Moskva, 03/04/2023 - 10:59
Kvinde anholdt for eksplosion i café i Sankt Petersborg
Ung kvinde er pågrebet efter et bombegreb, der dræbte prorussisk blogger. 32 mennesker blev kvæstet.
Af: /ritzau/Reuters
En kvinde i tyverne er anholdt for et bombeangreb søndag på en café i Sankt Petersborg i Rusland, hvor den kendte prorussiske blogger Vladen Tatarskij blev dræbt.
Russiske efterforskere meddelte mandag formiddag, at den efterlyste kvinde er anholdt, efter at der tidligere havde været modstridende meldinger om, hvorvidt hun var efterlyst eller pågrebet.
Det russiske politi mener, at den anholdte kvinde overrakte en gipsbuste fyldt med sprængstoffer til den kendte blogger kort før eksplosionen.
32 mennesker blev såret. Ti af dem alvorligt.
Den anholdte kvinde er blevet identificeret som Darya Trepova af flere russiske medier.
Det russiske udenrigsministerium hylder den dræbte blogger, Vladen Tatarskij, der var 40 år, som en "vogter af sandheden".
- Bloggere som Vladen Tatarskij er vogtere af sandheden. Russiske journalister er konstant udsat for trusler om repressalier fra Kyiv-regimet, siger det russiske ministeriums talskvinde, Maria Zakharova, på det sociale medie Telegram.
Samtidig kritiserer hun Vesten for at være dobbeltmoralsk ved ikke at have fordømt angrebet.
– Manglen på vestlig fordømmelse med bekymring for den frie presse og journalisters sikkerhed taler for sig selv, skriver hun.
Eksplosionen skete på caféen Street Food Bar No. 1 i centrum af Sankt Petersborg tidligt søndag aften.
Vladen Tatarskij, hvis rigtige navn var Maxim Fomin, var en af de mest fremtrædende af Ruslands krigsbloggere.
Han havde 560.000 følgere på Telegram. Her skriver mange krigsveteraner og korrespondenter om Ruslands krig i Ukraine - også med kritik af de russiske styrkers ledelse.
Tatarskij kom fra Donetsk i det østlige Ukraine.
/ritzau/Reuters