Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/10/2023 - 10:59

Jumbo-Visma bekræfter kuldsejlet fusion med Quick-Step

Fusionen med Quick-Step bliver ikke til noget, bekræfter en talsmand for Jumbo-Visma.

Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En talsmand for Jumbo-Visma bekræfter historien, om at en mulig fusion mellem Jumbo-Visma og Quick-Step er kuldsejlet.

Det sagde han til mediet Sporza fredag, og TV 2 Sport har fået bekræftet citaterne.

Jumbo stopper som hovedsponsor for holdet, og en fusion med Quick-Step var en af mulighederne fremadrettet, forklarer talsmanden.

- I processen konkluderede vi, at en fusion med Quick-Step ikke er den rigtige løsning. Hvad den rigtige løsning er, vil vise sig senere, siger talsmanden til Sporza.

Den mulige fusion har været sportens helt store samtaleemne de seneste uger.

Quick-Steps chef, Patrick Lefevere, bekræftede for en uge siden, at forhandlinger var i gang mellem holdene.

Han oplyste samtidig, at der var blevet underskrevet en hensigtserklæring mellem parterne om at fusionere.

Flere ryttere har udtrykt utilfredshed med udsigten til en fusion. Lagde man de to hold sammen, ville de have 50 ryttere tilsammen.

Et hold må maksimalt kun have 30 på kontrakt.

Fredag blev det en kendsgerning, at Primoz Roglic skifter til Bora fra Jumbo-Visma, hvor han har stået i skyggen af Jonas Vingegaard, der har vundet Tour de France de seneste to gange.

Jumbo-Visma vandt i 2023 alle tre grand tour-løb sammenlagt.

/ritzau/

København, 07/10/2023 - 08:00

Bag om Thomas Blachman

* Thomas Blachman har en bachelorgrad i jazzkomposition og arrangement fra Berklee College of Music i Boston i den amerikanske delstat Massachusetts.

* Han slog igennem i 90'erne, da han sammen med rapperen Al Agami kombinerede jazz og hiphop.

* Han har arbejdet i flere forskellige konstellationer. Senest sammen med sin forlovede, den svenske sangerinde og poet Julia Werup, på pladen "Dear Frances".

* Blev belønnet med en robertpris i 2011 for musikken til Thomas Vinterbergs drama "Submarino".

* Har forfattet biografien og debatbogen "Det kolossale menneske" fra 2008.

* Var vært på det kontroversielle DR2-program "Blachman" i 2013, hvor han sammen med skiftende gæster samtalede og betragtede nøgne, tavse kvinder.

* I kritik over at dommere i "X Factor" ikke forløste deres udvalgte sangere godt nok, opfandt han programmet "Mentor", som blev sendt en enkelt sæson på DR i 2013. Her blev de udvalgte sangeres musikalske mentorer stemt ud og ikke deltagerne selv.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/10/2023 - 08:00

Blachman: Jeg har nogle af de samme længsler som ungdommen

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Selv om Thomas Blachman ynder at arbejde med unge, vil han ikke selv være ung med de unge. - Det ville jo være åndssvagt ikke at erkende, at jeg er blevet 60.

Med en enkelt undtagelse har Thomas Blachman siddet bag dommerbordet og bedømt håbefulde sangeres talenter i samtlige sæsoner af "X Factor".

Det ligger der en særlig faktor til grund for, funderer programmets grand old man.

- Grundlæggende så tror jeg, at det er min kærlighed til unge mennesker. Jeg har jo selv fire børn, lyder det fra den kendte komponist og jazztrommeslager.

Med sin første hustru har han to store børn, og sammen med sin forlovede, den svenske poet og sangerinde Julia Werup, har Thomas Blachman også en lille søn og datter.

- Jeg vil gerne have en masse unge mennesker omkring mig, også i de kunstneriske beslutninger - tøj og alle mulige ting, siger han og tilføjer:

- Ikke for at være ung med de unge, men for at give de unge et talerør og mulighed for at udtrykke sig.

Adspurgt afviser Thomas Blachman, at "X Factor" er udlevelsen af hans egen indre Peter Pan - den fiktive fortælling om drengen, der i begyndelsen af historien ikke vil være voksen.

- Jeg er jo blevet voksen på en eller anden måde. Altså det ville jo være åndssvagt ikke at erkende, at jeg er blevet 60. Men jeg har ikke overspillet min voksenhed på en måde, så jeg er blevet en stivnakke, lyder det fra Thomas Blachman.

- Jeg har jo alle aldre, jeg har gennemlevet, iboende i mig. Jeg har selv nogle af de samme længsler som ungdommen. Det er da en total luksusmulighed for mig, der lige er blevet 60, at kunne puste ild til den energi og længsel efter noget andet end det, vi har i det etablerede liv.

Thomas Blachman oplever, at der er et større generationsskel, end vi har set i mange år.

Det kan musikken være med til at udligne.

- Tænk, hvis man kunne bruge musikken lidt som en bro, eller at jeg kunne rejse frem og tilbage og måske stille flere spørgsmål, i stedet for at jeg bare taler selv hele tiden, og finde ud af: Hvad rører på sig? Er der et kommende generationsoprør lige om hjørnet?, siger Thomas Blachman og fortsætter:

- Der er en kritik af magten. Der er en kritik af kapitalismen. Og der er en masse unge mennesker, som vil fællesskabet. Det synes jeg, kunne være fantastisk at høre mere om - og være en del af og kunne skabe musik ud fra.

Det fællesskab kan "X Factor" facilitere. Både blandt dem, der står foran kameraet, og dem på den anden side af fjernsynsskærmen.

- I det kollektiv kan man godt, i hvert fald periodisk, løse en følelse af total ensomhed, fordi man er sammen om noget. Også blandt seerne. Det er jo noget, som samsening kan, mener Thomas Blachman.

- Jeg ved godt, at jeg heller ikke skal overgøre betydningen af det her. Men jeg kan mærke, når det kører på sit højeste, og jeg går og køber ind, eller hvad jeg gør, at der er en følelse af noget. Ikke omkring mig, men at der er folk, der følger med i noget sammen.

- Det er store ord, konstaterer han.

Interessen for det samfund, vi lever i, har Thomas Blachman til fælles med sine to meddommere, siger han.

Når næste sæson ruller over skærmen, flankeres Thomas Blachman af den seneste sæsons vinder, Simon Kvamm, der tilmed snuppede sejren i sin dommerdebut, og af Oh Land, der gør comeback i programmet.

Ifølge Thomas Blachman handler det for dommerne om at rykke noget og skabe mindeværdige musikalske oplevelser - ikke om at vinde konkurrencen. Noget, de alle tre i øvrigt allerede har gjort, pointerer Thomas Blachman.

- Der bliver sådan en vaks energi, tror jeg, hvor alle hele tiden hænger som høge over hinanden og er parate til at dykke, når der skal dykkes ned efter de rigtige beslutninger og de rigtige argumenter, siger Thomas Blachman og tilføjer så på vanlig vis:

- Jeg tror, jeg som den alfaderlige til enhver tid kan rette op på kortslutninger, dårlig energi og rense luften, fordi jeg måske i denne her sammenhæng er den med det helt store overblik.

Den 17. sæson af "X Factor" får premiere på TV 2 og TV 2 Play i januar 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/10/2023 - 08:00

FAKTA: Skab et forråd til vinteren

* Det er ved at være sidste udkald i haverne og i naturen, hvis du eksempelvis er efter brombær og rønnebær.

* Pluk dem derfor nu, tør dem, og gem dem til vinteren.

* Til vinter kan du finde dem frem igen og bruge bærerne i en lunende drik.

Kilde: Anemette Olesen, forfatter til blandt andet bogen "Urtete".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 07/10/2023 - 08:00

Lav nem urtete med ingredienser fra haven og naturen

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det behøver ikke at være kaffebønner eller teposer, som du putter i dine lune efterårsdrikke. Bær og urter kan give skøn smag til en varm drik.

Nogle gange er det eneste, man har brug for, en god lunende drik under dynen, nu hvor temperaturen falder, og sollyset langsomt begynder at gå i hi.

Og heldigvis er der mange urter og bær, som du selv kan sanke til din drik.

Det fortæller Anemette Olesen, der er tidligere køkkenleder og har forfattet en række bøger om urter, herunder "Urtete".

- I øjeblikket er der eksempelvis mange brændenælder, skvalderkål og røllike, som man kan plukke på sine vandreture.

- Her i Østjylland, hvor jeg bor, er der gyldenris, som er i højsæson nu her. Dem samler jeg selv rigeligt af og bruger i mine drikke, siger hun.

Ifølge Anemette Olesen gør man noget godt for sit helbred ved at bruge urter i varme drikke eller i mad, da mange af dem indeholder mineraler og vitaminer.

- Brændenælder har eksempelvis et højt indhold af jern, hvilket er super godt, hvis du er i energiunderskud og er træt, fortæller hun.

Røllike kan du finde over det meste af Danmark omkring vejkanter, heder og brakmarker. Urten består af mange små, hvide blomster, hvor nogle også kan have et lyserødt skær.

Skvalderkål vokser gerne i skyggen i let fugtig jord og er genkendelig ved, at bladene er takkede og går ud i en spids.

Når du har sanket det, du skal bruge, er det sådan set bare at rengøre ingredienserne og så hælde kogende vand over dem.

- Brug gerne en liter vand til en god håndfuld urter, siger hun.

Og du behøver ikke at holde dig til én bestemt urt, lyder det. Du kan sagtens være kreativ i køkkenet.

- Der er mange, som synes, at brændenælder smager af jord. Kombinér dem derfor gerne med eksempelvis citronsaft, æbleskræl eller noget helt tredje.

- Du kan også samle bær og bruge i dine drikke. Det kan være brombær eller rønnebær, som det er ved at være sidste udkald for nu, siger Anemette Olesen og kommer med en opfordring til alle urteinteresserede derude, som overvejer at høste selv:

- Lad være med at høste noget, hvis du er det mindste i tvivl om, hvad det er, eller om det er giftigt. Så er det bedre at lade være eller tage én med, som har styr på det, lyder det.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv