Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/11/2024 - 10:59

Dansk eksport til USA buldrer afsted men fremtiden er usikker

Eksporten af varer til USA, der ikke krydser Danmarks grænse, er steget 47 procent i årets første ni måneder.

Jonathan Drake/Reuters

Af: /ritzau/

Den samlede danske eksport af varer og tjenester til USA var på 251 milliarder kroner i årets første ni måneder. Det er 44 milliarder kroner mere end i samme periode året før.

Det viser tal om Danmarks udenrigshandel fra Danmarks Statistik.

Selv om det ikke er overraskende, at eksporten til USA fortsætter frem, er der alligevel tale om en mærkbar stigning. Det pointerer Tore Stramer, som er cheføkonom i Dansk Erhverv.

- Det er en vanvittig flot fremgang, der ret beset er uden fortilfælde i statistikkens lange historie, skriver han i en kommentar.

Den danske eksport til USA udgøres både af varer, der krydser den danske grænse og sendes over Atlanterhavet, og varer, der ikke krydser den danske grænse.

De varer, der ikke krydser den danske grænse, er enten produceret i USA eller sendt til USA fra et andet land.

Eksporten af de varer, der krydser den danske grænse, er faldet med 17 procent i årets første ni måneder. Omvendt er eksporten af de varer, der ikke krydser grænsen, steget med hele 47 procent.

- Det er en udvikling, der i høj grad skyldes, at en langt større andel af eksporten af medicin nu sker fra danskejede fabrikker i USA, skriver Tore Stramer.

- Men også en lang række andre store danske virksomheder har øget deres fysiske tilstedeværelse i USA over de seneste år, lyder det videre.

Valget af Donald Trump som USA's næste præsident har dog medbragt en vis usikkerhed i forhold til den danske eksport til USA.

Han har varslet told på både europæiske og kinesiske varer, og det kan potentielt medføre en handelskrig.

- Forhåbentlig gør han ikke alvor af sin hårde retorik fra valgkampen. Sætter amerikanerne høj told på udenlandske produkter, kan det svække dansk økonomi med op mod 85 milliarder kroner, skriver Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

/ritzau/

København, 11/11/2024 - 10:09

Redaktør fra Politiken skal være rektor på Den Danske Filmskole

Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Filmredaktør på Politiken Kristoffer Hegnsvad tiltræder 1. januar 2025 som rektor på Den Danske Filmskole.

Fra årsskiftet skal Kristoffer Hegnsvad være rektor på Den Danske Filmskole.

Det skriver Den Danske Filmskole i en pressemeddelelse.

Tidligere rektor Tine Fischer meddelte i maj, at hun ville stoppe på posten, fordi hun i stedet skulle være direktør for Det Danske Filminstitut.

Kristoffer Hegnsvad har siden 2013 været filmredaktør på Politiken.

- Kristoffer kan formidle i ord og billeder, og så har han omfavnet sit kandidatur til rektorstillingen med stor lyst, grundighed og ydmyghed. Vi glæder os derfor til sammen med skolens ansatte og elever at byde Kristoffer velkommen, siger bestyrelsesleder Louise Vesth i pressemeddelelsen.

Tine Fischer fratrådte stillingen som rektor 1. august. Siden har faglærer på produceruddannelsen Jonas Frederiksen fungeret som konstitueret rektor. Han fortsætter, indtil Kristoffer Hegnsvad tager over 1. januar 2025.

Hegnsvad har de seneste år været tilbagevendende gæstelærer på Den Danske Filmskole.

Han har desuden sideløbende skabt flere film, herunder dokumentaren "Soviet Bus Stops". Filmen var nomineret til en Robert-pris ved uddelingen i 2024 i kategorien "Årets kortfilm: Dokumentar".

Tine Fischer blev rektor på Den Danske Filmskole i 2021. Det skete efter en tumultarisk periode på skolen, hvor Vinca Wiedemann endte med at gå af som rektor.

Eleverne mente, at undervisningen var blevet for akademisk og var utilfredse med, at en ansat på skolen var blevet hjemsendt.

Derfor blokerede de i 2019 indgangen til skolen og krævede rektorens afgang.

22. november 2019 meddelte Kulturministeriet, at skolen ikke længere havde opbakning fra elever, lærere og branchen. Derfor var det blevet besluttet, at Vinca Wiedemann skulle stoppe som rektor.

Bo Damgaard agerede som konstitueret rektor i perioden frem til, at Tine Fischer overtog i maj 2021.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/11/2024 - 10:00

Elsket dansk popband genopstår med Søs Fenger i spidsen

Det danske band News finder sammen igen og tager på turné i 2025 efter tre årtiers pause.

Næste år kan publikum igen skråle med på hits som "Du er", "Jeg Elsker Dig" og "Alle Andre Sir'", når det danske band News atter indtager landets koncertscener.

Efter tre årtiers pause har popbandet med sanger Søs Fenger i front genfundet melodien og drager af sted på en danmarksturné.

- At gendanne News føles som at komme hjem. Vi glæder os til at spille sammen igen og dele musikken med både gamle og nye fans, lyder en samlet udtalelse fra News i en pressemeddelelse.

- Det bliver en tur ned ad memory lane, men også en fejring af alt det, vi har skabt og stadig kan skabe sammen, tilføjer de.

Ud over Søs Fenger består den gendannede gruppe af trommeslager og producer Peter Biker og bassist Jette Schandorf.

News udgav sit første album i 1981 og eksisterede frem til midten af 1990'erne, hvor bandet gik i opløsning. Undervejs var der løbende udskiftning af gruppens medlemmer.

Blandt andet overtog Søs Fenger forsangerrollen fra Gitte Naur, og senere blev Søs Fenger afløst af Nadia Stein.

Den nye News-turné begynder i april 2025 og lægger vejen forbi i alt otte danske byer, før den slutter midt i maj.

Ringsted Kongrescenter lægger rammer til turnéens allerførste koncert, mens den sidste bliver afholdt i DR's Koncerthus i København.

Og bandet lover sine fans både at optræde med gamle hits og måske overraske med nogle helt nye numre.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/11/2024 - 10:00

FAKTA: Der er asbest mange steder

* Asbest har været forbudt at anvende siden 1990, men kan fortsat findes i bygninger, der blev opført fra 1900-1990.

* Hvert år er der danskere, som bliver alvorligt syge og dør, fordi de tidligere har været udsat for asbeststøv. Sygdomstilfælde opstår typisk først 30-40 år efter udsættelsen for asbeststøv.

* Ifølge myndighederne dør over 300 danskere hvert år af asbestrelaterede sygdomme. Men et europæisk journalistsamarbejde med blandt andre TV2 Nord kom i 2022 frem til, at antallet er fire gange højere.

* Det er ikke farligt at bo i et hus med asbest, så længe asbesten er sikkert indkapslet i byggematerialet. Men hvis du skal reparere eller renovere din bolig, kan der være risiko for, at asbesten frigøres som støv.

Kilder: Arbejdstilsynet, Kræftens Bekæmpelse og TV2 Nord.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 11/11/2024 - 10:00

Bekymret for asbest? Det skal du vide

Johnny Madsen/Ritzau Scanpix

Der er asbesttag på rigtig mange danske boliger. Hvis din bolig er bygget eller renoveret før 1990, bør du være opmærksom.

Der er endnu en gang øget fokus på asbest, efter at det er kommet frem, at kravene om sikkert arbejde med asbest ikke er blevet overholdt i flere tilfælde.

Mest opsigtsvækkende har nok været sagen om de to børn på 14 og 15 år, som har været med til at rive asbest ned i Sønderjylland. En sag, som politiet er gået ind i.

Hvis det har fået dig til at tænke over, om dit hus også har et asbesttag, og om det i så fald skal fjernes, er du nok ikke den eneste.

Tagpladerne vil typisk være præget med tal, som du kan aflæse og slå op for at finde ud af, om dit tag indeholder asbest. Du skal være opmærksom på asbest, hvis boligen er bygget eller renoveret i perioden 1900-1990.

Og vil du være helt sikker på, hvilket materiale dit tag består af, og hvordan tilstanden er, kan du få en rådgiver til at kigge på det.

Det fortæller centerchef på Teknologisk Institut Peter Aufeldt. Prisen for den opgave er typisk mellem 5000 og 10.000 kroner, vurderer han.

- Viser det sig, at man har et asbesttag, og det er i god stand, er der mindre risiko for, at der kommer noget drys fra det, end hvis det er porøst eller revnet, siger Peter Aufeldt og fortsætter:

- Vi skal huske på, at der er over en million eternittage i Danmark, og vi har levet med risikoen i mange år.

Det anslås, at en stor del af de ældre eternittage indeholder asbest, men det præcise antal kendes ikke.

Peter Aufeldt råder til, at du mærker efter, hvordan du selv har det med et asbesttag.

- Er man en bekymret familie med små børn, kan det være, at man føler sig mere tryg, hvis man får dets tilstand undersøgt eller får et nyt tag, siger han.

- Et eternittag kan holde i hvert fald i 50 år. Men hvis ikke det er blevet vedligeholdt løbende, kan tagets maksimale levetid være udtjent nogle steder.

Hvis du beslutter dig for, at dit asbesttag skal fjernes, kan du i princippet godt selv fjerne det, forklarer Peter Aufeldt. Men han anbefaler det absolut ikke:

- For der er en eksponeringsrisiko, når man fjerner asbesttag. Man skal bruge de nødvendige værnemidler, og arbejdet skal anmeldes til kommunen i god tid.

Vælger du at hyre håndværkere til at fjerne et asbesttag, anbefaler han, at du sikrer dig, at virksomheden kan dokumentere, at medarbejderne er instrueret korrekt og har de nødvendige værnemidler.

- Desuden kan du også spørge ind til, hvordan håndværkerne vil minimere spredningen af asbeststøv, siger Peter Aufeldt.

Folketingets partier har besluttet, at virksomheder fra årsskiftet skal være autoriserede for at nedrive asbest. Ifølge Beskæftigelsesministeriet skal de nye krav være med til at sikre, at færre bliver udsat for farligt asbeststøv.

Det kommende krav om autorisation betyder også, at du som boligejer selv kun kan nedrive asbest lovligt resten af året.

Arbejdstilsynet oplyser dog, at kortvarigt nedrivningsarbejde fortsat vil være lovligt for privatpersoner, såsom nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader.

Der har mest været fokus på asbesttage i den seneste tid. Men der kan også være asbest andre steder i huset, såsom badeværelset, køkkenet, kælderen og loftet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek