Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/01/2023 - 10:42

Ledigheden ser ud til at fortsætte med at stige

Ifølge en tidlig indikator ser ledigheden i Danmark ud til at være steget igen i december.

Af: /ritzau/

Antallet af ledige ser ud til at være steget igen i december, viser en tidlig indikator fra Danmarks Statistik.

Efter en stigning i november var der ifølge indikatoren også en stigning på 2600 personer i december.

Samtidig er der noget, der tyder på, at stigningen i november var større end først antaget. Da Danmarks Statistik sendte sin tidlige indikator ud for november, viste den en stigning på 1800 personer. Det er nu opjusteret til 3100.

Til sammenligning viste de officielle ledighedstal, at der samlet set var lidt over 77.000 ledige i november.

Indikatoren er ikke det samme som de officielle ledighedstal. Det skyldes, at der ikke er samme datamængde tilgængelig endnu.

Indikatoren kommer 10-12 dage efter en måned er overstået, mens den officielle statistik kommer yderligere 20 dage efter det.

Der er også en særlig omstændighed, der gør, at indikatoren for december kan være behæftet med ekstra usikkerhed.

Det skyldes den nye ferielov ifølge Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den har betydet ændrede feriemønstre, og det kan komme til at spille statistikken et puds i december, advarer hun.

Holder indikatoren stik, varsler det ifølge Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, et større problem for dansk økonomi.

- Dagens ledighedstal er et rigtig øv-tal, der viser at inflationskrisen har udløst en ganske tydelig stigning i ledigheden hen i mod slutningen af 2022.

- Vi forventer desværre, at der er tale om en længerevarende vending i ledigheden, der vil strække sig ind i både 2023 og 2024.

Ifølge Dansk Erhvervs forventninger, vil ledigheden i 2023 vokse med 35.000 personer.

Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Jeppe Juul Borre, peger på, at den stigende ledighed falder sammen med, at der er færre stillingsopslag.

Tal fra Jobnet viser, at der i december var 20 procent færre stillingsopslag end for et år siden.

- Det fortæller om et arbejdsmarked, der bestemt ikke viser de samme stærke takter i slutningen af 2022 som i starten af 2022, siger Jeppe Juul Borre.

Med til billedet hører dog, at hvis man ser bort fra de usædvanlige tilstande, der har hersket siden coronapandemiens udbrud i starten af 2020, står det danske arbejdsmarked stadig stærkt.

- Ledigheden er stadig noget nær den laveste siden 2008. Der bliver i historisk kontekst stadig slået mange stillinger op. Bare ikke lige så mange som for et år siden, siger han.

/ritzau/

London, 12/01/2023 - 01:48

Guitarlegenden Jeff Beck er pludseligt død af meningitis

Toby Melville/Reuters

Jeff Beck, der blev anset som en af tidens bedste guitarister, er død i en alder af 78 år.

Verden er blevet en guitarvirtuos fattigere. Englænderen Jeff Beck er nemlig død i en alder af 78 år.

Det fremgår af Becks profil på Twitter onsdag.

- Efter pludselig at have fået bakteriel meningitis døde han fredfyldt i går (tirsdag, red.).

- Hans familie beder om fred, mens de bearbejder dette enorme tab, står der i et opslag.

Beck blev først kendt som en del af det engelske rockband The Yardbirds. Her erstattede han i 1965 Eric Clapton, der havde forladt bandet.

Senere stod Beck i spidsen for sit eget band, The Jeff Beck Group. Ud fra det band sprang et andet band, Beck, Bogert & Appice.

Jeff Beck er tidligere af musikmagasinet Rolling Stone blevet beskrevet som en af tidens mest indflydelsesrige guitarister.

Han er blandt andet kendt for at have udbredt flere spilleteknikker og betragtes som en af dem, der skabte genren bluesrock.

I 2015 blev Beck af Rolling Stone kåret som den femtebedste guitarist nogensinde. Hele to gange blev han indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame - både som medlem af The Yardbirds og som soloartist.

Flere rockveteraner hylder på Twitter Beck efter nyheden om hans død.

- Jeff var sådan en rar person og en fremragende, ikonisk, genial guitarspiller, skriver Black Sabbath-guitaristen Tony Iommi.

Gene Simmons, frontmand i Kiss, stemmer i.

- Ingen spillede guitar som Jeff. Få fat i de første to Jeff Beck Group-plader og vær vidne til storhed, skriver Simmons.

Det er kun lidt over et halvt år siden, at Jeff Beck var i Danmark og give koncert. Her spillede han både på Værket i Randers og i Amager Bio i slutningen af juni.

Med sig havde han den amerikanske skuespiller og superstjerne Johnny Depp. Han optrådte som gæstemusiker ved begge koncerter.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 12/01/2023 - 00:47

Prins Harry: Pressen har skabt farlig løgn i Taliban-sag

Prins Harry har fået kritik for at dele, hvor mange han dræbte som udsendt i Afghanistan.

Britiske aviser og flere tidligere og nuværende militærpersoner har kritiseret prins Harry for at fortælle, at han dræbte 25 talibanere, da han gjorde tjeneste i Afghanistan.

Men spørger man prinsen, har pressen fordrejet hans ord for at kunne tage hans afsløring ud af kontekst.

Det siger han i det amerikanske talkshow "The Late Show with Stephen Colbert".

- Den farligste løgn er uden tvivl, at jeg på en eller anden måde pralede med antallet af mennesker, som jeg dræbte i Afghanistan.

- Jeg traf en beslutning om at dele det. For efter at have brugt næsten to årtier på at arbejde med veteraner fra hele verden, tror jeg, at det vigtigste er at være ærlig og være i stand til at give plads til, at andre kan dele deres oplevelser uden skam, siger prins Harry i talkshowet.

Den 38-årige prins fortæller også, at de sidste par dage har været "sårende" og "udfordrende".

Det er i hans nye bog, "Spare", at han har valgt at fortælle om, hvor mange talibanere han dræbte i Afghanistan.

Bogen, der på dansk hedder "Reserven", udkom tirsdag, men inden da var der allerede kommet flere passager frem i pressen. Det gjaldt for eksempel fortællingen om Afghanistan.

Prins Harry beskylder også sin bror - kronprins William - for at have overfaldet ham i forbindelse med en kontrovers om Harrys hustru, hertuginde Meghan.

"Reserven" er blevet yderst populær. Ifølge forlæggeren er den Storbritanniens hurtigst sælgende faglitterære bog nogensinde.

På den første dag blev der solgt knap 1,5 millioner eksemplarer i USA, Canada og Storbritannien.

Prins Harry og hertuginde Meghan trak sig i 2020 tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.

De er flyttet til Californien i USA, hvor de i dag bor med sønnen Archie på tre år og deres etårige datter, Lilibet.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

København, 12/01/2023 - 10:00

Reservedæk og lapning er nødløsninger

* Hvis det er et lille hul, og det bare er en sivepunktering, kan du pumpe luft i dækket på en tankstation og køre til et værksted.

* Når du har skiftet eller lappet dit dæk, skal du være opmærksom på kilometerbegrænsningen på lappekittet eller reservehjulet.

* Mange nye biler har elektronisk dæktryksovervågning. Hvis du lapper dit dæk selv, vil bilen ikke kunne måle dæktrykket længere, og det skal ordnes på et værksted.

* Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre, er det en god idé at ringe til vejhjælp.

Kilder: SOS Dansk Autohjælp og FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 12/01/2023 - 10:00

Punkteret på vejen? Lap eller skift dit bildæk på tyve minutter

Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

Du har måske aldrig lært, hvad du skal gøre, hvis dit dæk punkterer. Eksperter fortæller dig her, hvordan du hurtigt lapper eller skifter hjulet.

Bump, bump, bump.

Du er ude at køre, og så sker det: Du er punkteret.

Hvad gør du, hvis uheldet er ude?

Det kan tekniker Martin Andersen fra bilejernes organisation, FDM, svare på.

- Det er en god idé at læse bilens instruktionsbog. Der ligger en vejledning til, hvad du skal gøre, hvis du punkterer, siger han.

Uanset hvor du punkterer, skal du sørge for at trække ind et sted med fast underlag.

- Hvis du holder på landevejen, så tag en gul vest på, når du træder ud af bilen, og opsæt en advarselstrekant for at advare andre bilister. Sluk bilen, sæt den i første gear, og træk håndbremsen, siger Martin Andersen.

Der er to scenarier: Bilen har enten et reservehjul eller et reparationskit til at lappe dækket.

1) Reservehjul.

Hvis du har et reservehjul, kan du skifte det punkterede hjul på cirka tyve minutter.

Det er som regel spændt fast i bagagerummet eller under bilen og skal løsnes. Martin Andersen forklarer, at reservehjulet ligger sammen med en donkraft og en hjulnøgle:

- Hvis du har stålfælge på dine dæk, skal hjulkapslen af. Så skal du bruge hjulnøglen og løsne hjulboltene med en halv omgang.

Nu skal du have fat i donkraften, og her er bilens instruktionsbog en god hjælper.

- Dér kan du se løftepunkterne på bilen. På donkraftens og på bilens paneler vil der være nogle markeringer med små pile, som viser, hvor du skal sætte donkraften.

Når du har hejst donkraften, kan du skrue hjulboltene helt af og fjerne hjulet.

- Men det er meget vigtigt, at du ikke kravler ind under bilen, for den står jo kun på den her donkraft. Der er ikke nogen sikkerhed, som du har på et værksted, hvor du har en buk eller en lift til at holde bilen.

Så skal reservehjulet sættes på plads på akslen. Det gør du ved at sætte hjulboltene på med fingrene og spænde den på kryds med hjulnøglen.

- På den måde sørger man for, at hjulet kommer helt på plads. For eksempel hvis man starter i venstre hjørne og ender i nederste højre hjørne, siger Martin Andersen.

Donkraften skal sænkes, før du kan spænde boltene helt til.

Martin Andersen understreger, at du ikke kan vide, hvor meget hjulet skal spændes, og det kan godt være noget af en kraftanstrengelse at bruge den lille hjulnøgle:

- En voksen mand skal tage rigtig godt fat og eventuelt træde på den. Så hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har spændt hjulet ordentligt, så ring til vejhjælpen, og kør altid direkte på værksted efter.

2) Dækreparationskit.

Der er biler, som ikke har et reservehjul. De har i stedet et lappekit, fortæller teknisk chef fra virksomheden SOS Dansk Autohjælp Jeppe Damgaard:

- Mange ved ikke, at de har det. Det ligger ofte i et skjult rum i bagagerummet.

Det er som regel en lille plastikboks med en kompressor, en bøtte væske og en instruktionsbog.

Størstedelen af nye biler har reparationssættet liggende i bilen frem for reservehjulet. Og det er hurtigere end at skifte et hjul, fortæller han.

- Du sætter slangen på dækventilen og stikket på cigarettænderen i bilen. Det tager ikke lang tid - måske fem minutter.

Herefter begynder lappevæsken at sprede sig inde i hjulet.

- Det pumper skum ind i dækket og pumper dækket op med luft efterfølgende, siger Jeppe Damgaard.

Afhængigt af producenten skal du derefter oftest køre et par kilometer, holde ind til siden og kontrollere dæktrykket på ny.

Du skal på værksted, uanset om du bruger lappekit eller reservehjul.

- Et reservehjul er et nødhjul til midlertidigt brug, så det skal skiftes alligevel.

- Og dækskummet i lappekittet ødelægger dækket, så det er kun til nødstilfælde og skal 100 procent skiftes efter, siger Jeppe Damgaard.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv