Det er kommet bag på Danmarks Eurovision-håb, Reiley, hvor omfattende det er at deltage i det internationale melodigrandprix.
Det kræver fysisk og mental forberedelse, og med den begrundelse har den færøske TikTok-stjerne udskudt og helt aflyst en række interview og fotosessions.
Men Reiley kan forsikre de danske grandprixfans, der håber, at han synger Dannebrog i finalen for første gang i fire år, at alt er o.k.
- Stemmen har det godt, og jeg har det godt. Jeg er meget klar. Men vi prøver at bevare energien, forklarede sangeren tidligere på ugen.
- Jeg snakker meget med mine forældre, og så har jeg mit team med mig, som er meget gode til at sørge for, at alt er stille og roligt, når vi ikke arbejder, og at vi har fornuften med os.
Ifølge Reiley sparer han på stemmen, fordi den bliver slidt af alle de interview, der er forespørgsler på, og når han møder sine fans, som gerne vil snakke med deres idol.
Derfor står den på afslapning og te med honning, og så bruger Reiley en såkaldt stemme-steamer for at være klar til at synge sit bud på en Eurovision-vindersang, "Breaking My Heart".
- Det er faktisk en nyanskaffelse til min stemmerutine. Den er meget god. Men stilhed er det mest effektive, har Reiley fortalt.
Derfor har der været tavshed i forhold til pressen.
DR sagde tidligere på Eurovision-ugen, at man designer Reileys dage, ud fra hvad han har behov for.
Det er ikke krukkeri, lyder det fra DR's grandprixchef, Erik Struve Hansen.
- Vi har at gøre med en topprofessionel, topdedikeret kunstner, som ved, hvad han laver, og er super dygtig, siger Erik Struve Hansen.
- Det er simpelthen bare noget, der kan begynde at sætte sig på stemmen, hvis han skal sidde og snakke hele tiden. Man er også meget på, når man bliver interviewet og bruger krudt på det.
Energien skal spares op til den udladning, der skal til for at åbne semifinalen i Eurovision, som Reiley netop skal.
- Det er jo en kæmpe kraftpræstation at skulle stå på den scene i et af de allerstørste shows i hele verden, siger Erik Struve Hansen.
- Det er nærmest det vildeste, man kan som popstjerne.
Erik Struve Hansen er ikke bange for, at det får konsekvenser for Reiley, når stemmerne skal afgives, at han har droslet ned for pressen.
- Vi håber ikke, at en pause gør, at vi står værre, siger grandprixbossen og tilføjer:
- Det er også et hensyn til, at vi klarer os bedst muligt.
Der er meget på spil for Reiley.
Danmark har ikke kvalificeret sig til en Eurovision-finale i fire år. Det giver et vist pres, har Reiley medgivet.
- Jeg håber, jeg er 100 procent klar til at performe. Men det betyder jo ikke, at der ikke er nerve. Jeg er stadig nervøs, har Reiley sagt.
Heller ikke bookmakerne er med ham.
- Jeg prøver så meget som muligt ikke at have for mange forventninger til mig selv. Det kan hurtigt blive en skuffelse, hvis jeg forventer for meget. Men jeg forventer, at jeg vil lave det bedste show, som jeg nogensinde har lavet, har det lydt fra Reiley.
- Vi har generalprøver igen flere gange torsdag. Der håber jeg, at de sidste små detaljer kommer på plads.
Her er det netop energien, der er i fokus.
- Man skal lige give ti procent ekstra, for at kameraet fanger energien - det virker ikke altid naturligt for mig. Men det kommer jo selvfølgelig, når der er publikum i arenaen.
Reiley går på scenen i Liverpool Arena torsdag aften, hvor den anden semifinale finder sted.
37 nationer stiller op i årets Eurovision. Men der er kun plads til 26 lande i den store finale lørdag, så feltet skæres ned ad to omgange.
Den første semifinale fandt sted tirsdag, og her strøg storfavoritterne fra Finland og Sverige videre.
Spanien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien er på forhånd sikret en plads i finalen, da de betaler den største del af konkurrencen. Og så er sidste års vindernation, Ukraine, også garanteret en plads.
Semifinalen og finalen sendes på DR1.
/ritzau/