfor satte vi barren højt for at samle et absolut tophold på scenen, der kan indfri forventningerne til de elskede karakterer og uforglemmelige sange, siger executive producer Thomas Langkjær i pressemeddelelsen.

Historien centrerer sig om Belle, der lader sig bytte med sin tilfangetagne far, som er spærret inde på et slot af et udyr.

Udyret er i virkeligheden en prins, der er blevet forhekset. Han kan kun blive et menneske igen, hvis han lærer at elske - og bliver elsket tilbage.

På slottet møder Belle forvandlede tjenestefolk, blandt andre Mrs. Potts, der er blevet til en tekande, og Cogsworth, som er et ur.

De besjæles af henholdsvis Joachim Knop og Sofie Lassen-Kahlke, som har stået over for hinanden som Anja og Peter i Kærlighed ved første hik-filmene.

Der er også gensyn med andre kendte karakterer som lysestagen Lumiere og Belles bejler - og skurken - Gaston, som bliver spillet af henholdsvis Carsten Svendsen og Cristopher Schøllhammer Rørmose.

"Skønheden og udyret - the musical" tager afsæt i Disneys tegneserie, der er kendt for sange som "Vær vor gæst" og "Det er ganske vist". Men den kommende musical vil blive fremført i en ny opsætning, og der vil også blive skrevet nye sange til forestillingen.

"Skønheden og udyret - the musical" får premiere på Det Kongelige Teater 8. juli 2025.

Efter spilleperioden i København tager musicalen på danmarksturné forbi Aalborg, Randers, Esbjerg, Vejle, Holstebro, Aarhus og Odense.

/ritzau/

Langeland, 10/08/2025 - 13:21

Vild med dans-stjerne er blevet gift

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Det var kærlighed ved første klik, da den professionelle danser Martin Parnov Reichhardt og frisøren Benjamin Tubæk lærte hinanden.

Der var helt styr på brudevalsen, da den professionelle danser og tidligere Vild med dans-stjerne Martin Parnov Reichhardt lørdag blev gift med frisøren Benjamin Tubæk.

Det afslører parret på det sociale medie Instagram, hvor de har delt en række bryllupsbilleder i en stribe såkaldte stories - korte, tidsbegrænsede klip.

Parret mødte hinanden gennem Instagram i 2020. Efter fire års forhold friede Martin Parnov Reichhardt til sin Benjamin midt i Amazonas regnskov i Peru.

Over for Ekstra Bladet satte Martin Parnov Reichhardt efterfølgende flere ord på frieriet.

- Benjamin elsker naturen, og derfor syntes jeg, det var det perfekte sted at fri til ham. Det var en superdejlig oplevelse, som vi begge vil huske, fortalte Martin Parnov Reichhardt til mediet.

Året forinden kunne man se parret lede efter deres nye hjem i boligprogrammet "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" på TV 2, hvor Martin Parnov Reichhardt har været et velkendt ansigt siden 2019.

Han debuterede i "Vild med dans" i programmets 16. sæson, hvor han svingede skuespilleren Marie Bach Hansen rundt på gulvet.

Året efter dansede han med biologen Vicky Knudsen, der er kendt fra flere af TV 2's natur- og dyreprogrammer.

Martin Parnov Reichhardt var senest på gulvet i den 18. sæson i 2021, hvor han valsede over skærmen med skuespilleren Jannie Faurschou.

Ved siden af dansen har Martin Parnov Reichhardt taget en ph.d. i biomedicin. Han har tidligere undervist og arbejdet på det anerkendte Oxford University i England, hvor han har forsket i immunforsvaret.

I anledning af Martin Parnov Reichhardts fødselsdag i juni i år sendte Benjamin Tubæk ham en kærlighedserklæring på Instagram.

- Elsker dig af hele mit hjerte og glæder mig så meget til at dele efternavn med dig og blive en ægte del af din familie og til at skabe vores egen lille familie, lød det fra ham.

/ritzau/

Læs Mere >>

Skanderborg, 10/08/2025 - 09:15

Begejstrede anmeldere roser Iggy Pops kraftpræstation i bøgeskoven

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Punkveteranen Iggy Pop tonsede rundt på scenen og gav en musikalsk oplevelse af dimensioner, mener anmeldere.

Der er stor begejstring hos anmelderne efter Iggy Pops koncert på Smukfest lørdag aften.

Berlingske og Ekstra Bladet krediterer med fem stjerner, og hos Århus Stiftstidende har anmelderen svinget sig helt op på seks stjerner.

Den amerikanske punkrocker spillede på Stjernescenen, og der var halvtomt på pladsen foran, formentlig fordi de fleste festivalgæster havde valgt Nik & Jays koncert.

Men skal man tro anmelderne, var det en fejl.

78-årige Iggy Pop leverede en kraftpræstation, lyder det enstemmigt fra de tre aviser. Berlingske kalder det årets koncert på Smukfest.

Rockveteranen skyggeboksede og tonsede rundt på scenen i fuld vigør.

- Iggy Pop var dog meget mere end blot en vildt underholdende urkraft af usminket energi. Han var først og fremmest en musiker, der var kommet for at spille.

- I en tid, hvor det meste af det, der kommer ud af højttalerne, er lavet på en computer, er lyden af Iggy Pop analogt håndværk fra den gamle fabrik. Det er råt, det er hårdt, og det swinger som bare pokker, skriver Berlingske.

Også den udsendte fra Århus Stiftstidende mener, at resten af festivalens deltagere er gået glip af noget særligt.

Iggy Pop er både den skøreste og stærkeste booking på årets udgave af Smukfest, lyder det.

- Det mest imponerende ved forestillingen er, at Pop ikke misser en eneste tone, ord eller taktslag. Han performer som ingen anden på kloden - til trods for sin skæve ryg og en alder af 78.

- Det Iggy Pop leverede, var intet mindre end en både musikalsk og performativ oplevelse for livet, skriver den jyske avis, som altså har givet den højest mulige karakter til "Godfather of Punk".

Programmet på Smukfest indeholder som oftest meget popmusik, og i år er ingen undtagelse.

Iggy Pops hårdtslående rockmusik var en tiltrængt afveksling, skriver Ekstra Bladets anmelder.

- Endelig. Efter fire lange dage, der føltes som at stå i kø i salatbaren på Jensens Bøfhus, var der råt kød til natmad, da Iggy Pop serverede midnatsforestilling.

- Et gammelt frådende rovdyr blev sluppet løs i et afsides hjørne af bøgeskoven. Det var fantastisk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/08/2025 - 07:00

FAKTA: Betingelser for at få seniorpræmie

* For at få den skattefrie seniorpræmie i det første år, efter at du er nået folkepensionsalderen, skal du være født 1. januar 1954 eller senere.

* Du skal have haft mindst 1560 løntimer de første 12 måneder, efter at du er nået folkepensionsalderen. Det svarer til, at du i gennemsnit arbejder 30 timer om ugen.

* For at få seniorpræmie i det andet år skal du have haft mindst 1560 løntimer fra 13 - 24 måneder, efter at du er nået folkepensionsalderen.

* Hvis du arbejder fuldtid, kan du optjene de 1560 løntimer på kortere tid i optjeningsperioden.

Kilde: Udbetaling Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 11/08/2025 - 07:00

FAKTA: Seniorpræmien forhøjes

* Den skattefrie seniorpræmie for at arbejde i det første år efter folkepensionsalderen er:

* 2025: 48.455 kroner.

* 2026: 53.901 kroner.

* 2029: 63.080 kroner.

* For det andet år er præmien:

* 2025: 28.902 kroner.

* 2026: 32.074 kroner.

* 2029: 37.420 kroner.

* I alt kan man altså få:

* 2025: 77.457 kroner.

* 2026: 85.975 kroner.

* 2029: 100.500 kroner.

Kilder: Beskæftigelsesministeriet og BDO.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek