Paris, 10/08/2024 - 10:53
Medaljehåbet Aastrand er klar til OL-finalen
Emma Aastrand leverede en overbevisende præstation i semifinalen og skal dermed ro om medaljer.
Af: /ritzau/
Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen kan fortsætte jagten på karrierens fjerde olympiske medalje.
Den 28-årige dansker blev nummer to i semifinalen i 500 meter enerkajak og kvalificerede sig dermed til finalen, der afvikles lørdag middag. Kun de to bedste i semifinaleheatet avancerede til medaljeræset.
Aastrand var blandt andre oppe imod den syvdobbelte OL-guldvinder Lisa Carrington. Den 35-årige newzealandske veteran tog den anden plads i finalen.
Carrington og Aastrand lagde sig i front fra start, og selv om serberen Milica Novakovic kortvarigt truede Aastrands andenplads, klarede danskeren sig i mål i forholdsvis sikker stil.
Emma Aastrand vandt sølv på distancen i Rio de Janeiro i 2016 og fulgte op med bronze i Tokyo i 2021. Medaljesamlingen tæller også en OL-bronzemedalje på 200 meter, som ikke længere er på det olympiske program.
Aastrand kvalificerede sig til semifinalen med en andenplads i indledende heat i onsdags. Efter en tyvstart fik hun timingen på plads og udnyttede en god start til sikre sig en direkte semifinaleplads.
Til gengæld gik det mindre godt, da hun forsøgte sig i toeren med Frederikke Hauge Matthiesen. Den danske duo stillede op som regerende verdensmestre, men kom end ikke i semifinalen.
/ritzau/