Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jerusalem, 09/10/2023 - 10:59

Israel genvinder kontrol med boligområder nær Gaza

Krigere fra Hamas indtog flere israelske byer og kibbutzer, efter at bevægelsen angreb Israel lørdag morgen.

Jack Guez/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Israelsk militær har genvundet kontrollen med samtlige israelske boligområder nær Gaza, og der er ikke længere kampe mellem israelsk militær og medlemmer af Hamas inde i Israel.

Det skriver det britiske medie The Guardian, som henviser til en udtalelse fra Daniel Hagari, der er talsperson for Israels militær.

Ifølge Reuters oplyser militæret dog, at der stadig er isolerede "sammenstød" med krigere fra Hamas. Det er foreløbig uklart, hvad det dækker over.

Hamas angreb Israel i et storstilet anslag lørdag morgen. Både med raketter og ved at gennembryde grænsen mellem Gaza og Israel.

Herefter indtog krigere fra Hamas både israelske byer og kibbutzer i nærheden af grænsen til Gaza i det sydlige Israel.

Den israelske avis Haaretz har blandt andet viderebragt en beretning fra en beboer i kibbutzen Kfar Aza, som søndag kunne fortælle, at Hamas-medlemmer havde taget flere gidsler i kibbutzen.

- Terrorister går stadig rundt i kibbutzen! De affyrer skud på fortovet, gemmer sig på tagene, nogle af dem har taget gidsler inde i husene, fortalte beboeren, som ikke stod frem med sit navn.

Derudover er der foreløbig kendskab til mindst 100 personer i Israel, der er blevet bortført til Gaza af Hamas.

I forbindelse med anslaget mod Israel lørdag angreb Hamas en israelsk festival nær grænsen til Gaza.

Søndag aften skrev de israelske medier Haaretz og Times of Israel, at redningsmandskab havde fundet ligene af mellem 250 og 260 personer ved eller på festivalpladsen.

Det er uklart, om festivaldeltagerne indgår i det samlede dødstal, som de israelske myndigheder har offentliggjort. Ifølge den seneste opgørelse er omkring 700 blevet dræbt i Israel i forbindelse med Hamas' angreb.

Blandt dem er mindst 73 soldater, oplyser Israels militær mandag formiddag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dødstallet i Gaza er mandag opgjort til mindst 493 som følge af israelske luftangreb mod den palæstinensiske enklave.

/ritzau/

København, 08/10/2023 - 08:00

Thomas Ejes mange meritter

* Multikunstneren Thomas Eje blev født i 1957 på Frederiksberg.

* Det var i selskab med fagotten, at Thomas Eje først udfoldede sig musikalsk. Han blev uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium i 1978. Fluks herefter begyndte han på skuespillerskolen i Aarhus.

* Allerede under studierne stiftede den danske befolkning bekendtskab med entertaineren, da han fik en rolle i den ikoniske tv-serie "Matador".

* I 1979 etablerede han sammen med Anders Bircow og Preben Kristensen Linie 3.

* Næste år drager Thomas Eje sammen med Anders Bircow på turné med showet "Her er de to andre", som blandt andet rummer tilbageblik på Linie 3-tiden.

* I 2004 drog entertaineren over Atlanten for at slå sine folder i Las Vegas, også kendt som syndens by, under kunstnernavnet Tom Dane. Der var dog ikke jackpot, og Thomas Eje vendte hjem til Danmark og bosatte sig på Als.

* Thomas Eje begrænser sig ikke til at male og stå på scenen som skuespiller og musiker. Han er også certificeret dykker, uddannet pilot og har udgivet flere bøger.

* Han er gift med kunstmaleren Katherine Scrivens Eje.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 08/10/2023 - 08:00

Thomas Eje: Meget af min tid foregår i total ensomhed

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Selv om den garvede entertainer Thomas Eje på mange måder lever af at være udadvendt og underholde, har han også brug for at pleje sin mere indadvendte side.

Der tegner sig et billede af en travl arbejdskalender i 2024 for den kendte entertainer Thomas Eje.

Han skal dels på turné med sin gamle Linie 3-makker Anders Bircow med deres nye show, "Her er de to andre", og så skal Thomas Eje også være en del af ensemblet i den kommende sæson af Tivolirevyen.

Thomas Eje reflekterer kort over det nærliggende spørgsmål: Er der mon tid til det hele?

- Det skal der jo være, griner han.

- Men jeg har svært ved at få de der 48 timer i døgnet til at slå til, siger entertaineren med et skævt smil.

Foruden livet på landevejen driver Thomas Eje sammen med sin kone, Katherine Scrivens Eje, tre gallerier udelukkende med egen kunst, så der skal også være tid til at svinge penslen.

- Jeg orker heller ikke bare at sidde stille og pille en vis legemsdel, lyder det fra Thomas Eje.

Men netop fordi der godt kan være travlt i den 66-årige garvede scenekunstners liv, er det vigtigt med et helle for ham. Det er hjemmet i Sønderjylland blevet.

- Jeg bor jo langt ude på landet på Als, og der er fuldstændig ro og knaldsort om natten. Det har jeg meget brug for, fortæller Thomas Eje.

Thomas Eje er egentlig ærkekøbenhavner med begge ben solidt plantet på stenbroen. Men for 15 år siden blev Sønderjylland den nye base i hans liv.

På Als finder Thomas Eje tid og ro til sine hobbyer, der også indgår i hans virke som multikunstner og -instrumentalist.

Inden han blev uddannet skuespiller, var han forbi Det Fynske Musikkonservatorium, hvor han specialiserede sig i fagot. Derudover mestrer han også klaver, guitar, bas, vibrafon, violin, cello, mundharmonika, trompet, trombone, tenorsaxofon og bluegrass-banjo.

- Jeg spiller på 800.000 instrumenter, og jeg skal øve mig for at holde det ved lige, og der skal ikke være nogen andre mennesker. Det samme gælder, når jeg maler, forklarer han.

- Så meget af min tid foregår i total ensomhed, hvilket jeg har det rigtig fint med. Den sociale udadvendthed er meget begrænset, men sådan er jeg også som menneske, så det passer fint. Jeg er faktisk ret introvert, fortæller Thomas Eje.

Efter 15 år i det sønderjyske har landsdelen efterhånden fået en særlig plads i Thomas Ejes hjerte. Faktisk sætter han mere og mere pris på at bo på landet.

- Jeg har det rigtig godt med at bo der. Der er jo ikke langt til noget i Danmark, siger han.

- Der er også en anden folkesjæl i Sønderjylland, der er meget speciel for det område, som jeg også rigtig godt kan lide, fortsætter entertaineren.

Det til trods passer vekselvirkningen mellem det rolige, indadvendte liv i Sønderjylland og det udadvendte sceneliv i landets storbyer ham godt.

- Så får det så meget mere værdi, de øjeblikke, hvor man kan være ekstrovert og være sammen med andre mennesker. Jeg synes, det er en skidegod balance, siger Thomas Eje.

Til næste sommer gør Thomas Eje comeback i Tivolirevyen efter 38 år.

Tilbage i 1985 stod han i Glassalen side om side med blandt andre Ulf Pilgaard og Søs Egelind. Han blev dengang kåret til Årets Revyfund og tildelt den prestigefyldte Dirch-medalje.

Ud over en mulighed for at pleje det ekstroverte lidt bliver det også et glædeligt gensyn med Tivoli, som Thomas Eje beskriver som et magisk sted.

Han kom ofte i den gamle have som barn, og senere fik han lov at spille på scenen i Glassalen med blandt andet Tivolirevyen og Linie 3.

- Jeg har det sådan med Glassalen, at det er ligesom at komme hjem. Jeg kender hver eneste lille krog, og jeg har rigtig mange gode minder herfra, siger Thomas Eje.

Tivolirevyen med Thomas Eje og resten af holdet, der består af Lisbet Dahl, James Price, Rikke Bilde, Rikke Buch Bendtsen og Mikkel Becker Hilgart, får premiere 6. juni 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/10/2023 - 10:00

FAKTA: Forbered jer inden I drager ud

* Hvis børnene skal have en god naturoplevelse, skal de hverken være sultne eller fryse.

* Derfor er det en god idé at tjekke vejrudsigten og iklæde sig nok tøj.

* Pak også en taske med mad og drikke.

* Er det første gang, I skal på tur, kan det være godt at tage på en kortere tur. Derefter kan I tage på større ture, når I er blevet mere rutinerede.

Kilde: Rasmus Schou Christensen, der er politisk konsulent på børne- og ungeområdet i Friluftsrådet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 09/10/2023 - 10:00

Stjerner og skattejagt: Tag familien med på efterårsferie i naturen

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Uanset om I foretrækker vandet eller skoven, kan I drage ud i naturen, når kalenderen siger efterår. Her får I to fagkyndiges anbefalinger.

Efterårsferien nærmer sig med hastige skridt.

Og det er en oplagt mulighed for at tage ud i naturen med ungerne, hvor sæsonen byder på et væld af muligheder.

- Når man har med børn at gøre, behøver det ikke at være alt for kompliceret. Det handler i første omgang bare om at komme derud, siger politisk konsulent på børne- og ungeområdet i Friluftsrådet Rasmus Schou Christensen, der også selv er ivrig bruger af naturen.

1) Gå på skattejagt.

Det er oplagt at tage på tur, siger Rasmus Schou Christensen.

- Man kan tage tasken på ryggen og lave noget simpel friluftshygge, som man synes, er sjovt. Der er mange vandreruter og naturlegepladser.

Her kan I for eksempel bruge hjemmesiden udinaturen.dk - et samarbejde, som blandt andet Naturstyrelsen er en del af - til at finde forskellige steder og ruter, lyder rådet fra Rasmus Schou Christensen.

I kan også gå på skattejagt, hvor I skal finde poster rundt omkring i skoven. Poster og ruter kan findes på hjemmesiden findveji.dk, siger han.

2) Kig mod stjernerne.

I efterårsferien falder mørket tidligere på end om sommeren, og derfor er det oplagt at tage ud og se solnedgangen, påpeger Rasmus Schou Christensen.

- Jeg har selv små børn, og der kan det være vanskeligere at nå om sommeren, inden de bliver for trætte.

- Efter solnedgangen kommer der stjerner på himlen, og har man mod på det, kan man prøve at sove udendørs, siger han og foreslår, at I for eksempel slår et telt op eller finder et shelter.

3) Drag mod vandet.

Efterårsferien er også en oplagt mulighed for at gribe fiskestangen og tage ud til fjorden. Sådan lyder det fra Jes Aagaard, der er naturvejleder ved Naturstyrelsen.

- I for eksempel Isefjorden kan man fiske store rødspætter. Og det er super hyggeligt at sidde med en sandorm på krogen og prøve at fiske sammen, siger han.

Vil I have vind i håret, er Vesterhavet et godt sted at tage til.

- Bovbjerg Fyr, Hanstholm eller Rubjerg Knude er nærmest der, hvor Danmark er mest dramatisk med det store, frådende hav og de flotte klitter. Det er absolut genererende for en god appetit, siger naturvejlederen.

4) Tag i skoven.

Vil I opleve en ægte farvepragt, er en efterårstur i skoven absolut velegnet.

- Man kan se, at skoven skifter fra grøn til gul og rød og bliver mere dramatisk at se på.

- Tager man til Rold Skov (i Nordjylland, red.), er det en fantastisk oplevelse, og i Gribskov (i Nordsjælland, red.) er der gamle, store træer, der skifter farve, siger Jes Aagaard.

For at det bliver en god oplevelse for alle, er det vigtigt at huske det rigtige tøj - så I for eksempel ikke står uden regntøj og gummistøvler, hvis det regner.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv