Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Anaheim, 10/08/2024 - 07:15

Pixar annoncerer serie baseret på populære animationsfilm

"Inderst inde 2" er den mest indbringende animationsfilm. Pixar udkommer med serie baseret på filmuniverset.

Mario Anzuoni/Reuters

Af: /ritzau/

Næste år får børn og barnlige sjæle verden over mulighed for at bliver klogere på, hvad der foregår inde i hovedet på animationsfiguren Riley, når hun sover.

I 2025 udkommer Pixar nemlig med en animationsserie, der er baseret på universet fra de populære animationsfilm "Inderst inde" og "Inderst inde 2".

Det fortæller Pete Docter, der er kreativ chef i Pixar, under Disneys konference D23 ifølge Reuters.

Seriens primære omdrejningspunkt vil være produktionen af de drømme, som filmenes hovedperson, Riley Andersen, har, når hun sover.

I filmen "Inderst inde", der udkom i 2015, mødte biografgæsterne første gang de animerede karakterer i form af skuespillere, kamerafolk og instruktører, der skaber den amerikanske piges drømme.

Drømmene har som formål at hjælpe hende til at fordøje de oplevelser, som hun har haft gennem dagen.

I "Inderst inde" og "Inderst inde 2" følger seerne parallelt Rileys virkelige liv og hendes følelsesliv med karakterer som Glæde, Triste og Vrede.

Den netop annoncerede serie udspiller sig på et tidspunkt mellem "Inderst inde" og "Inderst inde 2".

"Inderst inde 2" fik biografpremiere i juni. På nuværende tidspunkt har filmen globalt indbragt en omsætning på 1,6 milliarder dollar.

Det gør filmen til den mest indbringende animationsfilm nogensinde, skriver Reuters.

Dermed har filmen været mere indbringende end både "Inderst inde" og den hidtidige mest indbringende animationsfilm "Frost 2".

Udgivelsen af "Inderst inde 2" har ifølge Disney været med til at genere mere end 100 millioner visninger af den oprindelige film fra 2015 på streamingtjenesten Disney+.

Pixars kreative chef annoncerede desuden, at animationsfilmen "De utrolige", der handler om en superheltefamilie, får en tredje film.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek