Brasilia, 09/01/2023 - 10:51
Forsker: Stormløb viser den anspændte situation i Brasilien
Det er ikke overraskende, at vrede tilhængere af Jair Bolsonaro stormede Brasiliens kongres ifølge forsker.
Af: /ritzau/
Siden præsidentvalget i Brasilien har der været protester over valgnederlaget til den tidligere præsident Jair Bolsonaro.
Derfor overrasker det heller ikke seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) Marie Kolling, at det søndag kulminerede i et stormløb på landets parlament, højesteret og præsidentpalads.
Men det er overraskende, at det først kommer nu, mener hun.
- Der har været en meget stor forventning om, at det ville ske lige efter, at valgresultatet stod klart, og det var tydeligt, at Bolsonaro tabte valget, siger Marie Kolling.
Ifølge Marie Kolling er det store spørgsmål mandag derfor, hvordan det kunne ske. For de brasilianske myndigheder var forberedte.
- Der var demonstrationer søndag i hovedstaden, og i løbet af weekenden var der kommet flere og flere demonstranter til. Så der var urobetjente i gaderne, fordi der var varslet demonstrationer, siger hun.
Men det var forløbet relativt fredeligt ind til stormløbet søndag.
Hun mener, at der er en enormt anspændt stemning i Brasilien. Den har været der i flere år, men tog især til under valgkampen.
Marie Kolling siger, at spændingerne er taget til siden valget i oktober.
For hvor en del af brasilianerne har opfattet valgsejren til præsident Lula da Silva som et tegn på, at man kan komme videre, er især Jair Bolsonaros tilhængere utilfredse med valget.
For dem vil ondt kun være blevet værre, mener hun.
Som Marie Kolling forstår det, er søndagens demonstranter, som indledte stormløbet, en del af et mindretal af Bolsonaro-tilhængere. De er en del af den radikaliserede højrefløj, mener hun.
- Men den her fortælling, som de er bannerførere for, om at valget er blevet stjålet, og Lula (da Silva red.) ikke er Brasiliens legitime præsident, den deler de med rigtig mange Bolsonaro-tilhængere, siger hun.
Det er svært at sige, hvad søndagens stormløb kommer til at betyde for Brasilien og splittelsen i landet.
Det kommer an på, hvilket svar på demonstrationerne og urolighederne, der kommer fra myndighederne, lyder det fra Marie Kolling.
/ritzau/