Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/12/2023 - 10:36

Butikker ønsker mulighed for at sige nej til tusindkronesedler

Butikkerne oplever stor lyst til at betale med tusindkronesedler, som snart udfases.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Butikker vil have lov til at afvise kunder, der vil betale småting med tusindkronesedler.

Det skriver DR lørdag.

Der er en stor lyst til at betale med de store sedler, efter at Nationalbanken for lidt over to uger siden annoncerede, at de skal udfases, siger De Samvirkende Købmænd (DSK) og Dansk Erhverv til mediet.

Udviklingen bekræftes af Loomis, et af de firmaer, der henter kontanter hos butikkerne. Her modtager man lige nu 50 procent flere tusindkronesedler end normalt.

Problemet opstår, når medarbejderne skal give tilbage på en tusindkroneseddel ved et småt beløb.

- Det, vi beder om, er muligheden for at kunne sige nej til tusindkronesedler, hvis man bare kommer ind for at købe en pakke tyggegummi eller et tilsvarende lille køb, siger Jannick Nytoft, administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd til DR.

Jannick Nytoft foreslår en småtkøbsgrænse, hvor købet skal være på 100 eller 200 kroner, før butikken er forpligtet til at tage imod en tusindkroneseddel.

Også i Dansk Erhverv ønsker man, at butikkerne skal have muligheden for at sige nej til de store sedler.

- Det betyder så nok, at der er nogle butikker, der vil blive ved med at tage imod dem, Nogle vil måske kun tage imod sedlen, hvis beløbet er over 500 kroner, og andre vil sige helt nej tak, siger Henrik Lundsgaard Sedenmark, som er fagchef for betalinger og detailsikkerhed i Dansk Erhverv, til Ritzau.

Baggrunden for forslaget er, at det både er dyrt og usikkert for butikkerne at ligge inde med de mange byttepenge i perioden frem til 31. maj 2025, hvor tusindkronesedlen udfases, lyder det fra Henrik Lundsgaard Sedenmark.

- Butikkerne oplever, at de skal ligge inde med meget store mængder af byttepenge. Det er dyrt at håndtere, købe og komme af med byttepenge, og det er usikkert at ligge inde med så store mængder kontanter, siger han.

I dag skal butikkerne ifølge kontantloven tage imod kontanter.

Forbrugerombudsmanden har netop politianmeldt syv virksomheder, fordi de har nægtet at tage imod tusindkronesedler, skriver DR.

/ritzau/

København, 16/12/2023 - 08:00

BLÅ BOG: Morten Brovn

* Morten Raahede Brovn er uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2009.

* Han har lavet flere teateropsætninger og medvirket i flere film, blandt andet "Shorta" og "Jagtsæson".

* Det er også blevet til en række tv-serier, heriblandt "Friheden", "Carmen Curlers" og "Kastanjemanden".

Kilder: danskefilm.dk og danskfilmogteater.dk

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/12/2023 - 08:00

TV 2-stjerne lagde ansigtet i diabolske folder

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Skuespiller Morten Brovn håber, at folk ikke kommer til at vrisse af ham, hvis de genkender ham fra rollen som den luskede nabo Hermansen i "Valdes jul".

Det har længe stået på Morten Brovns ønskeliste at være med i en julekalender.

Nu har den 42-årige skuespiller fået sit ønske opfyldt med rollen som Hermansen i TV 2's julekalender "Valdes jul".

- Det er et kæmpe flueben at lave en julekalender for mig, fortæller Morten Brovn, der er kendt fra serierne "Friheden", "Kastanjemanden" og "Carmen Curlers".

- Allerede før, at jeg selv vidste, at jeg skulle være skuespiller, har det været præstationer i julekalendere, som jeg husker bedst, tilføjer han.

Det har for skuespilleren selv altid været en tradition at se julekalender. Det er derfor en stor ting for ham at tænke på alle de familier, som er puttet sammen i sofaerne hver aften i december.

- Det er rimeligt massivt, når man tænker over det, funderer han.

- Det er ret privilegeret, siger skuespilleren så.

Morten Brovn spiller naboen Hermansen til familien, der med drengen Valde er hovedpersonen i "Valdes jul".

Valdes familie har ikke det bedste forhold til naboen Hermansen, der længe har været interesseret i at overtage det stykke land, som tilhører gården. Et område, som er magisk, viser det sig, og som Valde er udvalgt til at redde.

- I udgangspunktet tror jeg ikke, at der ligger noget ondt bag Hermansens intention, siger Morten Brovn og tilføjer:

- Men i det her univers af overnaturlige elementer kan det jo godt være, at der pludselig er noget, der skubber ham i en retning.

Personligt kunne Morten Brovn ikke have ønsket sig en bedre rolle end Hermansen, da der for ham er en ekstra glæde over at spille den rolle, som bevidst som ubevidst "putter noget grus i maskineriet", som han beskriver det.

- Der var en episode efter en optagelse, hvor jeg virkelig lagde ansigtet i nogle nærmest diabolske folder, fortæller Morten Brovn.

- Instruktøren var henne ved mig bagefter og sagde: "Vi skal lige huske, at det er en familiejulekalender, så måske du skal skrue lidt ned", siger han og griner.

Selv om Morten Brovn har bevæget sig ud i ekstremerne, håber han ikke, at folk vil gå og vrisse af ham hele december, for det har ikke været hensigten, forklarer han.

- Man kan jo aldrig vide med børn, der er jo den her sondring mellem fiktion og virkelighed. Det er jeg jo ikke herre over, men jeg må jo tage det, som det kommer, siger skuespilleren.

"Valdes jul" kan ses hver dag frem til den 24. december på TV 2, mens dagens afsnit kan ses på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/12/2023 - 10:00

FAKTA: Få styr på forsikringen inden afgang

* Rejseforsikring og ulykkesforsikring: Husk at undersøge, om skisport og hjemtransport er dækket.

* Ansvarsforsikring: kan dække, hvis man er skyld i, at andre kommer til skade. Ansvarsforsikringen hører under indboforsikringen, så hvis man er flyttet hjemmefra for nylig, er det en god ide at tjekke, om man har en.

* En afbestillingsforsikring er en overvejelse værd

Kilde: SOS International.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/12/2023 - 10:00

FAKTA: Hvis uheldet alligevel er ude

* Kommer man til skade på skiferien, bør man som det første kontakte alarmcentralen.

* Her får man rådgivning og bliver guidet til det bedst egnede behandlingssted.

* Forsikringen dækker typisk behandling svarende til, hvad man ville have modtaget i hjemlandet.

Kilde: SOS International.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv