London, 12/01/2023 - 01:48
Guitarlegenden Jeff Beck er pludseligt død af meningitis
Jeff Beck, der blev anset som en af tidens bedste guitarister, er død i en alder af 78 år.
Af: /ritzau/
Verden er blevet en guitarvirtuos fattigere. Englænderen Jeff Beck er nemlig død i en alder af 78 år.
Det fremgår af Becks profil på Twitter onsdag.
- Efter pludselig at have fået bakteriel meningitis døde han fredfyldt i går (tirsdag, red.).
- Hans familie beder om fred, mens de bearbejder dette enorme tab, står der i et opslag.
Beck blev først kendt som en del af det engelske rockband The Yardbirds. Her erstattede han i 1965 Eric Clapton, der havde forladt bandet.
Senere stod Beck i spidsen for sit eget band, The Jeff Beck Group. Ud fra det band sprang et andet band, Beck, Bogert & Appice.
Jeff Beck er tidligere af musikmagasinet Rolling Stone blevet beskrevet som en af tidens mest indflydelsesrige guitarister.
Han er blandt andet kendt for at have udbredt flere spilleteknikker og betragtes som en af dem, der skabte genren bluesrock.
I 2015 blev Beck af Rolling Stone kåret som den femtebedste guitarist nogensinde. Hele to gange blev han indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame - både som medlem af The Yardbirds og som soloartist.
Flere rockveteraner hylder på Twitter Beck efter nyheden om hans død.
- Jeff var sådan en rar person og en fremragende, ikonisk, genial guitarspiller, skriver Black Sabbath-guitaristen Tony Iommi.
Gene Simmons, frontmand i Kiss, stemmer i.
- Ingen spillede guitar som Jeff. Få fat i de første to Jeff Beck Group-plader og vær vidne til storhed, skriver Simmons.
Det er kun lidt over et halvt år siden, at Jeff Beck var i Danmark og give koncert. Her spillede han både på Værket i Randers og i Amager Bio i slutningen af juni.
Med sig havde han den amerikanske skuespiller og superstjerne Johnny Depp. Han optrådte som gæstemusiker ved begge koncerter.
/ritzau/