Det er sjældent, meget sjældent, at børn ligefrem citerer film, Jesper Christensen har medvirket i. Det skulle da lige være i 80'erne og 90'erne, hvor "vi boller!" blev svaret, hvis nogle skulle spørge, som Nana gjorde det i tv-serien af samme navn.
Men i morges hørte Jesper Christensen en barnestemme nede fra gården på Christianshavn i København, hvor han bor. En pige omkring de otte år hjulede rundt på sin cykel og skrålede titelsangen fra filmen "Honey", som netop er landet i biograferne.
- Så bliver man helt sådan: "Yes! Den er hjemme!", fortæller den 76-årige skuespiller nærmest barnagtigt begejstret selv.
- Jeg glæder mig til at vise "Honey" til mine egne børnebørn - det er ellers ikke mange af mine film, jeg gør det med. De fleste film, jeg laver, er sådan nogle, der må vente, til de er blevet 22 eller 30!
Jesper Christensen har spillet udpint bonde i "Før frosten", forpint alkoholiker i "Bænken", og så har han været - selv om han er umådeligt træt af at snakke om det - Bond-skurken Mr. White i hele tre agent 007-film: "Casino Royale", "Quantum of Solace" og "Spectre".
Skuespillerens omfattende repertoire af roller har da bragt ham i børnehøjde et par gange -- som far til førnævnte Nana, som nissernes nemesis i DR-julekalenderen "Nissernes ø" og nu som bedstefar i "Honey".
Filmen centrerer sig om 13-årige Honey, der må agere ansvarsfuld lille voksen for sin fortravlede mor, for sin småkriminelle far og for sin impulsive storesøster, som har særlige udfordringer, der også udfordrer Honey.
Derfor har hun slet ikke tid til at spille musik. Men da hun får lektier for, som lyder at lave et stamtræ, kan hun ikke længere overdøve nysgerrigheden, hvor rytmerne, der banker i hende som taktfaste hjerteslag, kommer fra.
Det fører hende i forbindelse med den morfar, som moren ellers har påstået er død og borte.
Ligesom Honeys morfar er musiker, var Jesper Christensens ditto det samme. Skuespillet kommer nok fra hans mor, funderer han.
Hun tjente i hvert fald penge ved at sidde i billetkontoret på Det Kongelige Teater.
- Når jeg var færdig i skolen i de små klasser, tog jeg derhen og var et par timer, indtil hun havde fri. Jeg gik gennem billetkontoret og ind på Gamle Scene og sad der og så prøver, fortæller Jesper Christensen og gengiver ruten med pegefingeren.
- Det var skidesjovt - også selv om man ikke fik lov til at være med - for der var noget umiddelbart genkendeligt for et barn: mennesker, der leger! Og de var fandeme gode til det!
Omkring 20 år senere betrådte Jesper Christensen for første gang selv de skrå brædder og har siden levet af at udleve sit eget indre legebarn.
På film fik han i 1977 sit store gennembrud i filmatiseringen af Tom Kristensens "Hærværk".
Han er blevet hædret for præstationer i "Barbara", "Den russiske sangerinde" og "Arvingerne" for bare at nævne et udpluk af priser. Derudover har han været nomineret til det, der svarer til en europæisk Oscar, for både "Bænken" og "Drabet".
Han er blevet hædret med landets ældste scenekunst-cadeau, Lauritzen-prisen, for sine bidrag og har nægtet at modtage ridderkorset for selvsamme.
- Det er et skidegodt job på den måde … Hvis de bliver ved med at ville have dig, så ER det fantastisk. Problemet er tit, at det vil de ikke, siger Jesper Christensen.
Han illustrerer med pegefingeren igen.
- Altså, hvis du har sådan en kurve her, så stiger den, når du er 20, og indtil du bliver 30. SÅ dykker det …
Han kører pegefingeren ud over bordet og synker nærmest helt sammen.
- … og så bliver det nærmest nul. Dividerer vi det med ti, kan vi finde antallet af roller til kvinder!
- Så der er slet ikke nogen grund til at tale om mig og mændene. Det er ovre hos kvinderne, den store katastrofe foregår. De har det ti gange værre! Der er alligevel roller til mig og et par til hos mændene. Der er kun roller til Ghita, konstaterer han.
- De bliver lynhurtigt for gamle, når de nærmer os de 40. Og der har mange allerede omkonstrueret ansigtet …
Jesper Christensen trækker ud i sine egne kinder, trykker dem ind igen og moser lidt rundt.
- De mister deres ansigter og får ikke lov til at ældes på en måde, som man kan genkende, og så man kan se følelserne i dem.
Jesper Christensen har været privilegeret. Han er privilegeret.
Det er blevet til over 100 roller fordelt på film, teater og tv, når han næste år har det, som andre måske ville fejre som 55-års-jubilæum.
De senere år er kadencen dog sat ned. Det har frigivet tid til at være mere morfar og mindre filmstjerne.
- Jeg har et mål, der hedder fire måneders arbejde om året, maks.! Det er som regel to større opgaver. Hvis jeg kan holde det, synes jeg, det er perfekt!, siger han.
- Så er der otte måneder tilbage til børnebørnene og til at se dårlige film i og lave ingenting, og hvad jeg ellers bruger tiden på.
Jesper Christensen har fire børnebørn, og de mindste har fået mest, må han - med et desværre - erkende. Af gode grunde dengang, der kan give dårlig samvittighed i dag.
- Det er først i senere år, hvor jeg er holdt op med at rejse så meget væk, og jeg har skruet ned for arbejdet, at jeg har haft tid, siger han.
- Du kan ikke bare svanse ind og så komme igen tre måneder senere - der har de sgu glemt dig, de helt små. Når du er der, skal du være der - hele tiden. Det kræver, at man ikke opholder sig i Tyskland, Sverige, USA eller hvor det nu er. Der er ikke nogen, der skal til at dø, der siger: "ej, bare jeg dog havde arbejdet noget mere!". Det tror jeg virkelig ikke.
Det kan han heller ikke forestille sig, at han vil på sit yderste.
Men omvendt har han heller ingen pensionsplaner.
Det sociale ville han savne.
Men resten - nej.
- Jeg hader hoteller. Jeg hader lufthavne. Jeg hader rejserne. Altså, det hænger mig ud af halsen! Jeg kan tage job på trods af det, men det vejer virkelig tungt efterhånden, når jeg overvejer, om jeg gider, siger han.
- Jeg har satme siddet i mange lufthavne og på mange hotelværelser i mit liv. Og været alene i et eller andet miljø, hvor sproget ikke er mit, og hvor jeg hele tiden er ham den lidt kedelige fætter, som aldrig forstår vittighederne og er lidt udenfor og bliver taget med af høflighed. Det er ikke særlig fedt.
- Så kan arbejdet måske være spændende nok, men der er rigtig mange timer omkring det, som ikke er.
Det er sådan noget, der vokser i en med årene, fortæller han.
Engang kunne han da godt blive lidt småperpleks, når han trådte ind i en suite, eller få stjerner i øjnene, når han så antallet, hotellet var honoreret med. Nu er det langt mere beskedent.
- Hvis der bare er et brusebad og en seng og et tv, så skal jeg ikke have mere, siger han helt nøgternt.
- Jeg bruger alligevel ikke andet, ikke alt den luksus der.
Ingen ekstravagance kan opveje håndværket. Og Jesper Christensen har befundet sig på set, hvor hjem har føltes meget længere væk, end det reelt har været.
- Det tror jeg, alle har prøvet, konstaterer han.
- At man troede, det ville blive på en anden måde. At den instruktør, man syntes, var farverig og spændende, viste sig at være psykopat. Det er ikke noget vasketøj, man har lyst til at hænge frem. Men selvfølgelig tager man fejl og får sagt ja af grunde, som viste sig at være perifere. At alle egentlig bare er der for at få en check, og ingen ved, hvad det handler om.
- Men så er det dejligt at være hjemme hos sine børnebørn igen - og hos Natasha.
"Honey" er instrueret af Natasha Arthy, som i 2000 stod bag kameraet på børne- og ungdomsfilmen "Mirakel". En film, som den selektive skuespiller ville have ønsket, han selv havde haft en rolle i.
Men "Honey" er da også lidt af et mirakel.
En fortælling om at lytte til sin stemme, når forventninger og pres fra omverdenen ellers overdøver den.
- På den måde er det en film om noget, som alle voksne kender til. Og som alle børn kender til, lyder det fra Jesper Christensen.
- Om ikke at turde tage beslutninger, hvis de indebærer, at man skuffer andre. Men det er vi jo nødt til, alle sammen.
Ellers går vi itu.
"Honey" kan ses i biografer landet over.
/ritzau/
