Fra arbejdsværelset i huset i Rudkøbing på Langeland, hvor sangskriveren og musikeren Michael Falch bor sammen med sin hustru, kigger han fra det ene vindue ud over det smukke, bakkede landskab og fra det andet ned til kirkegården, hvor hans mor ligger begravet.
Det er her, han har skrevet sangene til albummet "Drømmene", der udkommer 25. oktober.
- Underbevidstheden opererer jo på mystisk vis. Jeg tror, at når man hele tiden kigger ud over de døde, så gør det døden til en lidt mere pågående realitet. Og dermed også blikket på livet, siger Michael Falch.
- Jeg er nok endelig - langt om længe - nået dertil, at jeg kan acceptere, at det ikke er alt, jeg kan nå i livet, og det er ikke alt, jeg skal nå eller er berettiget til eller kvalificeret til. Det er ikke alle oplevelser, jeg har adgang til. Og det er der meget fred i at acceptere, siger Michael Falch.
- Jeg er begyndt at ånde lettet op på nogle områder, også omkring hvor langt livet nu er. Hvis det skulle vise sig, at mit liv ikke var det længste i verden, så tror jeg nok, jeg vil kunne sige på mit dødsleje, at der ikke har manglet aktiviteter.
I skrivende stund er livet blevet mere end 38 år længere, end han selv havde troet.
At den 68-årige spillemand stadig står på scenen, er et under. For undervejs i livet har han bokset med både fysikken og psyken, i en sådan grad at han selv havde forsvoret, at han skulle nå at runde 30 år.
- Jeg var sikker på, at jeg ville brænde ud inden, ligesom det er sket for en del andre kunstnere. Der er jo en hel kongerække af navne, der ikke kunne klare mosten, siger Michael Falch og fortsætter:
- Det har sin pris at komme ind i det maskineri, som musikbranchen er. Hvor man meget let bliver forført.
Da han som kun 20-årig dannede rockbandet Malurt, åbnede der sig en verden, som en ung mand kun kunne drømme om. Men også en verden fyldt med fristelser, der i mange år gjorde det svært for ham at fungere uden stimulanser, og som til sidst sendte ham så langt ned i et alkoholmisbrug og en stresssygdom, at han troede, karrieren var slut.
Men siden han i 2006 gjorde comeback med albummet "Falder du nu", har han udgivet syv studiealbum, turneret Danmark tynd på næsten årlig basis - både i duoen KrebsFalch, med sin datter Mathilde Falch, som solist og på en allersidste turné med Malurt.
Han har skrevet flere bøger om sine erindringer, lanceret et velgørenhedsinitiativ og to festivaler og optrådt i blandt andet "Toppen af poppen" og "X Factor", ligesom at han snart kan ses i en større birolle i filmen "Madklubben 2".
Vejen tilbage har for ham været brolagt med et strikst program med daglig meditation for at holde det mentale fokus samt rygøvelser, der skal sikre, at den diskusprolaps, der sendte ham på hospitalet som 40-årig, ikke gør ham invalid.
- Alle siger jo til mig: "Hvordan fanden får du taget dig sammen til det?". Og det tror jeg simpelthen, er min allerstørste gave. For det er bare noget, jeg gør. Og det har jeg gjort i alle de år.
- Jeg skal ikke slås med mig selv hver dag. Det er mit kæmpe held i forhold til de drømme, jeg har: at stå på scenen. At kunne være der og bevæge mig. At kunne spille fodbold med mit oldboyshold og ikke mindst sammen med mit barnebarn. De drømme er åbenbart så stærke for mig, at jeg er villig til at yde alt det trælse, siger Michael Falch.
For nylig har han dog droppet sine løbeture - i 22 år har han ellers tre gange om ugen snøret løbeskoene.
Men den daglige træning hjemme i stuen og til fodbold holder han fast i.
- Jeg kan godt nogle gange tænke, når jeg lige er færdig med en turné, at nu er det slut med at springe rundt, og nu vil jeg bare æde kage. Men så begynder maven at vokse.
- Pludselig koster det - så får jeg ikke scoret et mål til træning eller til en kamp. Og det går jo ikke. Så nej. Jeg får sgu nok ikke lov af mig selv til at blive rigtig gammel og tyk, siger han og griner.
Det er der slet ikke tid til at blive lige nu. Til foråret spiller Michael Falch 32 koncerter, når han skal turnere med "Drømmene".
- Meget af min benzin er jo at være på scenen og mærke, hvordan de sange, jeg har skrevet gennem så mange år, får lov at bo hos andre mennesker og i andre hjem.
Egentlig kan han godt lide at være "on the road", også selv om det er hårdt og krævende med mange timer bag rattet, lydprøver og nætter væk hjemmefra.
- Jeg har jo den kæmpe fordel, at jeg ikke bruger stimulanser af nogen art. Det vil sige, at jeg ikke bliver smadret, som da jeg var yngre, hvor jeg brugte hele dage på at komme mig over tømmermænd.
- Jeg går ikke til fester og står i en krog på et diskotek og gør mig til. Når alt det er væk, er der pludselig rigtig meget tid. Så det at være i studiet og indspille med folk og optræde til koncerter er jo min fest.
Derfor har han heller ingen planer om at drosle ned lige foreløbig.
- Mange af mine jævnaldrende går på pension og spørger: "Hvad med dig?". Men det er jo et andet liv, jeg lever. Jeg skal ikke op klokken lort om morgenen og møde ind i en andens virksomhed.
- Alle mennesker kan ikke brænde så meget for deres lønarbejde, som jeg gør for mit. Det er et drømmeliv, siger han.
At det nye album således har fået titlen "Drømmene", er langtfra tilfældigt.
Mens hans seneste album, "Elsker", var en kærlighedserklæring til sin thailandske hustru, Kanjana, som han måtte så meget igennem for at få til Danmark og få lov at leve sit liv med, er "Drømmene" et mere realistisk blik på livet, som det har udfoldet sig for ham - og på det, der for ham gør det værd at leve.
- For mig har det altid været vigtigt at have drømme. At der har været en drøm, der kunne drive mig. Hvis ikke der var noget, jeg kunne se frem til og glæde mig til, så blev livet leverpostej for mig, fortæller han.
- Det er ikke nødvendigvis store, vilde ting. Det kan være, at jeg skal til fodboldtræning. Eller at der er landskamp på onsdag. Eller at min børnebørn kommer på lørdag. Eller måske skal min kone og jeg kysse i aften. Sådan nogle ting, der bare kan tænde en ild i hverdagen, og som kan gøre, at der bliver en drøm at stræbe imod.
Det har ellers ikke skortet på mængden af oplevelser, han har kunnet sætte hak ud for.
- I mit liv er der så mange ting, jeg ikke engang turde drømme om, der er gået i opfyldelse. Vilde, vilde ting - så blev der lige sunget med Bruce Springsteen. Så besøgte jeg ham i USA. Så spillede jeg fodbold med Laudrup-brødrene. Så lavede jeg film. Så skrev jeg bøger ...
- Altså, min sjæl, hvad vil du mere? Jeg kan godt nogle gange føle: "Behøver jeg virkelig at drømme om noget mere?". Men jeg tror, det er min drivkraft.
/ritzau/
