Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/03/2025 - 10:48

Moderaterne lader bøger om partiet blive på hylderne

Der kommer snart tre bøger om Moderaterne. To af dem skrevet af tidligere folketingsmedlemmer for Moderaterne.

Af: /ritzau/

Tre kritiske bøger er på vej om Moderaterne, men de er umiddelbart lagt på is hos regeringspartiet.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) skal ikke læse dem. Det siger han i forbindelse med partiets årsmøde lørdag i København.

- Der er så meget andet dansk litteratur, der står foran de bøger, siger han.

Det lader i det hele taget ikke til, at mulige købere af bøgerne findes i Bella Center, hvor årsmødet holdes. Man ved, at bøgerne er på vej, men ingen ønsker at tale for meget om dem.

Heller ikke gruppeformand Henrik Frandsen (M) vil læse bøgerne.

- For mig er det ligegyldigt. De interesserer mig ikke, siger han.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) har ikke tænkt på bøgerne.

- Der er så meget andet, som jeg læser. Det er fint, at der er opmærksomhed på partiet, og nu må vi se, hvad der kommer. Men jeg er optaget af det, vi er ved at skabe i Moderaterne, siger ældreministeren.

Det er bøgerne "Jeppe på Borgen - fortællingen om et naivt politisk projekt" af løsgænger Jeppe Søe, "Nybegynder på Borgen" af Karin Liltorp og "Nu skal det handle om nogen - Moderaterne og magtens pris", som Jeppe Søes ekskone Pia Møller Søe står bag, som snart udkommer.

Jeppe Søe og Karin Liltorp er tidligere folketingsmedlemmer for Moderaterne. Jeppe Søe er i dag løsgænger og forlod partiet sidste år efter sagen om det betændte arbejdsmiljø i partiets sekretariat. Han mente ikke, at sagen blev håndteret på den rigtige måde.

Liltorp forlod for nylig Moderaterne og skiftede kort tid efter til Alternativet. Hun blev træt af livet som ordfører i et regeringsparti, hvor hun følte, at hun ikke havde den store indflydelse.

Pia Møller Søe er tidligere ansat i partiet.

/ritzau/

København, 22/03/2025 - 09:30

Sidse Babett har det sjovt i udlandet: Ret fedt i min alder

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Den 56-årige skuespiller Sidse Babett Knudsen har gang i en ny international serie og synes, at det er enormt sjovt at kunne starte forfra uden at kende nogen.

Lørdag aften var særdeles mindeværdig for Sidse Babett Knudsen.

Her vandt hun den prestigefyldte Bodil for Bedste Hovedrolle på baggrund af sin rolle i den danske film "Vogter".

Men fremover har danskeren fokus rettet mod et helt nyt projekt.

- Desværre må jeg ikke afsløre det, men jeg skal i gang med en tv-serie i udlandet her om lidt, fortæller Sidse Babett Knudsen på den røde løber ved Bodilprisen 2025 og uddyber:

- Vi skal filme i Spanien. Men det er engelsksproget.

I dansk regi er hun kendt fra tv-serien "Borgen" samt film som "Efter brylluppet" og "Den eneste ene".

Og den nye hemmelige serie bliver langt fra første gang, at hun skal arbejde ude i verden.

Tidligere har hun blandt andet medvirket i tv-serier som "Westworld" fra USA, samt "The Accident" og "Prime Target" fra England.

På det store lærred har hun spillet i film som engelske "The Duke of Burgundy", franske "Hermelinen" og den amerikanske Dan Brown-filmatisering "Inferno" med Tom Hanks i hovedrollen.

- Jeg synes, det er så fedt, at jeg kan få lov at arbejde i udlandet. Det giver så mange flere farver på paletten og mange flere muligheder, siger Sidse Babett Knudsen og fortsætter:

- Jeg synes, det er enormt sjovt, at jeg skal over til en produktion, hvor jeg ikke kender nogen. Hver gang får jeg lov til at starte forfra. Det er ret fedt at have det sådan i min alder.

Den 56-årige skuespiller kender ingen af dem, hun skal arbejde sammen med i det nye projekt personligt. Men hun har dog set dem før i film og serier.

- Jeg ved ikke, hvordan de arbejder. Hvert projekt skal man jo ligesom afkode, hvordan lige præcis den her produktion fungerer, siger Sidse Babett Knudsen.

Når hun skal filme den nye tv-serie i Spanien, kan hun prale af, at hun netop har vundet en af de største skuespilpriser i Danmark for fjerde gang.

I 1998 og 2000 vandt hun for Bedste Kvindelige Hovedrolle for henholdsvis "Let's get lost" og "Den eneste ene". I 2021 vandt hun for Bedste Kvindelige Birolle for "Kød og Blod".

Lørdag fik hun så sin fjerde Bodil med sin præstation i fængselsdramaet "Vogter".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/03/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Waage Sandø

* Waage Sandø er født i 1943 og opvokset i København, hvor han blev uddannet som skuespiller fra Privatteatrenes Elevskole.

* Han fik sin teaterdebut som 21-årig på Folketeatret i København, hvor han spillede Corpus Juris i "Nøddebo Præstegaard". Kort efter kom han til Aarhus Teater.

* I midten af sine 20'er - i 1968 - fik han sin første lederstilling på Det Ny Friluftsteater, som han selv var med til at stifte. Fra 1970 til 1975 var han leder for Svalegangen i Aarhus. Derefter blev han chef for Odense Teater fra 1977 til 1985 og Det Danske Teater fra 2001 til 2010.

* På tv har man blandt andet kunnet se ham i de populære serier "Rejseholdet", "Krøniken", "Taxa" og "Bedrag" samt julekalenderne "Krummernes jul" og "Jul på slottet".

* Han har medvirket i filmene "Kun en pige" fra 1995, "Vildbassen" fra 1994 og "Kærlighedens smerte" fra 1992. Med sidstnævnte vandt han en Bodil for Bedste Mandlige Birolle.

* Privat har han datteren Trine Sandø med sin ekskone, Kirsten. Han har været sammen med sin nuværende hustru, Pia Jondal, i mere end 40 år. De har sammen to døtre, Marie Sandø Jondal og Caroline Sandø.

Kilder: Politiken, IMDB, Danmarks Nationalleksikon og biografien "Et ekstremt lykkeligt liv".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/03/2025 - 08:00

FAKTA: Sådan rengør du træterrassen for alger

* Har træterrassen fået et grønligt skær, kan det skyldes alger.

* Træet bliver ikke beskadiget af algerne, så det er op til smag og behag, om man vil rengøre træet eller beholde det som patina. Træværk med alger kan dog være glat på en regnvejrsdag.

* Hvis man gerne vil fjerne algerne, skal man skure dem væk med vand og en hård børste.

* Det anbefales at skrubbe træet, lige efter det har regnet, så algerne er fugtige.

* Hvis vand og børste ikke kan fjerne algerne, kan du påføre algefjerner. De fleste algefjernere skal have ro til at virke og bruges i tørvejr.

* Vær påpasselig med at overdosere, da det skader miljøet mere og ikke fjerner problemet. Derfor må man også kun bruge algebekæmpelsesmidler, der er godkendt af Miljøstyrelsen.

* Vask algefjerneren af med vand, når den har været på træet i det tidsrum, brugsanvisningen anbefaler.

Kilder: Videncentret Bolius og idenyt.dk.

/ritzau fokus/

 

Læs Mere >>

København, 22/03/2025 - 08:00

Færre skader denne vinter giver mere tid til terrassen

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Vi siger for alvor farvel til vinteren i april. Det betyder et hurtigt gennemtjek for frostskader og tid til at give sig i kast med terrassen.

April måned bringer typisk en større lyst til at begive sig udenfor. Det giver dig mulighed for at tjekke op på vinterens skader og kaste et blik på terrassen.

Sammenlignet med sidste års hårde tur har vinteren i år efterladt landets huse med færre skader, fortæller ekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Videncentret Bolius Christina Schjervig.

- Der var rigtig meget fugt og regn sidste år, og så var der også meget frost, hvilket skabte en masse skader på murværk og puds. Det har vi slet ikke oplevet i samme grad i år, så på den måde har man fået en form for frikvarter, siger hun.

Efter et hurtigt gennemtjek af frostskader på tagrender, facader og nedløbsrør kan der derfor være et frirum til større projekter.

Man kan blandt andet give sig i kast med terrassen, hvor der ifølge Christina Schjervig er flere overvejelser at gøre sig.

- Det er vigtigt at lave lidt forarbejde og planlægge, hvor stort et areal man har behov for på sin terrasse, samt hvor man gerne vil sidde i forhold til læ, sol og skygge, siger hun.

Er du indehaver af en træterrasse, kan du opleve, at der er dukket alger op på træværket. Det kan skyldes fugt eller skygge, hvor alger trives.

- Træterrassen skal højst sandsynligt renses for alger nu, da den ellers er hamrende glat, siger hun.

Har du en stenterrasse, kan du peppe den op med nye belægningssten, der kan være med til at give nyt liv til huset og haven. Det fortæller Karen Dahl, der er havearkitekt hos Havens Arkitekter.

- Jeg anbefaler stort set altid natursten som belægningssten til terrassen, da de kan holde i rigtig mange år og kan tåle at blive vasket, uden at de går i stykker. Samtidig har natursten et virkelig smukt udtryk, så man bliver glad for at se på dem. Det kunne for eksempel være sandsten, siger hun.

Når terrassen står fin, kan du passende pynte den med noget grønt.

- Man kan få fat i nogle skønne krukker og få plantet til. Især forårsløg giver fest og farver til terrassen, siger hun.

Når man har gjort de sidste småting på terrassen som at rengøre havemøbler og fjerne eventuelle blade, så er der ikke andet tilbage end at nyde, at vinteren er ovre.

- Man kan begynde at finde lammeskindstæpperne frem, så man kan sidde med sin morgenkaffe og nyde de første solstråler. Find en lun krog på terrassen med læ, hvor du kan betragte noget smukt, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek