Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Samarkland, 04/04/2025 - 10:48

EU vil øge indflydelse i Centralasien med råstofaftale

Konkurrence fra Rusland og Kina gør, at EU-Kommissionens vil prioritere at styrke bånd til Centralasien.

Ministry Of Foreign Affairs Of U/Reuters

Af: /ritzau/

EU og fem centralasiatiske lande blev fredag enige om at styrke samarbejdet om at udvinde kritiske råstoffer.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde efter et topmøde mellem EU og fem centralasiatiske lande i Usbekistan fredag.

EU ønsker at øge indflydelsen og styrke båndene med Centralasien i lyset af konkurrence fra Rusland og Kina.

- I disse usikre tider står Europa for åbenhed og engagement. For Europa er Centralasien en foretrukken partner, siger Ursula von der Leyen.

Det var statsledere fra Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Turkmenistan og Tadsjikistan, der deltog i topmødet, som var det første af sin slags.

I sin tale siger von der Leyen, at Centralasien har adgang til en stor del af planetens kritiske råstoffer.

Det er blandt andet 40 procent af reserverne af grundstoffet mangan og 30 procent af reserverne af grundstoffet krom. Derudover har Centralasien adgang til reserver af titanium, grafit og sjældne jordarter.

- Disse mineraler er afgørende for den globale grønne omstilling. Og mens andre aktører kun er interesseret i at udvinde og udnytte dine ressourcer, er Europas tilbud anderledes, siger von der Leyen.

/ritzau/

Skanderborg, 04/04/2025 - 10:23

Anne Linnet og Tessa venter på årets Smukfest

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Smukfest har også tilføjet Mø, August Høyen og dj'en Faustix på årets musikplakat. Flere tilføjelser venter.

Smukfest blander nostalgiske musiknavne med nye hitmagere i de 17 nye tilføjelser til årets festivalplakat.

71-årige Anne Linnet og 27-årige Tessa er blandt de seneste tilføjelser til den østjyske musikfestival.

Det skriver Smukfest i en pressemeddelelse.

Dermed har festivalen i Skanderborgs bøgeskov præsenteret mere end 90 navne til årets musikprogram.

Blandt de nyeste tilføjelser finder man også sangerne Mø, August Høyen og dj'en Faustix.

Det samme er unge musiknavne som Mille og Bifald samt rutinerede artister som Cut'n'Move og Humleridderne.

Festivalens musikchef, Mikkel Xavier, mener, at præsentationen understreger, at Smukfest er "den mest alsidige festival for dansk musik".

- I dag har vi Mille og Bifald som repræsentanter for det nye, og Cut'n'Move og Humleridderne, som vi nostalgisk kan slippe håndbremsen på dansegulvet sammen med.

- Kraftfulde sangskrivere som Soleima og August Høyen, kæmpe power med Tessa, og listen er endnu længere, siger musikchefen.

Til sommerens festival har Smukfest allerede præsenteret den canadiske popsanger Shawn Mendes og rapperen Will Smith.

Den amerikanske rapper 50 Cent blev ligeledes præsenteret på sommerens plakat i november.

50 Cent står bag numre som "In Da Club", "Candy Shop" og "Window Shopper".

Festivalen i Skanderborg har fortsat flere musikpræsentationer til gode.

Først når programmet indeholder 160 musiknavne, er programmet komplet.

Smukfest afholdes i Bøgeskoven fra 3. til 10. august 2025. Festivalen har omkring 60.000 daglige gæster.

Det gør den til en af landets største festivaler.

/ritzau/

Læs Mere >>

Odense, 04/04/2025 - 07:00

Pladekontrakt i sigte: Sådan bliver X Factor-finalen

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Årets X Factor-finalister skal traditionen tro synge duet med etablerede kunstnere. Blandt andre Andreas Odbjerg, som selv har stillet op i programmet.

Oh Lands unge artist, Leslie, Simon Kvamms gruppe, 9000 Håb, og Thomas Blachmans unge solist, Svend, er tre sange væk fra at vinde en pladekontrakt.

Fredag aften finder årets X Factor-finale sted i Jyske Bank Arena i Odense.

Her skal finalisterne traditionen tro synge duet med en række etablerede artister.

Svend skal på scenen med hitsnedkeren Andreas Odbjerg, der står bag "I morgen er der også en dag", "Smugryger" og "Hjem fra fabrikken".

Andreas Odbjerg har faktisk selv stillet op i "X Factor" i 2009, dengang hvor Remee, Lina Rafn og programmets grand old man, Thomas Blachman, udgjorde dommertrioen.

Andreas Odbjerg gik dog ikke videre, men slog selv igennem 11 år senere uden om programmet med gennembrudsbaskeren "Føler mig selv 100" i 2020.

9000 Håb skal på scenen med Zar Paulo.

Derudover skal den aalborgensiske gruppe synge en af deres dommers egne sange. 9000 Håb skal nemlig fremføre "Igen & igen &" af Nephew, som Simon Kvamm er forsanger i.

Storfavoritten Leslie skal stå side om side med Aphaca og skal derudover også fortolke det klassiske Tracy Chapman-nummer "Fast Car".

Ud over at synge en duet og en sang, deres respektive dommere har valgt til dem, skal Leslie, Svend og 9000 Håb også fremføre deres helt egen vindersingle.

Og apropos vinderen er det suverænt seerne, som beslutter, hvem der skal snuppe sejren og lade sig kåre som den 18. vinder af "X Factor".

Vinderen får en pladekontrakt med Universal Music Danmark, som også giver et skræddersyet forløb, hvor pladeselskabet vil undervise i alt det, man skal vide - og kunne - for at stå stærkt som ny artist i musikbranchen, lyder det fra TV 2.

Og så stiller sangskriver- og producerakademiet Danish Songwriting Academy sine største talenter til rådighed, når det åbner døren til en uges sangskriver-camp med fokus kun på X Factor-vinderen.

Endeligt får vinderen et hjemmestudie.

Årets finale i "X Factor" kan ses på TV 2 fredag aften klokken 20.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/04/2025 - 07:00

FAKTA: Officiel indsamling af gamle familieopskrifter

* Fødevareminister Jacob Jensen (V) lancerede sidste år en indsamling af gamle familieopskrifter.

* Ministeren satte gang i indsamlingen, fordi han var bekymret for, at færre og færre tilbereder hjemmelavet mad, mens takeaway-kulturen bliver større, og yngre generationer mister forbindelsen til råvarerne.

* Indsamlingen skal bevare familieopskrifterne og være en kilde til inspiration for fremtidens madlavning.

* Opskrifterne kunne sendes på mail fra 22. august til 14. oktober 2024. Der blev indsendt cirka 2000 opskrifter.

Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/04/2025 - 07:00

Gem smagen af barndom: Skriv familiens opskrifter ned mens du kan

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Hvis ikke du allerede har gjort det, kan du skrive familiens opskrifter ned og få dem testet af, så du kan bevare opskrifterne i familien og give dem videre.

Der er bare noget helt særligt ved mors mad. Når hjemmet fyldes med duften af noget, hun har lavet med så meget kærlighed, bliver man ramt af minder, der varmer krop og hjerte.

Men hvem skal lave mors mad og videreføre familiens madtraditioner, når man er blevet voksen og har forladt barndomshjemmet?

De overvejelser har pædagog og frivillig fodboldtræner Ebou Jagne også haft.

Han fandt en løsning, som måske kan inspirere andre.

Gennem sin opvækst fulgte Ebou Jagne sin mor i køkkenet flere gange, indtil han en dag besluttede sig for at begynde at skrive opskrifterne ned på sin telefon.

Det var mest praktisk, tænkte han, fordi opskrifterne så ikke ville blive væk, og han altid ville kunne finde dem frem.

- Jeg synes, det er vigtigt at lære opskrifterne og få dem skrevet ned, mens ens mor stadig er her, siger Ebou Jagne og uddyber:

- Så kan man også spørge hende, hvad man kan have gjort forkert, hvis ikke retten fungerer. Det gør jeg meget brug af. Jeg noterer også hendes råd i note-appen, så jeg kan være opmærksom på det, næste gang jeg skal lave retten.

Han erkender, at det nok aldrig kommer til at blive lige så lækkert, som når hans mor laver maden til ham. Men han gør sit bedste.

Det er også vigtigt for ham at kunne give familiens madtraditioner og retter videre til den næste generation, når han engang selv får børn.

I mange tilfælde er mors mad gået i arv fra hendes egen mor. Sådan er det også med Ebou Jagnes mor.

- Min mors retter forbinder mig med mine rødder og minder mig om min families historie og oprindelse, siger han.

Han vurderer, at han selv skal gøre en indsats, hvis han vil bevare forbindelsen til sine gambiske rødder, og det kan han blandt andet gøre gennem madlavning.

- Min mor er kaptajnen i køkkenet. Men hun har været klar over, at jeg på et tidspunkt skulle flytte hjemmefra og klare mig selv, siger han og fortsætter:

- Allerede da jeg var barn, inviterede hun mig ind i køkkenet og lod mig være med, når hun lavede mad.

Det har fået ham til at tænke på, at jo tidligere, man bliver introduceret til madlavning og får lov til at udforske det, desto større er chancen nok for, at man fastholder interessen.

- Jeg måtte dog ikke hjælpe til i køkkenet, da min mor værner meget om, at maden skal tilberedes på én bestemt måde, siger han.

Ebou Jagne deltog tidligere i år i TV 2 Kosmopols serie "Din nabos livret", hvor han delte sin mors opskrift på en gambisk ret med peanutbutter.

- Under optagelsen kom min mor ind i køkkenet for at kontrollere, om retten nu også var, som den skulle være, siger han og griner.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek