København, 06/08/2024 - 08:44
Professionel danser bliver ny Vild med dans-vært
Cilia Trappaud erstatter Sarah Grünewald som vært på "Vild med dans". Den professionelle danser udgør makkerskabet sammen med Martin Johannes Larsen.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Det bliver den professionelle danser Cilia Trappaud, som bliver ny vært på "Vild med dans".
Det er blevet afsløret i tirsdagens udgave af TV 2-programmet "Go' Morgen Danmark".
- Jeg har altid holdt af "Vild med dans", fordi det handler om det, som jeg elsker allermest: dans. Det er et skønt program, især fordi det viser, hvordan dans kan udfordre og udvikle folk på nogle spændende, smukke og uventede måder, uddyber Cilia Trappaud i en pressemeddelelse fra TV 2.
- Jeg glæder mig til at følge deltagernes rejse tæt, at se dem være modige og at følge deres fremskridt både personligt og dansemæssigt. Og så glæder jeg mig også rigtig meget til at blive en del af hele teamet og produktionen bag, lyder det fra den nye vært.
Hun er helt uprøvet i den disciplin, men er ganske erfaren inden for danseverdenen.
Den 31-årige professionelle danser udmærker sig i jazz, jazzfunk, hiphop, house og moderne dans. Hun har siden 2018 boet i Los Angeles, hvor hun har arbejdet med store superstjerner - blandt andre for Beyoncé, Coldplay og Usher, oplyser TV 2, der kalder Cilie Trappaud for en af de største stjerner, vi har i Danmark.
Cilia Trappaud erstatter Sarah Grünewald, som takkede af sidste år efter et årti i spidsen for det populære program for at gøre plads til nye udfordringer.
Martin Johannes Larsen udgør den anden del af værtsparret.
- Hun er jo et ubeskrevet blad på værtsfronten og kan netop derfor bidrage med noget nyt og frisk - måske lidt ligesom da jeg selv startede, og det er bare helt vildt vigtigt, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Cilia er til stede. Hun har en vigtig forståelse for formatet, fordi hun selv er danser, og så har vi bare en rigtig god kemi, som forhåbentlig vil smitte af igennem skærmen og helt ud til seerne.
Ud over at have fundet en ny vært skal TV 2 også på jagt efter en række nye dansedommere.
Standarddronningen Anne Laxholm har bebudet sit exit efter 20 sæsoner. Jens Werner, der gik bort i juli, oplyste inden premieren på sidste sæson, at den ville være hans sidste.
Det er ikke oplyst, om de tre øvrige dommere, balletmester Nikolaj Hübbe, danser og koreograf Sonny Fredie-Pedersen og danser Marianne Eihilt, vender tilbage for at bedømme hæl og tå i den kommende 21. sæson af programmet, som får premiere til september.
/ritzau/