Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aalborg, 01/05/2023 - 10:58

Formodet butikstyv trak køkkenkniv over for Fakta-butikschef

Kæden Fakta er tiltalt for brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med sag om formodet butikstyv i Aalborg.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Supermarkedskæden Fakta er tiltalt for at have overtrådt arbejdsmiljøloven ved ikke at have oplært en butikschef godt nok, inden den pågældende chef konfronterede en butikstyv.

Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Fakta har ikke sørget for "tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion, så arbejdet med at konfrontere butikstyve i Fakta-butikken kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt", mener anklagemyndigheden.

I anklageskriftet står, at butikschefen i en Fakta-butik i Aalborg den 20. september 2021 rejste sig fra kasseområdet for at konfrontere en formodet butikstyv.

Få meter uden for indgangen blev chefen konfronteret med den formodede tyv, der var stoppet op og havde trukket en 30 centimeter lang køkkenkniv frem fra tasken.

Det nåede dog ikke at udvikle sig voldeligt, da den formodede tyv fumlede med kniven og tabte den.

Den formodede tyv rakte ud efter våbnet, men butikschefen nåede ifølge anklageskriftet at træde på kniven og sige: "Stop, du tager ikke den kniv" eller lignende, hvorefter den formodede tyv gik fra stedet, og butikschefen alarmerede politiet.

Risikoen for arbejdsrelateret vold i arbejdet var ikke blevet tilstrækkeligt forebygget fra Faktas side, mener anklagemyndigheden, der ønsker Fakta idømt en bøde på 109.200 kroner i sagen.

Foruden arbejdsmiljøloven er supermarkedskæden tiltalt for at have brudt en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø.

Fakta A/S er tidligere straffet for en grov overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, står der i anklageskriftet.

Det fremgår ikke, hvordan Fakta forholder sig til tiltalen.

Sagen behandles ved Retten i Aalborg den 11. maj.

/ritzau/

København, 01/05/2023 - 05:30

Mø tager revanche i Tivoli efter coronaafbud

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Sangerinden Mø kan opleves ved Fredagsrock i Tivoli 5. maj. Hun måtte aflyse sidste år på grund af corona.

Den danske sangerinde Mø tager fredag revanche i Tivoli, når hun spiller ved Fredagsrock.

Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

Det var også planen, at hun skulle have givet Fredagsrock-koncert i august sidste år, men sangerinden var nødsaget til at aflyse, da hun var blevet ramt af covid-19.

- Jeg er utrolig glad for at skulle spille til Fredagsrock i Tivoli, så jeg kan tage revanche for sidste års corona-aflysning!

- Dette bliver mit første show i år, og jeg glæder mig helt vildt til at skyde sæsonen og sommeren i gang på Plænen!, siger den 34-årige sangerinde i pressemeddelelsen.

Hun er kendt for sange som "Final Song" samt "Kamikaze" og har også lavet musik med blandt andre verdensberømte Justin Bieber.

5. maj kan publikummet på Plænen i Tivoli også opleve dj, producer og sanger Ashibah.

- Mø er en af de mest ikoniske danske artister, ikke mindst på grund af de store koncertoplevelser hun giver sit publikum, siger Thor Feilberg, chef for Musik og Underholdning i Tivoli, og fortsætter:

- Fuldt nærvær, energi og store sceneshows, og parret med Ashibah, en af dansk elektronisk musiks mest fremtrædende nye talenter, der i den grad har vist, at dj's kan komme ud over scenekanten, er der lagt i ovnen til en stor aften på Plænen i Tivoli.

Mø og Ashibah er et par af de 31 kunstnere og bands, der i år optræder ved Fredagsrock.

Jada, Jonah Blacksmith, Swan Lee og Oh Land er også blandt navnene, der skal give koncert.

22. september slutter Fredagsrock med Tobias Rahim.

Fredag indtager Mø Plænen klokken 22. Fredagsrock er gratis, når entréen til Tivoli er betalt, oplyser haven.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/04/2023 - 18:06

Christopher og Cecilie i ekstase: Forældre for anden gang

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Popstjernen Christopher og hans hustru, modellen Cecilie Haugaard, er blevet forældre til lille Isabelle. Parret har i forevejen datteren Noelle.

Et lille nyt stjerneskud er kommet til verden.

Popsangeren Christopher og modellen Cecilie Haugaard er blevet forældre igen.

Det annoncerer den nybagte far på Instagram.

- Endnu en prinsesse er tilføjet til samlingen og endnu en masterclass i, hvordan man føder af min wonder woman, skriver Christopher på engelsk.

- Velkommen til familien Isabelle, du kom til det rette sted.

Det var også på det sociale medie, at Christopher og Cecilie Haugaard afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse tilbage i november.

Her spurgte de deres toårige datter, Noelle, hvad der var inde i mors mave.

- Baby, svarede Noelle til stor begejstring for Christopher og Cecilie Haugaard, der trak op i sweateren, så man kunne se den spirende babybule.

Den 31-årige sanger og den 32-årige model giftede sig i sommeren 2019 efter fem års forhold.

Ifølge de to var der en vild kemi, første gang de mødte hinanden. Det skete på Spot Festival tilbage i 2014, fortalte de efterfølgende i et interview med Eurowoman.

I februar 2021 blev duoen til en lille trio, da Noelle kom til verden, og Christopher dedikerede nummeret "Fall So Hard" til datteren.

- Som jeg synger: "Everything I thought was about me, was always about you".

- Det er følelsen af, at det er derfor, jeg har arbejdet så hårdt, og at det er nu, hun skal komme til verden. Det er for, at jeg kan give hende det her liv, sagde han dengang til Ritzau.

Det var et længe ventet ønskebarn, der kom til verden.

- Man ved ikke, hvad der rammer en, før man står med den lille trold i armene Det er verdens heldigste at have Cecilie som mor. Og så må man jo derfra gøre det så godt, som man overhovedet kan. Jeg har i hvert fald intentionen om at vinde prisen for årets far også, jublede Christopher.

Nu er familien så blevet til en kvartet med fødslen af den lille ny.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 01/05/2023 - 10:00

FAKTA: Husk de andre sanser

INDHOLD [Antal enheder : 2551]

* En sansehave rummer mere end duft. Tænk også i lyd, berøring, smag, lys og skygge.

* Prydgræsser kan for eksempel skabe en rislende lyd. Det samme kan vand.

* Skru op for fuglekvidderen ved at anlægge buske og krat, som fuglene godt kan lide at være i.

* Plant spiselige sager som skovjordbær, hindbær og krydderurter.

Kilder: havedesigner Marie Uth og havefaglig rådgiver hos Haveselskabet Louise Møller.

/ritzau - fokus/

Læs Mere >>

, 01/05/2023 - 10:00

Disse planter fylder din have med dufte

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Lad dine grønne fingre følge næsen, og fyld din have med et velduftende flor af buske, urter og blomster.

Drømmer du om en have, der ikke kun er en fryd for øjet, men også er en fest for næseborene?

Så skal du netop bruge næsen som din trofaste guide.

- Nogle dufte er meget kraftige og kan være ubehagelige for nogle. Derfor skal du gå efter din egen lugtesans og finde ud af, hvad du selv synes, der dufter godt, siger Louise Møller, som er havefaglig rådgiver hos foreningen Haveselskabet.

Men derfra er det bare om at være kreativ, lyder det fra selvstændig havedesigner Marie Uth, der driver siden naturlighavedesign.dk.

- For at skabe sanselighed i haven så lang tid om året som muligt er det vigtigt at have flere forskellige duftende planter i haven, fortæller hun og fortsætter:

- Sanselighed er noget, der betyder rigtig meget for mig. Det er det, der gør det dejligt at være ude i haven. De sanselige oplevelser gør, at du fornemmer naturen, og det giver ro og glæde i hverdagen.

Selv holder Marie Uth af den løvfældende rododendron azalea. Den blomstrer sidst i maj og spreder en stærk og sød aroma omkring sig.

Derudover foreslår hun busken hyld, urten liljekonval og dens elegante navnesøster liljen.

Liljer fås i et væld af varianter. Du kan for eksempel forsøge dig med turbanlilje eller orientalsk lilje.

- De fleste kender liljeduften. Den er meget parfumeret og virkelig en, som du lægger mærke til, siger Marie Uth.

En anden plante, der går lige i næsen, er den slyngende og klatrende lian kaprifolie. Den gør sig dog mest bemærket med sin duft, når solen er gået ned.

- Mange duftende planter dufter bedst om aftenen, fordi de gerne vil tiltrække natsommerfugle.

- Derfor giver det god mening at plante dem ved terrassen, hvor du opholder dig om aftenen, så du kan sidde der og nyde dem, anbefaler havedesigneren.

Du kan fortsætte med at lade din lugtesans lede dine grønne fingre ved at plante krydderurter, lavendler og roser, foreslår Louise Møller, der er havefaglig rådgiver i Haveselskabet.

- Roser dufter meget forskelligt. Nogle er lette i det, mens andre har en mere kraftig og parfumeret duft, som godt kan være for voldsom for nogle, siger hun og fortsætter:

- Det er som sagt meget personligt, hvordan man har det med dufte, og derfor må du tage på planteskolen og prøve at lugte dig frem til, hvilke roser du bedst kan lide.

Nogle sorter af den løvfældende, blomstrende busk uægte jasmin, som også kaldes vellugtende pibeved, dufter også, fortæller hun.

- Der findes en, der hedder sort phico. Den har sådan en mild jasminduft, som er behagelig for de fleste uden at være for kraftig, siger Louise Møller.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv