Et af de mest kendte symboler for scenekunsten er de to masker. Den ene smilende, den anden med nedadvendte mundvige.
Det repræsenterer komedien og tragedien.
Henning Jensen har vist begge sider, når han 5. januar fylder 80 år.
- Jeg har det udmærket med det. Jeg har et udmærket liv. Jeg elsker at skrive, og jeg har en fantastisk hustru. Jeg kan ikke forlange mere, siger han.
- Jeg synes nu godt, jeg kunne få tildelt Ingenio et arti. Medaljen for kløgt og kunst. "Tak, fordi du var her…". Men ellers savner jeg ikke noget, siger Henning Jensen og griner.
Henning Jensen kom til verden i 1943 og voksede op i Store Heddinge på Østsjælland.
Hans barndom har han beskrevet i bogen "En skidt knægt". Det var, hvad han blev reduceret til af sin mor, som straffede ham fysisk og psykisk. Men udadtil skulle han bevare facaden. Skjule, at faren var husmand, og fortie, at de havde et lokum udenfor og ikke et toilet.
- Jeg fik skuespillet ind med modermælken, kan man sige. Jeg lærte lynhurtigt at være en illusion. Jeg lærte at blive til en anden, siger han.
Egentlig ville Henning Jensen gerne være forfatter eller journalist, men moren så helst, at han blev noget fint - jurist eller ingeniør.
Han var kort forbi universitetet, faktisk kun to timer, så stoppede han og fik job som revisorassistent og som statist på Det Kongelige Teater.
- Og så lavede min skuffede mor en helvedes ballade, siger han.
Men skuespiller blev Henning Jensen.
Som ung blev han sendt på indremissionsk kostskole. På sit værelse lyttede han til Henning Moritzen synge "Teenagerlove" fra forestillingen af samme navn på sin transistorradio.
Forestillingen gik stadig, da Henning Jensen var flyttet til København, og han tog ind for at se den.
- Pludselig var der noget, der sagde "dong!" i mig. "Det er jo det, du skal, for helvede. Du skal være skuespiller!".
- Jeg forstod alt, hvad de lavede. Jeg forstod også, hvor de hentede det fra.
Henning Jensen kom efter fem års forsøg ind på Statens Teaterskole, men stoppede efter to år, da han blev engageret på Det Danske Teater.
Han har prægtige roller bag sig - "En sælgers død", "Indenfor murene" og ikke mindst i Strindbergs "Erik XIV".
Han havde forlæst sig på method acting og troede, han skulle være sindssyg for at spille sindssyg.
Men han skulle lære at spille komedie - ikke være komedie.
- Jeg har set et billede derfra, hvor jeg ligger på gulvet, fuldstændig fra sans og samling, mens de andre, som spiller mit hof, kigger ned på mig: "Hvad fanden er det, Henning er i gang med?!".
- Det blev mit livs første - og eneste - dårlige anmeldelse.
Trods morens modstand var hun og Henning Jensens far inde at se ham spille. Han har også gode minder om hende. Men hendes tyranniseren har brændemærket ham for livet.
Det var først, da han selv blev indlagt på psykiatrisk afdeling i mere end tre måneder, at han kunne se, hvad der fordærvede moren.
Hendes egen mor, Henning Jensens mormor, blev voldtaget, og moren blev født på polsk - et nedsættende udtryk for at være født uden for ægteskabet. De andre børn råbte "polak", "polak" og kastede sten efter hende.
Men selv om han har forstået, at moren var traumatiseret, har han ikke tilgivet hende.
- Hun blev voksen med et mindreværdskompleks, som hun resten af livet forsøgte at komme sig over ved at være ambitiøs. Da hun ikke kunne komme videre, var det mig, siger Henning Jensen og fortsætter:
- Uanset hvilken barndom man har haft, behøver man ikke at overføre det til sit barn. Det har jeg passet vanvittigt meget på ikke at komme til med mit. Men min datter har de seneste to år aldrig villet se mig mere, fortæller Henning Jensen.
- Hun var delebarn, da hendes mor og jeg blev skilt. Det giver selvfølgelig en splittelse, som man måske på et tidspunkt har behov for at samle ét sted inden i sig. Hvis det er grunden, bærer jeg gerne den smerte.
Henning Jensen bærer en smerte i sine - med egne ord - bedrøvede øjne.
Nogle gange, når han kniber dem sammen, fornemmer han sin mor.
Henning Jensen lider af et formørket sind, som har været ved at koste ham livet.
Et psykisk sammenbrud foranlediget af stress og forliste forhold udviklede sig til en dyb depression, og han havde gjort klar til at vælge livet fra.
Så ringede hans dengang fireårige datter for at sige godnat, inden hun skulle sove hos sin mor, som Henning Jensen var blevet skilt fra, og spurgte, om han ikke snart besøgte hende.
Han holdt sit løfte - og holdt fast i livet.
Senere blev han indlagt på psykiatrisk afdeling, fik terapi og blev medicineret - et præparat, han stadig indtager en lav dosis af.
Kort efter at han blev udskrevet, mødte han skuespillerinden Solbjørg Højfeldt.
Som elev på Aalborg Teater overværede hun ham på scenen nede fra salen.
- Der går min mand, havde hun tænkt.
- Der gik godt nok nogle år. Men det blev realiseret, siger Henning Jensen med et grin.
De spillede sammen i en tv-film og fulgtes hver dag frem og tilbage til optagelserne.
- Hun sad over for mig i toget. Det var første gang, jeg mødte et menneske, som jeg syntes, var fuldstændig fantastisk! Og åben! Og dertil smuk som jeg-ved-ikke-hvad, fortæller Henning Jensen.
- Da vi kom hjem den sidste dag og gik langs banegraven fra og op til hendes cykel, kørte min hjerne på højtryk: "Hvad fanden siger du nu for at få hende til at blive i dit liv?". Da vi nåede over til cyklen, hørte jeg mig selv sige: "Det er vel ikke sådan, at du vil drikke en øl sammen med mig?".
- "Jo, det ville jeg da gerne, hvis det ikke var, fordi jeg skulle hjem og amme min søn".
- Jeg havde ikke et sekund tænkt på, at hun måske både var gift og havde barn!
Senere spillede de sammen igen i "The Sound of Music" - begge ude af tidligere forhold.
- Da vi stod på scenen og skulle i gang med en prøve, kom Solbjørg pludselig over - "hold om mig!". "Ja, gerne", så det gjorde jeg. "Jeg skulle bare mærke, om vi stadigvæk elsker hinanden". BAM! Har du nogensinde hørt noget lignende?!, siger Henning Jensen.
- Vi havde aldrig nævnt ordet eller noget i den retning. Og så var jeg leveret. Det kan jeg love for!
Siden har de aldrig sluppet hinanden.
De har spillet sammen adskillige gange.
Med "Jeppe på Bjerget" fejrede Henning Jensen i 2010 rubinjubilæum efter 40 år på scenen, og det blev markeret med pomp og pragt.
For fem år siden stoppede han med at spille teater, men det blev ikke en yndig svanesang.
Fire kæmpe roller på Det Kongelige Teater på én sæson sendte Henning Jensen til tælling.
Han bad om et års orlov for at blive sig selv.
Det var der ikke nogen grund til, lød svaret. Så kunne han lige så godt sende sin opsigelse.
- Jeg blev totalt rystet. Da Solbjørg og jeg gik derfra, kan jeg huske, at de lyde, jeg hørte, nærmest var en ubestemmelig kakafoni i mine ører. Husene flimrede. Jeg kunne ikke se skarpt.
Solbjørg og han besluttede sammen, at spanden var fuld, som Jørgen Reenberg havde sagt, da han forlod teatret et par år før.
- Hele den sommer sad jeg ude på verandaen og kiggede ned i græsset foran mig. Jeg var fuldstændig ... Alle kræfter ... Jeg kan ikke forklare det. Jeg var helt down.
- Solbjørg tog mig en gang imellem ud på græsplænen. Så lagde vi os ved siden af hinanden, og hun holdt min hånd, fortæller Henning Jensen.
- Der skete en ting, som er meget, meget, meget mærkelig. Jeg har ikke savnet teatret et eneste sekund siden.
Andre teatre kontaktede Henning Jensen, men han sagde nej.
Siden har han udelukkende lavet film og tv. Men også her har han droslet ned.
I foråret oplevede Henning Jensen, at det var umuligt at memorere 17-18 linjer, efter at han blev ramt af en blodsprængning i baghovedet. Manden, som har stået på scenen og fremført mange lange monologer.
Han frygtede, at det skyldtes demens. En sygdom, som åd hans mor. Så han er blevet testet.
Alt er fint.
Men det har sat tankerne i gang.
- Jeg har forliget mig med døden. Hvis den vel at mærke foregår, som når man falder i søvn.
- Men jeg vil da gerne opleve nogle flere somre i sommerhuset med Solbjørg, siger han.
Henning Jensen er også ved at forlige sig med chokket over ikke at kunne memorere sine replikker. Som det er nu, har han sagt nej til flere roller.
- Jeg tør ikke mere. Lysten er der sådan set heller ikke - jeg har mere lyst til at skrive.
Foruden "En skidt knægt" har han også udgivet "Gennem glasvæggen", hvor han skildrer sit psykiske sammenbrud.
- Til trods for det, jeg skrev om, gav det mig et sus af frihed og glæde. Hold kæft, jeg elskede det!
Henning Jensen er i gang med sin tredje bog, en autofiktiv krimi.
Det er, som om han i de senere år gør det, han hele tiden har drømt om.
- ... Og som jeg måske også skulle have gjort i stedet for, tilføjer han.
- Men skuespillet har givet mig ubeskriveligt tindrende glæder. Jeg valgte heldigvis det, jeg var bestemt til.
/ritzau/
