Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/04/2023 - 10:37

Forbund og klubber kan ende i strid op til kvinde-VM

Klubsammenslutningen ECA ønsker ikke at frigive spillerne til VM før minimumsfristen ti dage før slutrunden.

Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

De nationale fodboldforbund og Europas fodboldklubber står muligvis over for konflikt forud for sommerens VM-slutrunde for kvinder.

Reglerne fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) dikterer, at klubberne skal frigive spillerne senest ti dage inden VM-slutrunden, men ofte kan landsholdene få spillerne ind lidt før, hvis ikke der er klubkampe.

Det bliver der dog ikke mulighed for til sommer, lyder meldingen fra sammenslutningen af europæiske fodboldklubber, ECA, skriver norske NTB.

Ifølge ECA trænger spillerne til maksimal hvile efter en lang sæson.

- Det her handler ikke om økonomi, men om spillernes helbred, siger Claire Bloomfield fra ECA ifølge NTB.

Ifølge hende vil ECA stå stærkt på sin ret i sagen.

Flere landshold har dog satset på at kunne få spillerne et par uger før VM, blandt andet fordi slutrunden afvikles i Australien og New Zealand, så mange også skal bruge tid på at vænne sig til tidsforskellen.

En del ønsker også at have en træningssamling på hjemlig grund inden afrejse til VM. Det kan blive svært at nå med kun ti dage.

VM spilles fra 20.- juli til 20. august. Danmark er i gruppe med England, Haiti og Kina. De danske kvinder åbner VM 22. juli mod sidstnævnte.

/ritzau/

København, 29/04/2023 - 08:00

Søren Østergaard: Man må aldrig blive fedtet

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I underholdningsbranchen skal man ikke tænke på penge, mens man laver det, for så ville man aldrig gøre det, siger Zirkus Nemo-stjernen Søren Østergaard.

I slutningen af april kysser Søren Østergaard sin hustru på gensyn, forlader kongens København og vender først tilbage igen, når forår er blevet til efterår.

Med undtagelse af to gange annus horribilis i 2020 og 2021, da coronapandemien lammede kulturlivet, og et par enkelte afstikkere har Søren Østergaard siden 1999 slået Zirkus Nemo op.

År efter år er ambitionen at overgå sig selv.

- Jeg må erkende, at folk kommer for at se mig, og derfor skal de også få noget for pengene, lyder det fra Søren Østergaard.

Så i år byder Zirkus Nemo på et gensyn med et væld af kendte karakterer: Målermanden, Marianne, Bager Jørgen, Kim Tim og Smadremanden - bare for at nævne et udpluk - tager en tur i manegen i årets show, "Zirkus Nemo Classic".

Mellem de mange sceneskift underholder akrobater og artister, og til sidst kulminerer forestillingen med en storslået finale, teaser Søren Østergaard.

- Man må aldrig blive fedtet. Man må aldrig blive nærig. Man må aldrig stoppe op og sige: "Nej, det har vi sgu ikke råd til". Vi har ikke råd til at lade være med at lave gode idéer, siger han og tilføjer:

- I denne her branche skal man ikke tænke på penge, mens man laver det, for så ville man aldrig gøre det.

Det var også grunden til, at Flemming Jensen ikke turde kaste sig ud i den idé, der ulmede i Søren Østergaard i slutningen af 90'erne.

Duoen rejste rundt med det cirkusinspirerede show, "Østergaard og Jensens Store Hundeshow". Men da de takkede ja til at optræde i Tyskland, endte de som grædende klovne med en milliongæld hver.

- Det var skidesjovt, og vi fik fantastiske anmeldelser! Men der kom for få mennesker, og vi havde brugt alt for mange penge... Men jeg vidste, vi havde ramt et eller andet, fortæller Søren Østergaard.

Han kom hjem uden en krone på lommen, bogstaveligt talt, men heldigvis havde han nogle job på teatret i sigte. Så ringede Cirkusrevyen og spurgte, om han ville tage endnu en sæson i Teltet på Bakken. Og så blev han tilbudt at lave en reklame for Volkswagen. Sådan noget klinger godt på kistebunden.

- Den dag, jeg havde betalt den sidste rate af gælden, bestilte jeg et telt. Så ringede jeg til min kone, og hun sagde bare: "Det har du ikke", siger Søren Østergaard med tryk på ordet har.

- Så ringede jeg til Flemming og spurgte, om han ville være med. "Neeej!", skreg han.

- Jeg tænkte: "Nu er jeg på den igen - hvad skal jeg gøre?". Men så mødte jeg Anders Lund Madsen, og så startede vi Zirkus Nemo sammen.

Der ér nemlig et publikum i sammensuriet mellem revy, cirkus og satire. Det fornemmede Søren Østergaard med det samme.

- Jeg har aldrig været i tvivl. Det er jeg stadig ikke. Men man må aldrig lave regnestykket. Hvis man laver et startbudget og -kalkule over, hvordan det skal gå, så skal man holde op. For det vil aldrig lykkes. Men det har givet mig mange glæder igennem 24 år, siger han og fortsætter:

- Når jeg sidder op i min vogn om aftenen og ser Zirkus Nemo-skiltet blinke, så er jeg sgu stolt. Det er mit, og jeg har fandeme bygget det op fra ingenting. Jeg har skabt en forretning, som endda tager rundt i landet uden en krone i støtte.

Næste sommer kan Søren Østergaard markere Zirkus Nemos sølvjubilæum.

Det er 25 år siden, at første forestilling fandt sted.

Søren Østergaard håber, at Zirkus Nemo om fem år kan fejre 30-års jubilæum, 40-års jubilæum i 2034, guldjubilæum 2044 og så fremdeles. Men det bliver formentligt ikke med ham som zirkusdirektør.

- Jeg kan jo ikke blive ved med at lave det. Det hverken kan eller vil jeg, siger Søren Østergaard og fortsætter:

- Jeg vil gerne lave det et par år endnu eller noget. Men jeg vil gerne trappe lidt ned. Jeg bliver også ældre, som man siger. Og det er et hårdt halvt år. Jeg kan godt mærke nu, at det slider lidt i leddene.

Søren Østergaard var 41 år, da den allerførste Zirkus Nemo-forestilling havde premiere. Den 11. maj i år - samme dag, som Zirkus Nemo underholder i Haderslev - fylder han 66 år.

- Jeg vil gerne ende der, hvor jeg står og siger "godaften", når folk kommer, og så går jeg over i min vogn, får en dry martini, en god salat til aftensmad og et godt glas rødvin til, og så går jeg over og siger "tak for i aften", når folk går igen.

Gennem årene har Søren Østergaard foruden journalist og tv-vært Anders Lund Madsen været akkompagneret af blandt andre skuespillerinden Louise Mieritz, entertaineren Peter Frödin og musiker og skuespiller Tom McEwan.

I år er han ene mand i manegen foruden alle de akrobater og artisterne, der underholder mellem monologerne. For publikum forbinder Zirkus Nemo med Søren Østergaard. Derfor kan det være svært at forestille sig et Zirkus Nemo uden. Men han har et par arvtagere i tankerne.

- Hvis jeg sætter det til salg, ligger folk nok ikke i soveposer for at købe et cirkus. Det vil være sjovere, som en engang sagde til mig, at der står Zirkus Nemo et sted om 50 år, siger Søren Østergaard og fortsætter:

- Det synes jeg, var en mærkelig, tiltalende idé, at når jeg engang er død og borte, at der stadig er noget, der hedder Zirkus Nemo, som måske er noget helt andet, end jeg nogensinde har drømt om, og at der er en, der bor i ham den gamles vogn.

Fakta: Hæderkronede Søren Østergaard

* Han er Ridder af Dannebrogordenen. I øvrigt er dronning Margrethe en hyppig gæst til Zirkus Nemo.

* Han fik både Robert-pris og en Bodil-statuette for sin hovedrolle i dramaet "Kærlighedens smerte" fra 1993.

* Han er uddannet fra Statens Teaterskole, men arbejder ikke længere som skuespiller. Zirkus Nemo er et fuldtidsjob året rundt.

/ritzau/

Læs Mere >>

Stockholm, 28/04/2023 - 21:41

Skuespillerinden Stina Rautelin fra Beck-filmene er død - 59 år

Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

Stina Rautelins dødsårsag er ikke meldt ud. Hun medvirkede i 15 Beck-film som kriminalbetjent Lena Klingström.

Den finsk-svenske skuespillerinde, Stina Rautelin, er død i en alder af 59 år.

Det skriver Svenska Teatern i Helsinki, Finland, i et Facebook-opslag. Her var hun ansat fra 1987 til 1995.

- Vi har mange gode minder om vennen, kollegaen og den alsidige skuespiller, lyder det fra det svensksproget teater.

Stina Rautelin er særligt kendt for sin rolle som kriminalbetjenten Lena Klingström i den svenske filmserie "Beck".

Her medvirkede hun i 15 af filmene.

Hun fik sin skuespillerdebut allerede som barn, da hun medvirkede i tv-serien "Bergströms".

Stina Rautelin har også spillet med i serierne "Solsidan" og "Fallet". Derudover er hun kendt for sin rolle som Andrea Melin i dramaserien "Rederiet".

Skuespillerindens dødsårsag fremgår ikke af Facebook-opslaget.

Ifølge norsk TV 2 blev hun i 2021 ansat ved et teater i Stockholm.

Desuden har hun studeret i New York samt læst på Teaterhøjskolen i Helsinki.

Peter Haber, som spillede hovedpersonen Martin Beck i "Beck"-filmene, har reageret på Stina Rautelins dødsfald.

Til Expressen siger han, at han er i chok, og at hun døde alt for tidligt.

- Hun var en kær og tæt kollega. En fantastisk, talentfuld skuespillerinde. Jeg synes, det er et stort tab, fortæller han til det svenske medie.

Samtidig siger Peter Haber, at han kun har positive minder om Stina Rautelin.

- Hun var meget sjov at have med at gøre. En stabil kraft at støtte sig til.

Også en anden "Beck"-skuespiller er afgået ved døden i april.

Ingvar Hirdwall, som spillede Martin Becks nabo, døde tidligere på måneden i en alder af 88 år.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 29/04/2023 - 08:00

FAKTA: Pas på panden

* Undgå at overophede din stegepande. Hvis du har en pande med en non-stick belægning, kan den blive brændt af og miste sin non-stick.

* Giv ikke panden en tur under den kolde hane, mens den stadig er varm. Det kan resultere i, at panden bliver skæv.

* Undgå at bruge skarpe redskaber som spatel, gaffel eller ske i stål. Brug i stedet køkkenredskaber af træ eller kunststof.

* Madrester skal ikke blive i panden. Syren i maden kan skade pandens belægning.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 29/04/2023 - 08:00

Få dine gamle gryder og pander til at skinne igen

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Fedt, sod og sukker. Det kan være svært at komme den mørke belægning på gryder og pander til livs, men her får du nogle gode råd til rengøringen.

Pander og gryder med noget tid på bagen kan have et lag brunt eller nærmest sort smuds på bunden og siderne.

Det kan være drønirriterende, og hvis du har prøvet at skrubbe det af, vil du vide, at det kan være særdeles genstridigt at få bugt med.

Og det er der en god forklaring på.

- De her mørke belægninger er typisk en kombination af overophedning af gryden eller panden og madrester, olie og fedt, forklarer Louise Grønhøj, der er rengøringsekspert og stifter af BasicClean.dk.

Hvis du gerne vil komme snavset til livs, har Anne Grete Rasmussen, der er Bolius' rengøringsekspert og indehaver af hjemmesiden Fru Grøn, et godt råd.

Hun anbefaler, at du bruger brun sæbe.

- Brun sæbe er meget basisk, så det kan opløse fastbrændt fedt, smuds og sukker, siger hun.

Det er dog vigtigt, at man bruger fast brun sæbe, da den er mere basisk end flydende. Dermed er den også bedre til at opløse smudset, påpeger hun.

Sæben skal smøres ud på panden eller grydens bund i et lag på et par millimeter.

- Læg den i en plastikpose og lad den stå til næste dag. Det er vigtigt, at sæben får tid til at virke, siger hun.

Hvis det står rigtig slemt til, kan du også give bunden et lille skvæt salmiakspiritus, lyder rådet.

Brun sæbe og i særdeleshed salmiakspiritus er dog kraftige rengøringsmidler, som du skal håndtere med respekt.

- Når du bruger brun sæbe, er det rigtig vigtigt at bruge handsker, og hvis du bruger salmiakspiritus, så skal du gøre det udenfor. Det er nemlig usundt at indånde, siger Anne Grete Rasmussen.

Også Louise Grønhøj mener, at basiske rengøringsmidler som brun sæbe og ovnrenser er perfekte til at fjerne fastbrændt fedt og sod.

Hun påpeger dog, at du skal gå forsigtigt til værks, hvis dine pander og gryder er af støbejern eller har en non-stick belægning.

- Materialet tåler ikke ret mange rengøringsmidler eller kemikaliebearbejdning, siger hun.

Bruger du brun sæbe er det derfor vigtigt, at det kun berører bunden eller siderne af panden og altså ikke kommer i kontakt med pandens overflade.

Hvis du vil gå den forsigtige vej, foreslår Louise Grønhøj, at du i første omgang nøjes med lidt brun sæbe eller ovnrens og skrubber det på bunden af gryden eller panden.

- Det kan godt være, at man ikke får hele belægningen af, men så må du give det en behandling til, siger hun.

Er din pande eller gryde i rustfrit stål, behøver du dog ikke være lige så forsigtig. De kan tåle stort set alle rengøringsmidler, forklarer Louise Grønhøj.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv