Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Islamabad, 10/05/2025 - 10:38

Indien og Pakistan åbner for at nedtrappe konflikt

Hvis modparten stopper angrebene nu, vil vi overveje at gøre det samme, lyder det fra både Indien og Pakistan.

M.d. Mughal/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Indien vil nedtrappe angrebene mod Pakistan, hvis Pakistan gør det samme, siger en talsmand for det indiske militær lørdag ifølge Reuters.

Pakistans udenrigsminister, Mohammed Ishaq Dar, siger i en tilsvarende melding til pakistansk tv, at hvis Indien stopper angrebene nu, "vil vi overveje at stoppe her".

Tidligere lørdag har de to lande angrebet hinanden.

Natten til lørdag er 13 civile blevet dræbt og flere end 50 såret i den pakistansk kontrollerede del af Kashmir. Det oplyser Pakistans katastrofemyndighed.

Tre af Pakistans militære luftbaser blev ramt af missiler fra Indien i løbet af natten.

Det fik Pakistan til at foretage et modangreb med brug af blandt andet droner ved grænsen mellem de to lande. Det meddeler Indiens hær i et opslag på X.

Der er ikke umiddelbart meldinger om dræbte eller sårede på den indiske side af grænsen.

Konflikten har fået Pakistan til at lukke sit luftrum i det kommende døgn, meddeler pakistanske myndigheder lørdag morgen.

Det er fjerde døgn med en optrappet, væbnet konflikt mellem de to atommagter.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, har talt i telefon med Pakistans hærchef, general Asim Munir, og Indiens udenrigsminister, Subrahmanyam Jaishankar.

Rubio har opfordret begge parter til at nedtrappe situationen og "genetablere direkte kontakt for at undgå fejlberegninger".

Ifølge tv-stationen News 18 har der derpå været direkte telefonisk kontakt mellem de to lande for første gang, siden konflikten eskalerede tidligere på ugen.

Oplysningen er ikke bekræftet fra anden side.

Indien og Pakistan har i årtier ligget i strid om regionen Kashmir.

Den seneste opblussen i konflikten har rod i et angreb i april. Her dræbte militante 26 personer i et turistområde i den indiske del af Kashmir.

Indien mener, at Pakistan støttede angrebet. Pakistan afviser at have noget med angrebet at gøre.

Natten til onsdag tog konflikten til, da Indien angreb ni steder i Pakistan og den del af Kashmir, som Pakistan kontrollerer. Pakistan varslede kort efter hævn.

/ritzau/Reuters

København, 10/05/2025 - 08:00

Passioneret DR-stjerne: Det holder flammen i live

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den danske skuespiller Simon Sears vil gerne fortælle underrepræsenterede historier, og han bruger altid musik til at sætte sig ind i sine roller.

Drømmen om skuespil begyndte for Simon Sears, da han så Leonardo Di Caprio i rollen som den udviklingshæmmede Arnie Grape.

I klassikeren fra 1993 "What's Eating Gilbert Grape" følger man den unge dreng og hans forhold til sin bror, Gilbert.

- Jeg har selv en storebror, der er hjerneskadet. Så jeg syntes, det var helt fantastisk at opleve en skuespiller fortælle en historie, som jeg ikke havde set før på det tidspunkt, fortæller Simon Sears.

Selv identificerede Simon Sears sig mest med Johnny Depp i rollen som storebroren, der i filmen hjælper sin familie og ikke mindst sin bror.

Filmen lærte Simon Sears, at skuespil var en kanal til at formidle fortællinger, som ellers er underrepræsenterede.

- Det er det, der inspirerer mig allermest. Det holder flammen i live at fortælle de historier, som ræsonnerer med folk, siger den 41-årige skuespiller og fortsætter:

- Det har altid været den fornemmeste opgave at portrættere et helt menneske ud fra det materiale, man har, og så forme det til noget, som folk forhåbentligt kan mærke.

Simon Sears har de seneste ti år udfoldet sig som skuespiller på både film og tv.

På det store lærred har man kunnet se ham i "9. april", "Vinterbrødre" og "For evigt". Derudover har han medvirket i DR-dramaet "Herrens veje" og i thrillerserien "Den som dræber - Fanget af mørket".

Netop nu er Simon Sears aktuel i DR's nyeste søndagsseriesatsning, "Generationer", hvor han spiller gymnasielæreren og familiefaren Martin.

Fordi han har kropsliggjort et virvar af karakterer med forskellige træk, er der store forskelle på forberedelsen.

- Der er noget, der kræver helt sindssyg koncentration. Og så er der andet, der kræver andre metoder med min fysik, forklarer skuespilleren.

Der er dog en metode, som Simon Sears konsekvent tager i brug, når han skal sætte sig ind i sine roller.

- Jeg laver altid en playliste. Noget, som min karakter kunne finde på at lytte til, fortæller den rutinerede skuespiller.

Forskellene i musikstilen kan derfor også være store, afgjort af om han eksempelvis er den til tider temperamentsfulde Frederik Havgaard fra "Den som dræber - Fanget af mørket" eller den rolige og varme Martin fra "Generationer".

- Frederik er til hård rock. Martin hører mere gammel musik fra 60'erne og 70'erne, siger Simon Sears.

Næste afsnit af "Generationer" kan ses på DR1 søndag aften.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/05/2025 - 21:10

Tre unge mænd overraskede Lise-Lotte Lohmann i Forræder

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

69-årige Lise-Lotte Lohmann er med i "Forræder", og det kommer bag på hende, at det er tre mænd i 20'erne, hun har det særligt godt med på slottet.

Da Lise-Lotte Lohmann flyttede ind på Forræder-slottet, tog hun det helt roligt.

Den 69-årige skuespiller og entertainer har prøvet lidt af hvert, og der skal derfor meget til at få hende op at køre.

Når hun nu ser tilbage på sin oplevelse, er det derfor ikke spillet, men mødet med de andre deltagere, hun fremhæver. Og her var der tre, der gjorde et særligt stort indtryk på hende.

- De der drenge: Nicky, Ali og Havshen. Dem elsker jeg. De var så søde, siger hun om den 27-årige koreograf Nicky Andersen, den 24-årige street-fodboldspiller Ali Jassem og den 29-årige podcastvært Havshen Nabaz.

- Jeg er ikke overrasket over, at jeg havde det godt med de andre, men jeg er måske overrasket over, at det lige var de tre, siger Lise-Lotte Lohmann.

Med sine 69 år er Lise-Lotte Lohmann Forræder-sæsonens næstældste deltager. Hun er kun overgået af den tidligere jægersoldat og folketingspolitiker Helge Adam Møller på 82 år.

I programmet stiftede Lise-Lotte Lohmann også gode bekendtskaber med forfatter Thomas Korsgaard og den tidligere Vild med dans-vært Sarah Grünewald.

- Og det er det. Mere får man jo ikke. Det er endda mange ud af den gruppe, mener Lise-Lotte Lohmann.

Selv om hun socialt havde det så godt med flere af de yngre deltager, kunne hun også tydeligt mærke forskellene på generationerne i sæsonens Forræder-deltagere.

- Det er klart, at jeg er i en helt anden situation, end alle de unge er, siger hun og konstaterer:

- Det, der kan få dem op i gear, gør jo ikke det samme ved mig.

Den autodidakte skuespiller har tidligere været sangerinde på Bakken i Klampenborg.

Hun medvirkede i 90'erne i filmene "Den store badedag" og "Den blå munk".

I 2003 var hun også med i tv-programmet "Big Brother V.I.P." sammen med blandt andre en ung Morten Messerschmidt, der i dag er formand for Dansk Folkeparti.

- Så der skal virkelig meget til, at jeg får den der: "Wow!". Men jeg synes, det var sjovt at være med i "Forræder", siger hun.

Nu, hvor det populære underholdningsprogram ruller over skærmene, kan hun dog godt være lidt bekymret for, hvad hun undervejs har fået sagt.

- Når man er oppe og snakke direkte til kameraet, kan man jo nå at få sagt meget vrøvl. Det kunne jeg da godt forestille mig, at jeg har, siger hun og indrømmer:

- Jeg kan ikke huske det.

"Forræder" kan ses hver fredag på TV 2 og TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/05/2025 - 10:00

FAKTA: Slip for duer på din altan eller dit tag

* Prøv at afskærme altanen med net i vinterhalvåret.

* Sæt rovfuglesilhuetter på dine ruder.

* Sæt en tynd rustfri ståltråd eller nylonsnor et par centimeter over tagryggen.

* Du kan bruge såkaldt fuglepasta, som er en blød masse, duerne ikke kan lide at sidde på. 

* Hvis du ikke får bugt med duerne, kan du tilkalde en skadedyrsbekæmper.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/05/2025 - 10:00

Træt af fuglelort på terrassen? Sådan får du bugt med duerne

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det kan være svært at komme af med havens duer, da de er kvikke dyr. Kodeordene for at få bugt med problemet er tålmodighed, variation og vedholdenhed.

Duer i haven kan hurtigt blive en gene med deres støj, afføring og rod.

Med enkle greb kan du dog gøre din ejendom mindre attraktiv for dem uden at skade fuglene.

Man skal være varsom med fuglefoder, hvis man gerne vil undgå duer og andre fugle i haven. Det fortæller Berit Rørbøl, der er havearkitekt hos Videncentret Bolius.

- Foderet skal ikke drysses på jorden. Man kan eventuelt placere det, så det kun er småfugle, der kan nå det, siger hun.

Duer vil nemlig gerne lave reder, tæt på hvor de kan få mad.

En anden mulighed er at indrette haven og terrassen, så man ikke får afføring fra duerne på uønskede områder ved at begrænse deres siddemuligheder.

- Duerne vil typisk sætte sig på rækværk, grene, flade tagudhæng eller havemure. Der kan man indrette det lidt ubehageligt for duerne ved at bruge fuglepigge på hegn, selv om det ikke er kønt, eller man kan lave en skrå flade, de ikke kan sidde på og falder af, siger Berit Rørbøl.

Fugleskræmsler, som man blandt andet kender fra film og halloween, har ikke samme uhyggelige effekt på fuglene, som man måske kunne tro.

- Duerne vænner sig hurtigt til skræmmemidler. Hvis man sætter en skræmmeugle op, skal man flytte på den hele tiden, da de ellers vænner sig til, at den sidder samme sted, siger hun.

Claus Schultz, der er formand for brancheforeningen for skadedyrsfirmaer, er enig i den betragtning, men tilføjer, at man skal variere sine skræmmemidler og prøve at finde ud af, hvad der virker, da der ikke findes en rigtig løsning.

- Det er helt almindeligt, at man er nødt til at have et helt arsenal af forskellige ting, der kan mindske duer. Man skal ikke tro, duen er en dum fugl, siger han.

Duernes intelligens gør, at man hele tiden skal udfordre dem. En af de ting, man kan forsøge sig med, er cd'er, da deres refleksion kan påvirke duerne. Samtidig er de billige og nemme at sætte op i træerne.

- Det er bedst, når der ikke er for mange blade på træerne, da man så får en større refleksion. Professionelle kan også sætte et skræmmemiddel på taget, der bruger sollys til at reflektere, hvilket skræmmer duerne væk. Produktet kaldes en "eagle eye" og er ret udbredt i udlandet, siger Claus Schultz.

Nogle kunne måske få en fiks idé om at fjerne duernes reder, men her er det vigtigt, at man læser op på lovgivningen, da den kan være lidt kompleks.

Det skyldes blandt andet, at der kan være forskel på, hvilken art af duer der er på spil.

- Man må i princippet ikke fjerne rederne, medmindre de er til gene. For ikke at gøre noget forkert, kan man ringe til Naturstyrelsen, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek