Syreskader på tænderne fylder fortsat mere og mere i de danske munde. Sådan lyder vurderingen fra Tandlægeforeningens formand, Torben Schønwaldt.
- Det er et kæmpe problem, siger Torben Schønwaldt og peger særligt på indtaget af energidrikke som et voksende problem.
Men faktisk er listen over drikke- og fødevarer, der kan give dine tænder et syrebad, en del længere. Og den tæller nok også nogle produkter, du ikke lige havde tænkt på.
I denne søde juletid er der mange, der piller den ene velduftende citrusfrugt efter den anden.
- Så har du det samme problem på grund af syren, forklarer Torben Schønwaldt.
Det gælder også købt eller hjemmepresset appelsinjuice, sodavand, saftevand og danskvand med citrus.
- Det er alt, hvor der er enten frugtsyre eller aromastoffer med lav pH i. Det er alle sodavand - uanset om der er sukker i eller ej - og det er juice og saftevand, fortæller formanden for Tandlægeforeningen.
Men før du løber ud til køleskabet og smider alt fra juicekartoner til appelsiner i skraldespanden, skal du lige have en vigtig detalje med.
Det er nemlig ikke et problem at indtage noget syreholdigt, så længe du ikke gør det over for lang tid.
Problemet opstår, hvis du med tandlægeforeningens formands ord "sjatdrikker hele dagen". Så påvirker du nemlig tænderne med syre igen og igen, og det kan give ætsningsskader - også kaldet syreskader.
Derfor er det simple råd ifølge tandlæge og adjunkt ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet Line Staun Larsen, at du skal mindske hyppigheden af syreindtag.
- Det er svært at give et fast tal, men man bør i hvert fald nedsætte sit forbrug af læsedrik, hvis man indtager det flere gange om dagen. Særligt hvis man har tendens til at drikke små og dermed mange slurke over længere tid, siger Line Staun Larsen.
Cola bliver ofte udråbt som tændernes værste fjende. Men hvis du overvejer at skifte læskedrikken ud med appelsinjuice for at undgå syreskader, vil Line Staun Larsen råde dig til at genoverveje det.
- Det er ikke, fordi jeg på nogen måde anbefaler cola, skynder hun sig at indlede.
- Men lige præcis appelsinjuice har faktisk en kraftig erosiv (syreskadende, red.) effekt. Det er både en faktor, hvor meget syre der er i et produkt, men også, hvor pH'en starter, siger Line Staun Larsen og fortsætter:
- Juicen er egentlig ikke helt så sur som colaen, men der skal mere syreneutraliserende effekt fra spyttet til for at få pH'en op i et niveau, hvor den ikke er skadelig. Derfor tager det længere tid at sørge for, at appelsinjuicen ikke er syreskadelig mere.
/ritzau fokus/