Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/04/2025 - 10:48

13 unge og børn ned til 11 år tilbageholdt for røverier

Børnene har ifølge politiet fået kontakt med hinanden via en lukket gruppe på Instagram.

Af: /ritzau/

Københavns Politi har torsdag morgen anholdt eller tilbageholdt 13 børn og unge helt ned til 11 år i forbindelse med en stribe røverier og overfald, oplyser politiet på det sociale medie X.

Der er tale om en gruppe, som angiveligt har fået kontakt med hinanden via en lukket gruppe på det sociale medie Instagram.

Den kriminelle lavalder i Danmark er 15 år, og de tilbageholdte, som er 14 år eller yngre, vil derfor ikke kunne retsforfølges, men er et anliggende for de sociale myndigheder.

Politiet oplyser, at siden marts har der været 11 røverier og 4 overfald - fortrinsvis begået i Indre By i København - som er begået af en gruppe på op imod 22 personer.

Ifølge politiet har ofrene i sagerne også været børn.

Ritzau har anmodet Københavns Politi om nærmere detaljer om, hvordan røverierne og overfaldene er blevet udført, samt om den specifikke aldersfordeling blandt de mistænkte.

Ifølge Københavns Politi kan der være foregået flere episoder, som politiet ikke har kendskab til. Politiet vil derfor gerne høre fra unge og forældre til unge, som har været ofre for røveri eller overfald, og som ikke har anmeldt det til politiet.

/ritzau/

København, 10/04/2025 - 10:37

Chokmelding: Søs Egelind trækker sig fra Tivolirevyen

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Skuespiller Søs Egelind er ikke længere en del af holdet på Tivolirevyen. Hun har trukket sig grundet forskellige forventninger til produktionen, lyder det.

Når årets udgave af Tivolirevyen inviterer publikum ind i Glassalen fra 5. juni, bliver det uden Søs Egelind på scenen.

Skuespilleren har besluttet at trække sig fra showet. Det gør hun grundet forskellige forventninger til produktionen, oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

- Jeg er nået frem til, at jeg ikke synes, det er et godt match. Så er det bedre at tage konsekvensen og overlade scenen til de andre på holdet, som jeg vil ønske masser af held og lykke med revyen, lyder det fra Søs Egelind i pressemeddelelsen.

Her fremgår det, at revyen kører videre med de øvrige medvirkende, der tæller komiker Thomas Warberg, skuespiller Kurt Ravn og komiker Linda P, der står i spidsen for revyen som ny kreativ chef efter Lisbet Dahl.

- Jeg er utrolig ked af, at Søs har valgt at forlade revyen. Det synes jeg, er ærgerligt. Der er kun én Søs Egelind, og jeg mener ikke, hun kan eller skal erstattes, siger Linda P i pressemeddelelsen, hvor hun samtidig siger, at hun glæder sig til at fortsætte arbejdet med showet.

Søs Egelind trækker sig fra Tivolirevyen, inden prøverne på årets show er gået i gang. Hun blev annonceret som en af de medvirkende tilbage i efteråret.

Dengang var forventningsglæden stor fra den 66-årige skuespiller, der så frem til at blande skuespil og standup. Samtidig understregede hun vigtigheden af en god kemi på holdet.

- Kemi er bare altafgørende! For ofte bliver man bare sat sammen i en revy, og så skal man være sjov. Men her har jeg tanken om, at det bliver sjovt! Og lige så snart jeg har det sådan, begynder jeg at få idéer, som jeg glæder mig til at afprøve, sagde Søs Egelind til Ritzau.

Tivolirevyen har premiere 5. juni i Glassalen i Tivoli.

/ritzau/

Læs Mere >>

Rom, 10/04/2025 - 10:32

Kong Charles og pave Frans ønsker hinanden godt helbred

Handout/Ritzau Scanpix

Egentlig var kong Charles' pavemøde aflyst, men paven var alligevel i form til kort visit.

Kong Charles og dronning Camilla var onsdag på visit hos pave Frans under et statsbesøg i Italien.

Torsdag har Vatikanet offentliggjort billeder af mødet, der egentlig var blevet aflyst på grund af pavens dårlige helbred.

Den 88-årige pave er stadig ved at komme sig, efter at han i løbet af fem uger i februar og marts var indlagt med en livstruende lungebetændelse.

Under det 20 minutter lange møde ønskede paven og kongen - som for nylig kortvarigt måtte indlægges på grund af bivirkninger fra sin kræftbehandling - hinanden godt helbred. Det oplyser Vatikanet.

- Majestæterne var begejstrede over, at paven havde det godt nok til at byde dem velkommen - og havde mulighed for personligt at give dem sine bedste ønsker, står der i en meddelelse fra det britiske kongehus.

Paven ønskede også den 76-årige britiske monark tillykke med 20-års bryllupsdagen med dronning Camilla. Den dag var netop onsdag.

Efter pavens indlæggelse har lederen af det hold, der stod for behandlingen, sagt, at den katolske kirkes overhoved var så tæt på at dø, at læger overvejede at afslutte behandlingen.

Der var en "reel risiko for, at han ikke ville klare det", sagde lægen Sergio Alfieri, der arbejder på Gemellihospitalet i Rom.

- Vi var nødt til at vælge, om vi ville stoppe der og give slip på ham, eller om vi skulle gå videre med alle de mulige lægemidler og behandlinger og dermed løbe den højest mulige risiko for at beskadige hans andre organer, sagde Alfieri til den italienske avis Corriere della Sera i et interview.

- I sidste ende var det den vej, vi tog, fortæller lægen.

Mødet onsdag var det første mellem kong Charles, som er den anglikanske kirkes overhoved, og paven, siden Charles blev konge i 2022.

Det var i februar 2024, at Buckingham Palace meddelte, at kongen havde fået diagnosticeret kræft. Det er dog aldrig blevet oplyst, hvilken form for kræft han har.

I forbindelse med den kortvarige indlæggelse holdt han i nogle dage pause fra sine officielle forpligtelser, inden han 1. april vendte tilbage.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

, 10/04/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan foregår svindlen

* Digital svindel sker ofte i forbindelse med indkøb på nettet. For eksempel kan det være, at du køber en vare fra en hjemmeside, som du tror, er en dansk netbutik, men som viser sig at være falsk, og varen dukker derfor aldrig op.

* En anden udbredt fælde er annoncer på sociale medier med gode tilbud eller løfter om en gratis ydelse, men hvor du efterfølgende bliver kontaktet af svindlere, der afkræver dig penge.

* Det kan også være, at du tilmelder dig en prøvepakke på et produkt til en god pris, men bagefter bliver bombarderet med mails, der truer med inkasso, hvis ikke du betaler et vist beløb.

Kilde: Forbruger Europa.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/04/2025 - 10:00

Forbrugermyndighed: Skam afholder svindelofre fra at råbe op

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Danskere, der bliver snydt på nettet, dunker sig selv oveni hovedet, men selvbebrejdelsen er blot vand på svindlernes mølle, påpeger Forbruger Europa.

Selvbebrejdelse er en følelse, der fylder for danskere, der er blevet udsat for svindel på nettet.

Det viser en ny undersøgelse, som forbrugerpanelet Norstat har lavet for den europæiske forbrugermyndighed Forbruger Europa og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Her svarer 51 procent af de lidt over 1000 adspurgte, at de følte sig dumme, da de opdagede, at de var blevet snydt, og 49 procent siger, at de blev ramt af en følelse af skam.

Undersøgelsens resultat vækker genklang hos Lars Arent, der er direktør for Forbruger Europa.

- Det går igen blandt dem, der ringer ind til vores hotline, at de dunker sig selv oveni hovedet, og at de har en stor trang til at betale svindlerne det, de kræver, for at slippe af med følelsen af at have dummet sig, fortæller han.

Men den strategi gavner ingen andre end de kriminelle, påpeger direktøren.

- Vi oplever, at tvivlsomme virksomheder går under radaren, og at der er mange penge at tjene for dem på den her måde, siger han.

Af undersøgelsen fremgår det, at der ofte er tale om sager, hvor folk franarres beløb på under 1000 kroner. Men mange bække små gør som bekendt en stor å, og derfor er det vigtigt altid at råbe op, hvis du bliver udsat for svindel, uanset hvor få penge det drejer sig om, mener Lars Arent.

- Man kan se det som en form for samfundstjeneste og tænke, at det her kan lige så godt ske for andre end mig, og derfor er det værd at gøre en indsats for at stoppe det, siger han.

Helt konkret opfordrer han dig til straks at skrive om din oplevelse på anmeldelsessider som for eksempel Trustpilot, så andre forbrugere bliver advaret om virksomheden, der har snydt dig.

Kontakt også med det samme din bank, som nogle gange har held med at få dine tabte penge retur. Tøv heller ikke med at anmelde hændelsen til politiet og eventuelt Forbrugerombudsmanden, lyder rådet videre fra Lars Arent.

Og er du blevet snøret af en udenlandsk virksomhed, hører Forbruger Europa gerne om det. For svindlen kan kun kommes til livs, hvis vi reagerer på den og taler højt om den, understreger han.

- Reaktionerne kan gøre det tilpas surt at være svindler til, at man måske finder andre steder end Danmark at bruge sin energi, siger han.

For at få endnu flere til at slippe svindelskammen og i højere grad råbe op når fælden klapper, kører Forbruger Europa fremover en kampagne med titlen "ALLE kan blive snydt på nettet".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek