København, 11/11/2024 - 10:00
Elsket dansk popband genopstår med Søs Fenger i spidsen
Det danske band News finder sammen igen og tager på turné i 2025 efter tre årtiers pause.
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Næste år kan publikum igen skråle med på hits som "Du er", "Jeg Elsker Dig" og "Alle Andre Sir'", når det danske band News atter indtager landets koncertscener.
Efter tre årtiers pause har popbandet med sanger Søs Fenger i front genfundet melodien og drager af sted på en danmarksturné.
- At gendanne News føles som at komme hjem. Vi glæder os til at spille sammen igen og dele musikken med både gamle og nye fans, lyder en samlet udtalelse fra News i en pressemeddelelse.
- Det bliver en tur ned ad memory lane, men også en fejring af alt det, vi har skabt og stadig kan skabe sammen, tilføjer de.
Ud over Søs Fenger består den gendannede gruppe af trommeslager og producer Peter Biker og bassist Jette Schandorf.
News udgav sit første album i 1981 og eksisterede frem til midten af 1990'erne, hvor bandet gik i opløsning. Undervejs var der løbende udskiftning af gruppens medlemmer.
Blandt andet overtog Søs Fenger forsangerrollen fra Gitte Naur, og senere blev Søs Fenger afløst af Nadia Stein.
Den nye News-turné begynder i april 2025 og lægger vejen forbi i alt otte danske byer, før den slutter midt i maj.
Ringsted Kongrescenter lægger rammer til turnéens allerførste koncert, mens den sidste bliver afholdt i DR's Koncerthus i København.
Og bandet lover sine fans både at optræde med gamle hits og måske overraske med nogle helt nye numre.
/ritzau/