To masker - den ene smilende, den anden grædende - er et kendt symbol inden for scenekunsten.
De repræsenterer komedien og tragedien - og livets dualisme. Men vender man masken med de nedadvendte mundvige 180 grader, så smiler den faktisk, har Søs Egelind erfaret.
- Jeg har engang vundet en fin pris som Årets Optimist. Det er der en grund til, at de fik øje på. Det er, fordi jeg formår at vende det triste til noget positivt - jeg synes, det er en gave at kunne det, siger Søs Egelind med både taknemmelighed og udråbstegn i stemmen.
- Jeg er lykkelig for, at jeg er faldet i den gryde som barn. For det er jo også en overlevelsesmekanisme. At kunne grine af det meste, siger hun så.
Søs Egelind kalder det ligefrem en nødvendighed.
Hendes forældre blev skilt, da hun ikke var særligt gammel, og det slog store skår.
- Der var så mange, der var ulykkelige omkring mig, fortæller Søs Egelind.
- Jeg var den lille lillesøster, der skulle få alle i godt humør. Så det er noget, jeg er ufrivilligt opdraget med … Eller det var den niche, jeg fandt frem til, var den smarteste for mig.
Der er ikke langt fra komedien til tragedien. Den kan flippe 180 grader på et splitsekund.
Vender man regnestykket, lyder det derimod, at tragedie plus tid er lig med komedie.
- Det lyder lidt amerikansk, at du bare sådan skal ændre din tankegang. Men jeg kan ikke gøre for, at det er sådan, jeg har det. Og gudskelov for det, siger Søs Egelind.
- Jeg rummer en hel masse alvor. Men jeg har meget, meget, meget nemt ved at grine.
Hun slår ligefrem knuder på sig selv i Prime Video-eksperimentet "Lol: Den der ler sidst", som hun deltager i som en af de komiske kombattanter.
I underholdningsprogrammet dyster ti kendte entertainere, som foruden Søs Egelind blandt andre også tæller Martin Brygmann, Rasmus Botoft og Nikolaj Stokholm, om at hyle hinanden ud af den.
For den, der ler sidst og står tilbage efter seks timers nonstop eksperiment foran rullende kameraer sat op i alle tænkelige vinkler, vinder en pose penge til et godgørende formål.
Hun genkender sig selv, når hun ser på sine kolleger, som hun er lukket inde med i eksperimentet.
- Jeg ved ikke, om det er en skrøne, eller hvad det er, at …
Søs Egelind funderer over ordene, hun lige har sagt, og korrigerer den fornemmelse, hun var ved at formulere før:
- Jo, jeg tror, det ér rigtigt, at de fleste komikere også rummer en tragisk side, men at man formår at bearbejde det til komik.
Som barn var det for Søs Egelind en mental måde at overleve på. I dag er det også noget, hun lever af. Og lever for.
Søs Egelind er oprindeligt uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1982. Med den klassiske baggrund har hun både medvirket i komedier og tragedier.
Kigger man på rollerne i mol, har Søs Egelind medvirket i filmatiseringen af Jakob Ejersbos "Nordkraft", Susanne Bier-dramaet "En chance til" og en opsætning af "Hvem er bange for Virginia Woolf".
Men det er rollerne i dur, hun især har udmærket sig i.
Gennembruddet fik Søs Egelind allerede tilbage i 1983 i titelrollen i "Lærenemme Rita" på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. En rolle, som hun delte med en anden skuespillerinde ved navn Kirsten Lehfeldt. Det blev begyndelsen på deres professionelle parløb.
Første gang Søs og Kirsten lavede satire sammen, var i DR-programmet "Klikk". Siden medvirkede de i revyer, film, en julekalender og flere teaterstykker sammen.
I eget navn debuterede Søs og Kirsten i 90'erne med "Latterens lange arm". Siden fulgte "Kongeriget" - et humoristisk, antropologisk greb på eksistenser rundt omkring i det ganske danske land. Og så sent som i 2018 stod Søs og Kirsten bag satireprogrammet "Selfiestan" på DR.
- Når jeg selv skal lave noget, vil jeg helst fortælle om virkeligheden. Det synes jeg, er det sjoveste. Og det frygteligste. Og det rigtigste for mig at skildre. Det er genkendeligt, så de, der kigger på det, kan mærke, at det måske er naboen. Eller en selv, siger Søs Egelind.
- Det skal være ægte på en eller anden måde. For jeg synes, at virkeligheden overgår fantasien.
I "LOL: Den der ler sidst" forsøger hun blandt andet at få de andre til at smide facaden og flække sammen ved at stoppe et falsk gebis i gabet - et kæmpe et med overbid og store sorte tænder - og spille en stavrende stærkt medicineret, ældre, neurotisk dame.
I disse år er der debat om repræsentation, og om det er usmageligt - og krænkende - at karikere og spille mennesker, man ikke selv har samme religiøsitet, køn, seksualitet, helbred eller udseende som.
Hvordan humoren trives for Søs Egelind - også i samarbejdet med Kirsten Lehfeldt - er et spørgsmål, hun - og de - endnu ikke har svaret på. De har opfundet kendte karakterer såsom Elly og Dichael, Carsten og Helge og ikke mindst manden Bertil, som tager sin taske og går til bowling, men i virkeligheden ringer på hos hustruen igen ti minutter efter som Sandra.
- Vi må jo bare konstatere, at - hold da kæft - vi har spillet handikappede og brune mennesker og sorte mennesker og bifile og homoer og transpersoner. Hele spektret, tænker Søs Egelind så højt.
- Jeg vil vove at påstå, at jeg aldrig har gjort grin med nogen. Aldrig! Jeg har aldrig villet noget nedsættende - tværtimod - men på kærligste vis repræsentere og inkludere alle former for minoriteter og måder at leve sit liv på, fordi vi alle er en del af dette vidunderlige liv. Det lod sig gøre før i tiden, uden at nogen harcelerede over det. Nu er vi et nyt sted, hvor den nødvendige samtale kører for fuldt blus. Og det er rigtigt og godt.
Søs Egelind har allerede sagt, at hun også rummer stor alvor. Den er man ikke i tvivl om her, hvis der skulle være nogen.
- Vi arbejder på svaret, siger hun.
- Jeg kunne forestille mig at tage fat i nogle eksperter. Lad os nu sige, at historien tager en drejning, og jeg skal spille en, der mangler begge ben, så tror jeg, jeg måske ville tage fat i Dansk Handicap Forbund. Det ville da være en start at tage en snak med dem om indholdet, siger Søs Egelind og tilføjer så:
- Jeg vil stadig sige, at det er svært og udfordrende at være kunstner lige i øjeblikket. Jeg håber, at vi alle finder et leje for at kunne være her. På lige vilkår, fuldstændig, uanset hvad fanden vi er til. Eller hvilke farver, køn eller hvilken religion, vi har. Alt og alle.
Søs Egelind har været en del af branchen i mere end 40 år, og hun kan mærke, at det er meget følsomt og antændeligt lige nu.
- Med min alder, 65 år, tror jeg, det nok skal finde et leje. På den kærligste vis. Jeg elsker at leve dette liv med dets diversitet, og vi skal repræsenteres alle sammen. Det er blod, der ruller rundt i kroppen på os alle sammen. Og det er rødt. Punktum. Det skal bare ikke stoppe kreativitet. Det skal ikke stoppe kunst. Det er derfor, vi har kunst. Fordi den skal være fri, siger Søs Egelind.
- Hvis nogle føler sig krænkede, er det vigtigt, vi tager en snak om det. For selvfølgelig skal vi gøre alt for at hjælpe udviklingen videre. Og selvfølgelig skal vi blive ved med at bryde grænser - uden at krænke og gøre det ukærligt. Det er med og aldrig af, vi skal grine.
/ritzau/
