Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Helsingør, 02/09/2025 - 10:51

Andreas Christensen er smertefri: Skulle være opereret noget før

Andreas Christensen er fysisk og mentalt ovenpå efter en skadesplaget sæson, siger han før landsholdscomeback.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen glæder sig over, at hans krop igen er i stand til at hjælpe med at være fodboldstjerne på øverste niveau, uden at der medfølger drænende smerter hver dag.

Han fik næsten hele sin 2024/25-sæson ødelagt af en skade i akillessenen og en lægskade, og undervejs blev han opereret i akillessenen, der havde voldt ham smerter i flere år.

På bagkant ville han ønske, at han havde fået foretaget den operation noget før. Det fortæller Barcelona-stopperen tirsdag i den danske landsholdslejr, som han er en del af for første gang siden EM i sommeren 2024.

- Jeg spillede med smerter inden min operation, og jeg kunne godt spille fodbold på et højt niveau, men mentalt var det hårdt at vågne med smerter, fordi jeg havde betændelse i akillessenen.

- Det har stået lidt på løbende, men sæsonen før (2023/24, red.) fyldte det meget, og det blev rigtig slemt, når jeg havde spillet 60-70 minutter. Den sæson var det generende hver dag, for jeg vågnede med det om morgenen. Så det var tid til at få en operation.

- Smerterne er helt væk nu, og jeg mærker ikke noget. Jeg ville ønske, at jeg havde fået den operation fra start. Allerede et par dage efter operationen var smerterne væk. Tidligere forsvandt smerterne i løbet af sæsonerne, så det var derfor, jeg ikke havde fået det gjort tidligere, siger Andreas Christensen.

Undervejs i skadesforløbet gennemgik han en periode på 257 dage uden spilletid på topniveau. Imens førte holdkammeraterne Barcelona mod et spansk mesterskab og gjorde det hæderligt i Champions League.

- Det var svært at håndtere mentalt, når alting gik godt i klubben, for så ville jeg gerne være en del af det. Det var hårdt. Jeg gik i lang tid uden kamp, men to gange var jeg fysisk tilbage i form undervejs, siger Andreas Christensen, der i løbet af skadesperioden fik sit andet barn.

Efter aftale med Brian Riemer meldte Andreas Christensen afbud til landskampene i juni, så han både kunne nå at holde sommerferie, men stadig møde ind til sæsonforberedelserne i Barcelona før de fleste holdkammerater.

Den disposition gav pote, for nu føler han sig rustet til et travlt efterår med La Liga, Champions League og en komprimeret VM-kvalifikation.

- Jeg mødte ind i Barcelona to uger før holdet sammen med tre-fire andre spillere. Vi trænede ikke nødvendigvis så hårdt, men jeg blev bygget godt op til sæsonen, så jeg har fået fuldstændig kontrol over min krop.

- Jeg tænker på min krop som normal nu. Der er ikke noget, jeg skal passe på, jeg må ikke kun spille et bestemt antal minutter, og der er ikke træningsøvelser, jeg skal springe over.

- Jeg er tilbage, jeg er ikke bange for noget. Jeg tænker ikke på min krop, men på hvad jeg skal gøre, når jeg forhåbentlig skal spille 90 minutter. Jeg er tilbage på et normalt mindset, og det er rart, siger forsvarsspilleren.

Transfervinduet lukkede mandag i de fleste ligaer. Det var aldrig aktuelt for danskeren at forlade Barcelona i løbet af sommeren, fortæller han.

I stedet drømmer han om at forlænge kontrakten, der løber til sæsonens udgang.

- Jeg har oplevet lidt interesse fra her og der, men jeg sagde også hurtigt, at jeg ville blive. Der har ikke været noget spændende at forholde sig til, og jeg kan heller ikke se, hvad det skulle have været.

- Når jeg kigger på vores hold i Barcelona, er det et utroligt sjovt hold at være en del af, og det vil jeg gerne være i mange år endnu. Jeg håber meget at kunne fortsætte, når min kontrakt udløber om et år, siger Andreas Christensen.

Han ventes at starte inde, når Danmark fredag møder Skotland i premieren i VM-kvalifikationen.

/ritzau/

København, 02/09/2025 - 10:35

Sissal og Gustav skal danse i sidste sæson af Vild med dans

TV 2 har offentliggjort navne på ti kendte dansere, som skal deltage i den sidste sæson af "Vild med dans".

Når den sidste sæson af TV 2-programmet "Vild med dans" skydes i gang, bliver det med deltagere som blandt andre Melodi Grand Prix-vinder Sissal Jóhanna Norðberg Niclasen og Gustav Salinas, som er kendt fra en række realityprogrammer.

Det skriver TV 2.

I alt skal ti kendte danskere danse med professionelle dansere i tv-programmet.

Den 22. sæson af "Vild med dans" har premiere 26. september.

30-årige Sissal Jóhanna Norðberg Niclasen vandt årets danske Melodi Grand Prix med sangen "Hallucination".

Efterfølgende blev hun den første danske finaledeltager ved Eurovision siden 2019.

Gustav Salinas blev kendt, da han som 18-årig deltog i tv-programmet "Dagens mand". Siden har han deltaget i flere realityprogrammer og etableret en række virksomheder inden for blandt andet fitness og sundhed.

Også Mikkel Beha Erichsens yngste søn, Alfred Midé Erichsen, som er kendt fra rejseprogrammet "Kurs mod fjerne kyster" bliver at finde på dansegulvet i årets sæson.

Årets yngste deltager bliver den 25-årige youtuber Jasmin Lind.

Sammen med sin mand, Mika, driver hun youtubekanalen "Jas & Mika", som følges af næsten 300.000 personer og består af indhold primært til børn.

/ritzau/

Læs Mere >>

Klampenborg, 02/09/2025 - 08:15

Lars Mikkelsen i Cirkusrevyen: Livet er for langt til at være bange

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Lars Mikkelsens verdensberømte bror, Mads Mikkelsen, var danser i Cirkusrevyen i 1990. Nu indtager Lars Mikkelsen selv de skrå brædder som skuespiller.

Han begyndte som gadegøgler, men er i dag kendt fra Netflix-succesen "House of Cards", Star Wars-serien "Rebels" og ikke mindst fra sin Emmy-belønnede præstation i DR-dramaet "Herrens veje".

Lars Mikkelsens alsidige arbejdsliv har bragt ham verden rundt. Men fra maj til august næste år befinder han sig hjemme i Danmark igen - og i noget så pæredansk, som det kan blive: Cirkusrevyen.

Den 61-årige stjerneskuespiller debuterer på de skrå brædder i Teltet på Bakken næste år.

- Jeg synes virkelig, revy kan noget, når det er godt. Så jeg glæder mig til at prøve kræfter med det, siger han om beslutningen og fortsætter:

- Nu må vi se, om jeg kan. Der er mange ting her, man må se, om jeg kan. Men det er for langt et liv til at gå og være bange. Så nu prøver jeg det. Nu prøver vi hinanden.

Lars Mikkelsen er født i 1961 og er vokset op med Dirch Passer, Kjeld Petersen, Jørgen Ryg og Preben Kaas.

- Mange af deres sketcher kunne vi, og vi gik og legede og havde det sjovt med dem - alle i min generation kunne jo de der tekster, indskyder han.

Som voksen fik han selv erfaring med genren.

For 34 års tid siden, sjusser han sig frem til - det var i hvert fald, inden han blev færdig fra Statens Teaterskole i København i 1995 - medvirkede han i den ultralokale revy på Christianshavn, Christianshavnerrevyen.

I 2008 var han på scenen i Det Kongelige Teaters revy, "Lidt sjov mens isen smelter".

Men helt ny er han i Cirkusrevyen.

- Jeg håber virkelig, at jeg har noget at bidrage med, siger Lars Mikkelsen.

- I virkeligheden trækker man på alt det, man kan. Og så må vi se, om det kan bruges. Det hele kommer an på, hvad vi får sat sammen til sidst.

Lars Mikkelsen er ikke den eneste debutant i Teltet på Bakken næste år. Det samme bliver Johanne Louise Schmidt.

De to debutanter i Cirkusrevyen-regi flankeres af tre erfarne navne.

Niels Olsen, der er gift med revyens instruktør, Joy-Maria Frederiksen, tager sin 13. tur i Teltet på Bakken, mens at Bodil Jørgensen og Mads Knarreborg, der begge debuterede i Cirkusrevyen i 2023, snupper hver deres tredje sæson.

- Det er et dejligt hold, konstaterer Lars Mikkelsen.

- Johanne kender jeg ret godt, vi har spillet sammen et par gange. Bodil har jeg også spillet sammen med et par gange - jeg elsker at spille sammen med hende! Mads kender jeg privat. Vi har ikke spillet sammen før, men vi går tit og pjatter. Og Niels glæder mig virkelig til at møde i et stykke arbejde.

- Så nu prøver vi hinanden og ser, om ikke vi kan. Men det handler også meget om, hvilke tekster man får at arbejde med, siger Lars Mikkelsen.

Et par måneder inden tæppet går fra, sætter holdet sig omkring bordet og begynder at dykke ned i de tekster, der tikker ind fra forfatterne.

Lars Mikkelsen afviser heller ikke selv at skrive noget til revyen.

- Jeg tænker, at teksterne skal være tidssvarende og satirisk have bid og vid. Men det kan også være det helt menneskelige ... Så jeg tror egentlig, at en god revy kan være mange ting, lyder det fra Lars Mikkelsen.

- Det kan være det pompøse, det burleske, det flotte. Det kan være mange ting, der gør, at jeg bliver bevæget, rørt og optaget. Men i virkeligheden handler det jo ikke om, hvad der optager mig - det er, hvad der optager os.

Cirkusrevyen har premiere 7. maj 2026 og spiller frem til og med 27. august.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 02/09/2025 - 10:00

FAKTA: Husk at faktatjekke AI

* Bed AI-værktøjet om at komme med kildehenvisninger. Kommer teksten for eksempel fra producenten af et produkt, eller er det uvildig information?

* Tjek fravalg - det kan du selv bede AI-værktøjet om. På den måde får du et mere komplet billede af anbefalingerne.

* Undlad at skrive følsomme oplysninger i dine prompts. Angiv ikke flere oplysninger om dig selv end højst nødvendigt.

* Faktatjek ved at svare igen. Du kan for eksempel skrive: Det tror jeg ikke på. Dobbelttjek dit svar.

* Vær opmærksom på, at AI kan hallucinere. Der kan forekomme svar, der er usande, unøjagtige eller ude af kontekst.

Kilde: Peter Grønlund Holm, Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 02/09/2025 - 10:00

Sådan bruger du kunstig intelligens som din nye shoppingmakker

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere forbrugere ser AI som en genvej til hurtigere og klogere valg, når de handler online. Her får du en guide til at lade AI-værktøjer hjælpe dig på vej.

Den digitale jagt på en ny mobiltelefon eller den kommende kaffemaskine får mange til at alliere sig med kunstig intelligens - også kendt som AI.

Faktisk viser en ny analyse fra Dansk Erhverv, at 40 procent af de adspurgte bruger AI-værktøjer som ChatGPT, når de handler på nettet.

Og for unge er det mere end halvdelen, der får hjælp af AI til at finde gode priser, relevante produkter og anmeldelser.

Carsten Rose Lundberg, der er branchedirektør for digital handel i Dansk Erhverv, kalder teknologien "et rigtig godt værktøj på kunderejsen", der hjælper dig som forbruger på vej.

- Du kan stille nogle meget brede spørgsmål, hvor du tidligere har skullet dele det op. Det er der mange, der har taget til sig, siger han og fortsætter:

- Det bliver immervæk noget nemmere og hurtigere, når du kan spørge i lægmandssprog og faktisk få et ret fyldestgørende svar.

Ifølge Dansk Erhvervs undersøgelse anvender forbrugerne i høj grad AI som et informations- og beslutningsværktøj i købsprocessen i forbindelse med onlinekøb.

Nogle af de mest anvendte funktioner er at tilegne sig produktviden, finde en leverandør og undersøge priser.

Carsten Rose Lundberg peger på, at AI-værktøjer kan være med til at kvalificere, hvad du skal købe.

- Vores undersøgelse viser også, at det faktisk er 90 procent af dem, der siger, at de har brugt det, som får et relevant svar tilbage, siger branchedirektøren.

Hvis du skal have mest muligt ud af AI-værktøjer, når du handler, skal du holde spørgsmål om forskellige produkter i forskellige samtaletråde.

Det siger Jacob Blæsbjerg, der er vært på YouTube-kanalen "The Morning Show", hvor han rådgiver om online kommunikation, strategi og salg blandt andet med fokus på AI.

- Hvis du først har kigget på en ny cykel og dernæst vil søge efter en vaskemaskine, så skal du starte en ny tråd op. Så blander AI-værktøjet ikke produkterne sammen. På den måde får du det optimale ud af det, siger Jacob Blæsbjerg.

Han forklarer også, at jo mere du bruger værktøjet, jo klogere bliver det også på dine præferencer.

- Nogle foretrækker billedsprog, mens andre bare skal have rene fakta, og det indlærer den kunstige intelligens med tiden, siger han.

Sørg også for at bruge lidt tid på at formulere din prompt. Prompten er instruktionen, spørgsmålet eller kommandoen, som du giver til en AI-model for at opnå et specifikt resultat.

Jo mere præcise prompts, desto bedre svar vil du få, forklarer Jacob Blæsbjerg.

- Gennem en præcis dialog med den kunstige intelligens kan du få afklaret dine behov og specifikke præferencer, siger han og uddyber:

- AI kan dog hallucinere, så hvis noget har afgørende betydning, er det altid godt at dobbelttjekke det.

Siger han med henvisning til, når kunstig intelligens leverer et svar, der lyder overbevisende, men som ikke er korrekt.

Dansk Erhvervs analyse viser, at vi generelt er en anelse utrygge ved at lade AI komme med købsanbefalinger. Men jo oftere, vi prøver det, desto mere stiger trygheden.

Branchedirektør Carsten Rose Lundberg vurderer, at brugen af AI som søgeredskab og købsværktøj kun vil stige i fremtiden.

- Bevarer du en sund skepsis, er kildekritisk og eventuelt dobbelttjekker de svar, du får, så kan du sagtens kaste dig ud i at bruge det, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek