29/04/2023 - 08:00
Få dine gamle gryder og pander til at skinne igen
Fedt, sod og sukker. Det kan være svært at komme den mørke belægning på gryder og pander til livs, men her får du nogle gode råd til rengøringen.
Af: Af Mads Ingemann Abbes, Ritzau Fokus
Pander og gryder med noget tid på bagen kan have et lag brunt eller nærmest sort smuds på bunden og siderne.
Det kan være drønirriterende, og hvis du har prøvet at skrubbe det af, vil du vide, at det kan være særdeles genstridigt at få bugt med.
Og det er der en god forklaring på.
- De her mørke belægninger er typisk en kombination af overophedning af gryden eller panden og madrester, olie og fedt, forklarer Louise Grønhøj, der er rengøringsekspert og stifter af BasicClean.dk.
Hvis du gerne vil komme snavset til livs, har Anne Grete Rasmussen, der er Bolius' rengøringsekspert og indehaver af hjemmesiden Fru Grøn, et godt råd.
Hun anbefaler, at du bruger brun sæbe.
- Brun sæbe er meget basisk, så det kan opløse fastbrændt fedt, smuds og sukker, siger hun.
Det er dog vigtigt, at man bruger fast brun sæbe, da den er mere basisk end flydende. Dermed er den også bedre til at opløse smudset, påpeger hun.
Sæben skal smøres ud på panden eller grydens bund i et lag på et par millimeter.
- Læg den i en plastikpose og lad den stå til næste dag. Det er vigtigt, at sæben får tid til at virke, siger hun.
Hvis det står rigtig slemt til, kan du også give bunden et lille skvæt salmiakspiritus, lyder rådet.
Brun sæbe og i særdeleshed salmiakspiritus er dog kraftige rengøringsmidler, som du skal håndtere med respekt.
- Når du bruger brun sæbe, er det rigtig vigtigt at bruge handsker, og hvis du bruger salmiakspiritus, så skal du gøre det udenfor. Det er nemlig usundt at indånde, siger Anne Grete Rasmussen.
Også Louise Grønhøj mener, at basiske rengøringsmidler som brun sæbe og ovnrenser er perfekte til at fjerne fastbrændt fedt og sod.
Hun påpeger dog, at du skal gå forsigtigt til værks, hvis dine pander og gryder er af støbejern eller har en non-stick belægning.
- Materialet tåler ikke ret mange rengøringsmidler eller kemikaliebearbejdning, siger hun.
Bruger du brun sæbe er det derfor vigtigt, at det kun berører bunden eller siderne af panden og altså ikke kommer i kontakt med pandens overflade.
Hvis du vil gå den forsigtige vej, foreslår Louise Grønhøj, at du i første omgang nøjes med lidt brun sæbe eller ovnrens og skrubber det på bunden af gryden eller panden.
- Det kan godt være, at man ikke får hele belægningen af, men så må du give det en behandling til, siger hun.
Er din pande eller gryde i rustfrit stål, behøver du dog ikke være lige så forsigtig. De kan tåle stort set alle rengøringsmidler, forklarer Louise Grønhøj.
/ritzau fokus/