København, 09/01/2024 - 10:56
Eksil-iranere i Ringsted findes skyldige i at støtte bombeangreb i Iran
Tre mænd har spioneret for Saudi-Arabien og overtrådt terrorparagraffer. Men i landsretten er der uenighed.
Af: /ritzau/
Tre eksiliranere, der boede i Ringsted, findes af Østre Landsret tirsdag skyldige i at støtte blodige angreb mod det iranske styre. De har overtrådt terrorparagraffer i dansk lov.
De tre mænd fra bevægelsen ASMLA har i flere år bakket op om to grupper, der bruger bomber og angriber især militære mål i Iran.
Dette er i strid med straffelovens bestemmelser om at fremme virksomheden for en gruppe, der begår terrorhandlinger, mener et flertal i landsretten.
I det store og hele er landsretten enig med den afgørelse, som Retten i Roskilde nåede frem til i februar sidste år, oplyser retsformanden.
To eller tre af de i alt ni lægdommere, der har været med til at afgøre sagen, har villet frifinde de tiltalte, når det gælder støtte til blodige angreb på iransk jord.
Men flertallet har stemt for at kende de tiltalte skyldige ligesom de tre juridiske dommere.
Også i byretten stemte et mindretal for frifindelse for støtte til terror.
De slog på, at angrebene i Iran dels var et forsøg på at opnå selvstændighed for araberne i Ahwaz-området i den sydvestlige del af Iran og dels et led i kampen for at opnå bedre forhold for det baluchiske mindretal i den østlige del af Iran. Midlerne var legitime, mente mindretallet.
Støtten skete for eksempel ved at promovere angreb. Der var også møder med saudiarabiske embedsmænd for at få støtte til ASMLA's væbnede del.
I øvrigt dømmes de tre mænd for i en årrække at have spioneret for en saudiarabisk efterretningstjeneste på dansk jord.
Kendelsen i sagen gennemgås dog ikke i detaljer. Næsten hele sagen har været ført bag lukkede døre.
En af de dømte er 53 år. Han var med til at stifte ASMLA og kom til Danmark i 2006. Den iranske efterretningstjeneste planlagde at likvidere ham i Ringsted i 2018. En mand er dømt for at medvirke til en forberedelse af drabet ved blandt andet at optage fotos i Ringsted.
Netop på grund af truslen har den 53-årige Habib Yabor Kabi været under beskyttelse af PET.
Men PET begyndte at interessere sig for hans aktiviteter, da der i en sag om offentlig billigelse af et angreb på en militærparade i Ahwaz blev fundet et usb-stik. Her lå oplysninger, som i vidt omfang førte til tiltalen om spionage og støtte til terror.
Hvilken straf, de tre mænd skal idømmes, afgøres senere.
/ritzau/