Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/12/2024 - 10:46

Mistænkt i Mia-sag får erstatning for særligt belastende sigtelse

En mand var i to måneder sigtet for med en ven at have dræbt Mia Skadhauge Stevn. Han får nu erstatning.

Af: /ritzau/

I to måneder var han sigtet for på koldblodig vis at have dræbt og parteret den 22-årige sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn, der forsvandt efter en bytur i Aalborg. Den tid får han nu erstatning for, skriver B.T.

Drabssagen fik landsdækkende opmærksomhed, og det trak overskrifter i hele landet, da to mænd i februar 2022 blev anholdt for drabet.

To, der dengang var kammerater. Men allerede i grundlovsforhøret blev den ene af de to mænd løsladt. Dommeren fandt ikke, at der var en begrundet mistanke om, at den i dag 39-årige mand havde begået drabet.

Den anden - Thomas Thomsen - blev varetægtsfængslet.

Han er siden i både by- og landsret blevet idømt forvaring. Det er indespærring på ubestemt tid for personer, der vurderes at være særligt farlige, og hvor en tidsbestemt straf ikke er tilstrækkelig.

Men selv om den 39-årige blev løsladt i grundlovsforhøret, blev sigtelsen mod ham opretholdt i to måneder, skriver B.T.

I den periode blev han ifølge mediet udsat for dødstrusler og trusler op mod 40 gange. Han blev syg og kunne ikke sove.

Det førte til, at han fik svært ved at passe sit arbejde, og kunder ville heller ikke betjenes af manden.

Derfor krævede den 39-årige mand erstatning i Retten i Aalborg, der tidligere i år afviste, at han skulle have erstatning.

Men den afgørelse er ifølge B.T. omgjort af Vestre Landsret.

Her bliver han tilkendt 36.642 kroner i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i en periode fra februar til april 2022. Drabssigtelsen havde for den 39-årige "været særligt belastende og krænkende", lød det ifølge B.T. fra de tre landsretsdommere.

/ritzau/

København, 27/12/2024 - 09:00

Kæmpe babyboom blandt danske kendisser i 2024

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Rasmus Seebach, Mikkel Kessler, Anders Lund Madsen, Jenna Bagge og Albert August Harson er blandt de kendisser, der har udvidet familien det forgangne år.

En del danske kendisser springer ind i det nye år som nybagte forældre.

For tre uger siden blev den professionelle danser Jenna Bagge og skuespiller Albert August Harson forældre til sønnen William.

Parret mødte hinanden under "Vild med dans" i 2020, og selv om de ikke vandt førstepladsen, vandt de hinandens hjerte, da venskabet udviklede sig til kærlighed.

Også Vild med dans-vennen Morten Kjeldgaard og hans mand, bagedystfinalisten Frederik Haun, blev forældre i år.

De har længe udtrykt ønske om at stifte familie, men som to mænd er det vanskeligt.

Gennem de sociale medier henvendte en kvinde sig til Morten Kjeldgaard og Frederik Haun og tilbød sig som rugemor, og i september fødte hun tvillingpigerne Emma og Nora.

Med forårets komme blev den kendte journalist og vært Anders Lund Madsen far for ottende gang, da hans hustru, Karin Prehst Lund Madsen, der arbejder som havfrue i Den Blå Planet, fødte parrets femte fælles barn.

Poderne er opkaldt efter kraftfulde egenskaber, har parret tidligere fortalt. Sammen har de sønnerne Stærk og Modig og døtrene Fri, Vild og lille Viis.

Derudover har Anders Lund Madsen tre voksne børn fra sit første ægteskab.

Kessler-klanen blev udvidet med et nyt medlem i november, da den tidligere topbokser Mikkel Kessler og hans hustru, influencer og forfatter Lea Hvidt Kessler, blev forældre for fjerde gang.

Parret, som lærte hinanden at kende på en bytur tilbage i 2007, har nu to sønner og to døtre sammen.

Også Klan-klanen blev større i 2024.

Komiker og tryllekunstner Rune Klan og hans hustru, koreograf Christel Klan Stjernebjerg, er allerede forældre til en søn, som de adopterede i 2018 efter flere års kamp for at blive gravide. Sidste år valgte parret at genoptage fertilitetsbehandlingen, og den lykkedes.

Rune Klan har tidligere turneret med showet "Barnløs", som var en historie om parrets otte år lange forsøg på at få børn.

Med et trylleslag har Jan Hellesøes verden også forandret sig igen.

Den kendte hypnotisør, illusionist og psykologiske manipulator, der blandt andet er kendt fra DR-programmerne "I hjernen på stjernen" og "Fuckr med dn hjerne", blev far for fjerde gang i 2024.

Endnu en lille stjerneskud kom til verden, da den danske supermodel Nina Agdal og hendes forlovede, den amerikanske mediepersonlighed, youtuber og wrestler Logan Paul, blev forældre til datteren Esmé Agdal Paul.

Også hos en række musikere har man sat vuggeviser og godnatsange på i årets løb.

Rasmus Seebach og hans kæreste, juristen og skribenten Julie Teglhus, blev forældre til datteren Fernanda, som slutter sig til familien, der også består af sønnerne Holger og Helmut.

- Uendeligt taknemmelig, skrev den 44-årige popstjerne.

Med ordene: "størst af alt er kærligheden" afslørede sangeren og instruktøren Joey Moe i oktober, at hans hustru og manager, Zenia Jeanine, havde født parrets anden søn.

I Lukas Graham kan man snart lave et babyband.

Gruppens forsanger, Lukas Forchhammer, og hans hustru, gymnasiekæresten "Rillo", blev forældre til deres tredje datter i september, og tre måneder efter blev trommeslager Mark "Lovestick" Falgren og hans hustru, Tanja Djinovic, også forældre til en lille pige.

Det blev også en lille pige, da Rasmus Nøhr blev far for første gang, efter hans kæreste, den tidligere Miss Danmark-deltager Agnes Gjetting, fødte parrets datter.

Kort inden fødslen fortalte Rasmus Nøhr i et interview med Se og Hør, at han var nået til et sted i sit liv, hvor han havde affundet sig med, at han nok aldrig ville få børn.

- Og så - ud af stilheden og ud af det blå - var der bud efter kærlighedssange til en lille skovhytte på Bornholm, sagde han til ugebladet.

Under coronapandemiens restriktioner gav han en intimkoncert på solskinsøen, og blandt publikum var Agnes Gjetting. Efter koncerten blev Rasmus Nøhr og gæsterne inviteret til fest i en motorcykelklub.

- Agnes var bare så sød og smuk, og da jeg gik hjem alene fra bikerklubben, var jeg bare forelsket og lykkelig til op over begge ører, sagde han videre til ugebladet.

Også hos en lang række filmstjerner har der været familieforøgelse. Den danske Hollywood-stjerne Dar Salim og hans forlovede, Nanna Boline Lindhardt, blev i november forældre til datteren Aya.

- Hun er lige så smuk som sin mor, og jeg er nok den heldigste fyr, skrev den 47-årige stjerne efterfølgende på Instagram.

Thomas Vinterberg havde i efteråret premiere på sin stort anlagte TV 2-serie, "Familier som vores", og det var ikke det eneste, den danske stjerneinstruktør har barslet med.

Han er nemlig blevet far for femte gang, efter hans hustru, skuespiller og præst Helene Reingaard Neumann, som han lærte at kende under optagelserne til "En mand kommer hjem" i 2006, fødte parrets tredje fælles barn.

Det går over stok og sten hos Anna Stokholm og Simon Stenspil.

Skuespillerparret blev i foråret forældre til datteren Lula Lotus. Kønnet var en overraskelse, ligesom da de ventede deres førstefødte, sønnen Ziggy Bob.

Også skuespillerparret Sarah Juel Werner og Ari Alexander blev i årets løb forældre for anden gang.

Det samme gjorde Natalie Madueño, der er kendt fra thrillerserien "Den som dræber", og Sygeplejeskolen-stjernen Kasper Dalsgaard, da deres datter Carli blev storesøster til lille Luma.

Skuespillerparret Julie Agnete Vang og Thomas Voss kan også kalde sig forældre til to piger. Familien består også af Thomas Voss' to store sønner fra hans første ægteskab med bagedystvinderen Annemette Voss.

12 års venskab udviklede sig i 2022 til kærlighed mellem skuespilleren Christopher Læssø og veninden Laura Becker og i 2024 også til deres første fælles barn.

Der var også familieforøgelse hos skuespilleren Julie Christiansen og balletdanseren Benjamin Buza. I sommer blev de forældre til sønnen Astor. Sammen har parret også datteren Evi.

Hos en lang række kendte komikere har der også været ekstra meget at smile af i 2024.

Mahamad Habane og hans hustru, Kafiya, fik i foråret en lille datter. Også komikeren Jakob Thrane blev far for første gang i 2024, da hans kone, Marie Brie, fødte parrets purk, Hans, der kom til verden i oktober.

Derimod blev komikeren Tobias Dybvad far for anden gang, da hans hustru, Marie Stegger Dybvad, fødte parrets anden søn, Woody. Sammen har de også Charley.

Det samme blev Thomas Warberg, da hans kæreste fødte parrets anden søn, og Anders Grau, da hans hustru, Camilla, nedkom med parrets anden datter.

Begge Paradise Hotel-værter, Olivia Salo og Rikke Gøransson, tog selv hul på deres livs eventyr i år.

I sommer fik Rikke Gøransson og hendes forlovede, Bruno Da Conceicao, datteren Rio, og i september var det Olivia Salos tur til at blive mor for første gang, da hun fødte sit og kæresten Sofus Bjergs første barn, sønnen Otto.

De tidligere topsvømmere Lotte Friis og Rikke Møller Pedersen har også svømmet i babylykke i årets løb.

Rikke Møller Pedersen, der i dag er vært på TV 2 Sporten, blev i januar 2024 mor for anden gang, da hun fødte sit og sejlermanden Nicolai Sehesteds andet barn.

Og i efteråret var det så Lotte Friis, der udvidede familien, da hun fødte sin og manden Christoffer Schnack Ringøs anden datter.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/12/2024 - 08:00

Fra radio til Danmarks største tv-scene

* Maria Fantino hedder egentlig Maria Emilie Prehn Hansen. Navnet Fantino fik hun som kælenavn som helt ung af en veninde, og det har holdt ved lige siden.

* Hun er født i 1995 i København, hvor hun stadig bor.

* Blev i 2015 som 20-årig optaget på Talentholdet på DR.

* Efter forløbet blev hun vært på P3-programmet "Curlingklubben" sammen med makkeren Christian Bonde.

* Ud over radioprogrammet lavede "Curlingklubben" flere tv-udsendelser.

* Derudover var Maria Fantino og Christian Bonde værter for underholdningssatsningen "Fantino mod Bonde", der blev sendt i sommeren 2023.

* Maria Fantino og Christian Bonde har fortsat deres professionelle makkerskab, efter at Maria Fantino blev ny X Factor-vært. De laver i dag podcasten "Fantino og Bonde" på Bauer Media.

* Maria Fantino bor med sin forlovede, ingeniør Emil Charlie Hansen, i en lejlighed på Nørrebro.

Kilder: dr.dk, bt.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 27/12/2024 - 10:00

FAKTA: Oversigt over helligdage og fridage i 2025

* Nytårsdag: Onsdag den 1. januar.

* Palmesøndag: Søndag den 13. april.

* Skærtorsdag: Torsdag den 17. april.

* Langfredag: Fredag den 18. april.

* Påskedag: Søndag den 20. april.

* Anden påskedag: Mandag den 21. april.

* Arbejdernes internationale kampdag: Torsdag den 1. maj (ikke alle har en fridag).

* Kristi Himmelfartsdag: Torsdag den 29. maj.

* Grundlovsdag: Torsdag den 5. juni (ikke alle har en fridag).

* Pinsedag: Søndag den 8. juni.

* Anden pinsedag: Mandag den 9. juni.

* Juleaften: Onsdag den 24. december.

* Juledag: Torsdag den 25. december.

* 2. juledag: Fredag den 26. december.

* Nytårsaften: Onsdag den 31. december.

Kilde: www.ugenr.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 27/12/2024 - 10:00

Planlæg dig til mere frihed: Her er dine fridage i 2025

Karsten Schnack/Ritzau Scanpix

2025 byder på en god portion fridage, men spørgsmålet er, om året bliver en såkaldt "arbejdsgiverjul"? Her er en gennemgang af året.

Hvis du allerede nu dagdrømmer om lækre fridage i 2025, er du nok langt fra alene.

Men hvordan falder fridagene i 2025? Kan arbejdsgiverne eksempelvis indkassere en såkaldt "arbejdsgiverjul" - altså en jul, hvor hellig- og fridage falder sådan, at arbejdsgiverne slipper for at betale for ekstra fridage - eller kan du lægge dine feriedage strategisk og få en længere sammenhængende ferie?

Sidstnævnte er en rigtig god måde at få et længere og mere sammenhængende pusterum, lyder det fra Mads Samsing, der er næstformand i HK Danmark.

- Hvis det er muligt for dig at planlægge det på den måde, ender du ikke med blot at have en enkelt dag hist og pist, siger han.

Men det kræver selvfølgelig, at fridagene falder på nogle gunstige dage. Så her er en oversigt over fridagene for 2025.

Lad os starte med nytåret. Den 1. januar falder på en onsdag. Det betyder, at du ikke kan læne dig op ad en weekend for at komme igennem dine tømmermænd.

Men bare rolig, påsken er lige om hjørnet. Skærtorsdag og langfredag falder den 17. og 18. april, så du får en god, lang pause til at slappe af. Lægger du derfor nogle feriedage tidligere på ugen, får du flere sammenhængende dage uden at skulle tænke på arbejde - især hvis du tager påskedag og anden påskedag med i beregningen.

Påskedag er søndag den 20. april, og som altid er der også en fridag dagen efter på anden påskedag, som er mandag den 21. april.

Kristi himmelfartsdag falder den 29. maj, som er en torsdag. Smid en feriedag på om fredagen, og vupti, så får du en lang weekend.

Pinsen falder søndag den 8. juni i 2025, og hvis du er tilhænger af grillfester, sol og lange sommeraftener, er det lige netop tid til at finde tændstikkerne frem - og krydse fingre for godt vejr.

Du har traditionen tro også fri mandag, som er anden pinsedag, så du kunne smide nogle feriedage i ugen inden for at få en lille miniferie ud af det.

Og til sidst har vi juleferien. Den 24. december falder på en onsdag. Det betyder, at julefridagene den 25. og 26. december, som naturligvis følger trop, også er fridage og sender dig derfor godt afsted mod en god weekend.

Det kan godt være svært at holde helt fri, hvis du er tilbøjelig til at tjekke din arbejdstelefon lidt for ofte.

Derfor råder Mads Samsing, at når du har lagt dine feriedage strategisk, skal du tænke over, hvordan du holder fri.

- Muligheden for at arbejde på distancen er med til at gøre det endnu mere vigtigt, at vi selv er opmærksomme på, at vi skal holde fri, når vi har fri. Det skal arbejdsgiverne også være opmærksomme på, lyder det fra næstformanden.

- Kan du ikke undgå at skulle stå til rådighed, så sørg for at lave en aftale med din arbejdsgiver om, at det kun er i et vist tidsrum, du skal tjekke din telefon.

Ifølge Mads Samsing risikerer du, at du alligevel ender med at "være på arbejde", selv om du egentlig ikke burde.

- Det er for at beskytte en vigtig pause, hvor du kan fokusere på noget andet. Ved du, at du er slem til at tjekke notifikationer fra arbejdet, så slå dem fra.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek