Rekordmange af os kigger på loppemarked, i genbrugsbutikker eller på genbrugsportaler på nettet, når der skal nyt i eksempelvis garderoben eller hjemmet. Lidt mere kniber det, når det handler om selv at sælge ud.
For mens knap tre ud af fire har købt brugt i løbet af det seneste år, har knap hver anden selv solgt ud af sagerne derhjemme. Det viser Genbrugsindekset 2024, som udgives af DBA.
Julie Schoen, som er presseansvarlig for DBA, er selv en særdeles garvet genbrugssælger, og hun forstår godt, at arbejdet med at tage billeder, skrive salgstekster og kommunikere med købere kan virke afskrækkende.
- Men man skal bare lige tage brodden af det og prøve det kick, man får af at sælge noget. Så står der en smilende mand og kan se lyset i det, man sælger, og man får selv ryddet op. Det kan man blive helt høj på, siger hun.
Her deler hun sine bedste råd til at komme godt fra start som sælger.
1) Start med en succesoplevelse.
Hendes bedste råd til at komme godt i gang er at starte med en eller to ting - og noget, som du forventer en efterspørgsel på.
- Vælg noget, som mange skal bruge, det kan være en køkkenmaskine eller et hverdagsprodukt - ikke et særligt samleobjekt. Så kan du let slå op på nettet, hvad nyprisen er, og hvad andre tager for det brugt - og vil du være sikker på en succesoplevelse, så sæt lige prisen på din 50 kroner lavere end de andre.
- Du kan også finde alle informationerne om produktet på nettet. Jeg bruger tit formuleringen: "Ikea skriver om denne vare", og så indsætter jeg deres beskrivelse, fortæller Julie Schoen.
Du kan også kopiere målene fra hjemmesiden, så du ikke selv behøver at finde målebåndet frem.
2) Gør hjemmet til en døgnåben genbrugsbutik.
Mange husejere bruger ifølge Julie Schoen en model til deres genbrugssalg, hvor de stiller genstanden et godt gemt sted. Så kan køberen hente den, lige når det passer det, og du slipper som sælger for besværet med at skulle være hjemme.
- På den måde er der aldrig en handel, der går i vasken, fordi det ikke passer med tidspunktet, siger hun og kalder det for din egen døgnåbne genbrugsbutik.
Selv bor hun i lejlighed, men hun har alligevel fundet en måde at kopiere modellen.
- Jeg gemmer tingene i buske eller for enden af vores brandtrappe. På arbejde kan jeg også gemme ting under en spindeltrappe. Jeg har aldrig prøvet, at noget er blevet taget, siger hun og tilføjer:
- Det handler om at finde steder, der er tilgængelige for alle, men hvor ingen vil tjekke. Det gør det supernemt for både dig og køber.
Hun har skrevet en standardvejledning til at finde tingene i sin note-app på mobilen. Så skal hun bare kopiere den i stedet for at skrive en ny hver gang.
3) Tag det i bidder.
Rom blev ikke bygget på én dag, og det behøver din salgsannonce sådan set heller ikke.
Du kan sagtens lægge ud med at tage billederne.
- Så var det nok for i dag. Når du så sidder i bussen på et tidspunkt og keder dig, kan du skrive annonceteksten. Del processen op, lyder hendes råd.
/ritzau fokus/