Paris, 15/05/2024 - 10:51
Hundredvis af franske betjente jagter fange efter blodigt angreb
Jagten på "Fluen" er sat ind i Frankrig, mens fængselsbetjente udtrykker vrede og sorg over angreb.
Af: /ritzau/
En menneskejagt er onsdag gået ind i dag to i Frankrig, efter at en fange tirsdag slap fri under et dødeligt angreb på en fangetransport.
Hundredvis af betjente og gendarmer er sat ind i jagten på den undslupne fange. Det oplyste Frankrigs indenrigsministerium tirsdag.
To fængselsbetjente blev dræbt i angrebet. Tre blev alvorligt såret.
Ifølge det britiske medie Sky News er der onsdag planer om blokader i fængsler på tværs af Frankrig.
Fagforeninger for fængselsbetjente har nemlig reageret med vrede på tirsdagens angreb, hvor vognen, som blev brugt til fangetransporten, blev angrebet ved et vejbetalingsanlæg af flere biler og bevæbnede mænd.
Onsdag klokken 11 er der planlagt et minuts stilheds på tværs af den franske kriminalforsorg, skriver Sky.
Anklager Laure Beccuau har sagt, at den undslupne fange er Mohamed Amra, som blev født i 1994.
Han blev sidste uge dømt for røveri og er anklaget i en sag om en bortførelse, der førte til et dødsfald.
En anonym kilde tæt på sagen oplyser til nyhedsbureauet AFP, at Amra mistænkes for at være involveret i narkotikahandel og at have bestilt drab inden for bandeverdenen.
En anden kilde siger, at han mistænkes for at være leder af et kriminelt netværk. Nogle medier skriver, at han har kaldenavnet "La Mouche" - på dansk "Fluen".
/ritzau/