Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 06/01/2024 - 10:58

Hizbollah affyrer raketter mod israelsk militærbase

Hizbollah siger, at bevægelsen har affyret raketter mod en israelsk militærbase efter drab på Hamas-medlem.

Mohamed Azakir/Reuters

Af: /ritzau/

Hizbollah-bevægelsen, der holder til i Libanon, siger lørdag, at den har affyret lige over 60 raketter mod en israelsk militærbase.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Meldingen kommer, efter at nummer to i Hamas-bevægelsens ledelse, Saleh al-Arouri, blev dræbt i et droneangreb i en forstad til Libanons hovedstad Beirut tidligere på ugen.

I lørdagens udtalelse siger bevægelsen, at den har ramt en central post på en højtplaceret bakketop. Posten bruger Israel - ifølge Hizbollah - til luftobservation og -kontrol. Det skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet er der lørdag morgen ingen meldinger om tilskadekomne.

Arouri var næstformand i den militante Hamas-bevægelses politbureau.

Derudover var han en af de stiftende medlemmer bag Hamas' væbnede gren, Ezzedine al-Qassam-brigaderne.

Israel har hverken be- eller afkræftet, hvorvidt landet står bag det angreb på al-Arouri, som Hamas og Hizbollah har beskyldt det israelske militær for at have udført. En amerikansk embedsmand har tidligere sagt til CNN, at det var Israel, der stod bag.

Lørdag siger Hizbollah, at bevægelsen har affyret 62 raketter af forskellig slags, og at angrebet er en del af modsvaret på drabet på Saleh al-Arouri.

Derudover har Hizbollah betegnet det som et "alvorligt angreb på Libanon" og en "farlig udvikling i krigsforløbet mellem fjenden og modstandsbevægelsen".

Samtidig siger det israelske militær lørdag morgen, at det har identificeret omkring 40 raketopsendelser fra libanesisk territorium.

Det tilføjer i en udtalelse, at israelske styrker har angrebet nogle af de personer, der var ansvarlige for dele af opsendelserne. Det skriver AFP.

De sydlige forstæder til Beirut er et område, hvor Hizbollah-bevægelsen står stærkt.

Hizbollah er allieret med Hamas i Gazastriben.

Det formodede israelske angreb på Al-Arouri nær den libanesiske hovedstad har skabt fornyet frygt for, at krigen mellem Israel og Hamas kan brede sig i Mellemøsten.

Hvis det bekræftes, at der var tale om et israelsk droneangreb, vil det være første gang siden 2006, at Israel angriber Beirut, har mediet Middle East Monitor tidligere skrevet.

/ritzau/

København, 06/01/2024 - 08:00

BLÅ BOG: Rasmus Botoft

* Rasmus Botoft er skuespiller, satiriker, vært og manuskriptforfatter.

* Han debuterede i ungdomsfilmen "Smukke dreng" i 1993.

* Han har haft roller i TV 2's populære serie "Badehotellet" samt filmene "Jagtsæson" fra 2019 og "Alle for fire" i 2022.

* Han blev uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1999. Det var også her, at han mødte sin kone, Lisbeth Wulff.

* Han står bag "Rytteriet" sammen med Martin Buch. Konceptet startede som radio på P2 og kom efterfølgende i tv. Det er desuden også blevet til flere liveshows.

Kilde: Ritzaus Bureau.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/01/2024 - 08:00

Rasmus Botoft: Der er noget meget befriende over at krakelere

Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Ingen må grine eller trække på smilebåndet i nyt underholdningsprogram. Det var en udfordring og vildt ubehageligt for skuespiller Rasmus Botoft.

Det er en vidunderlig følelse for Rasmus Botoft at stå på en scene og optræde med noget, der får mange mennesker til at grine samtidig.

- Jeg tror, at det er enormt vigtigt at grine sammen, siger han og tilføjer:

- Det er sundt rent fysiologisk og psykisk at kunne løsne op. Der er noget meget befriende over at krakelere.

Den 51-årige skuespiller og manuskriptforfatter har det som en ambition, at han skal grine hver dag.

Det blev også indfriet den dag, han fik tilbudt at være med i det nye underholdningsprogram "Lol: Den der ler sidst", som sendes på streamingtjenesten Prime Video.

- Jeg grinte højlydt, da jeg blev spurgt om det i telefonen. Det er simpelthen for dumt, siger han.

- Alligevel var der noget, der tændte mig, tilføjer han så.

I den første danske udgave af underholdningsprogrammet dyster ti entertainere mod hinanden om at holde masken. Foruden Rasmus Botoft kan man også opleve Martin Brygmann, Søs Egelind og Nikolaj Stokholm.

De skal få hinanden til at grine, uden at de selv trækker på smilebåndet.

En præmis, som skuespilleren kalder "sindssyg".

- Du står i et rum med ni sjove kolleger, hvor det handler om at få andre til at grine, og så må du ikke selv grine, siger Rasmus Botoft og fortsætter:

- Det er jo vildt ubehageligt, at man som kollega ikke må respondere på det, som andre laver, når det er sjovt.

Sofie Linde er vært på programmet, og hun kårer vinderen, som er den, der ler sidst. Den, der får basket de andre af banen, får lov til at donere pengepræmien til en velgørenhedsorganisation efter eget valg.

Rasmus Botoft, der har lavet både teater, tv og film, træder med sin deltagelse i programmet ind på uudforsket grund i realitygenren. Her trækker han på sine erfaringer fra den komik og satire, som han har lavet.

Skuespilleren slog for alvor igennem, da han sammen med kollegaen Martin Buch fik muligheden for at sende satireprogrammet "Rytteriet" hver søndag på DR's P2.

- Det var en helt vild fed tid, hvor vi bare skrev og skrev, fortæller Rasmus Botoft.

Selv om det tog lidt tid, før makkerparrets lyd gav genklang i danskernes ører, så endte programmet med at blive både til liveshows og tv.

"Rytteriet" blev også der, hvor Rasmus Botoft fik sit folkelige gennembrud, som han selv siger.

- Det tog mig lang tid at fatte, at jeg ligesom blev set som den sjove. Jeg var jo stadig mig, siger han.

Det er med stolthed, at han tænker på sit arbejde med satire. Men adspurgt, om det har påvirket hans karriere at være kendt som netop ham den sjove, svarer Rasmus Botoft, at han ikke helt har villet erkende det før nu.

- Jeg har fortrængt det lidt og sagt, at det ikke betyder noget - jeg tror, at det har betydet, at der er nogle, som ikke har turdet at bruge mig til noget alvorligt, siger han.

Da Rasmus Botoft blev uddannet skuespiller, lavede han fis på teateret, men det var med målet om at blive en "seriøs skuespiller".

Det har han også fået lov til at være, men for nogle er han nok mest "ham den sjove", forklarer skuespilleren selv.

- Jeg er blevet foreslået til noget, hvor instruktøren eller produktionen har sagt: "Argh, er det ikke lidt for sjovt?", fortæller Rasmus Botoft.

- Det er jeg egentlig lidt ked af, tilføjer han.

Det skal dog ikke opfattes sådan, at han ikke har fået lov til at vise sin mere alvorlige side frem, understreger Rasmus Botoft.

Skuespilleren har professionelt været hele paletten rundt. I 2023 spillede han med i tv-serien "En af drengene" og dramadokumentaren "Matadorerne", mens han på Det Kongelige Teater forende det alvorlige med det sjove i forestillingen "Ikke Noget Pis".

Med alvorlig mine skal Rasmus Botoft skabe grin hos både seere og deltagere, når "Lol: Den der ler sidst" får premiere den 29. december på streamingtjenesten Prime Video.

- Det udvikler sig rimelig vanvittigt, teaser han.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/01/2024 - 08:00

Undgå at blive fanget: Sådan spotter du en narcissist

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Er du offer for en narcissist, kan det være vanskeligt at finde sig selv igen. Spot dem derfor, inden du falder i kløerne på en.

Har du prøvet at få fejet benene godt og grundigt væk under dig af en hjertevarm charmør - men i takt med at forholdet skred frem, fik personen langsomt suget al opmærksomhed og energi over på sig selv?

Så har du muligvis været i kløerne på en narcissist.

Og det kan være ganske besværligt at gennemskue - især fordi der ikke er en klokkeklar tjekliste.

Det siger Susanne Møberg, som har arbejdet inden for børne- og voksenpsykiatrien i mange år og skrevet en række bøger om narcissister og mødet med dem.

- Narcissister er forskellige. Der er dem, der fører sig frem og skal have en masse opmærksomhed, men der er også dem, der virker halvgenerte og påtager sig en offerrolle for at tiltrække opmærksomhed, fortæller hun.

- Dog er der noget underliggende, som går igen, og som man kan genkende i forskellige former.

En narcissist har typisk en overdreven følelse af selvcentrering og har ofte ikke specielt meget ægte empati tilovers for andre.

Narcissister har narcissistiske personlighedstræk, men omvendt kan man også godt have narcissistiske personlighedstræk uden at være narcissist.

Ifølge Susanne Møberg er narcissister ofte nogle, der ikke altid forstår et nej. Derfor mærker mange, som er sammen med en narcissist, at de har svært ved at holde fast i sig selv, netop fordi personen ikke respekterer et nej.

- De kan sagtens ændre karakter i løbet af forholdet. Det starter i en stor forelskelsesfølelse, og du kan føle, at du bliver sat på en piedestal, og at du aldrig har oplevet noget lignende.

Du kan også prøve at lægge mærke til, hvordan vedkommende omtaler andre, påpeger Susanne Møberg.

- Der kan typisk være nogle kontroverser med ekskærester i fortiden, forhold til familie eller andet, hvor det for personen altid er de andre, der er årsagerne til problemet.

- Men pas på, for man kan altså også sagtens have gået igennem en grim skilsmisse uden at være narcissist, påpeger hun.

Mange narcissister er ligeglade med, om de får opmærksomhed gennem drama eller kærlighed. Og det, de siger, kan have en anden underliggende hensigt, fortæller Susanne Møberg.

- Det kan ikke gå hurtigt nok for en narcissist. De kan tale alt hurtigt op som det mest fantastiske i verden, og de vil også gerne meget hurtigt dele økonomi, flytte sammen eller måske have børn.

- Læg derfor også mærke til, om du reelt har muligheden for at sige nej i dit forhold, og sørg for at holde opmærksomheden på dig selv, selv om de forsøger at tage den væk.

Ifølge Susanne Møberg kan mødet med en narcissist have store konsekvenser for offeret.

- Man kan blive frustreret og utroligt forvirret, når man er i et forhold med en narcissist i længere tid. Alle kan falde for en - også stærke og selvsikre mennesker - der langsomt mister sig selv, forklarer hun.

- Det kan ende ud i, at man konstant har følelsen af at gå på æggeskaller for at holde den gode stemning, og at partneren hele tiden kræver ens opmærksomhed.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 05/01/2024 - 14:00

FAKTA: Stå på ski i skoven

* Det er tilladt at stå på ski i landets statsejede skove og naturområder. Det gælder også de steder, hvor der ikke er præpareret spor.

* I skoven må du stå på ski på veje, stier og ude i terrænet, mens du i klitområder som hovedregel må stå på ski på veje og stier.

* Du kan holde øje med, hvor der bliver lavet løjper lokalt ved at holde øje med Naturstyrelsens lokale enheders hjemmesider samt din lokale skiklubs hjemmeside.

Kilde: Naturstyrelsen.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek