Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sydney, 20/10/2023 - 10:10

Fredag oplyses Utzons operahus i Sydney til 50-års fødselsdag

Denne weekend er det 50 år siden, at dronning Elizabeth indviede Operahuset i den australske storby Sydney.

David Gray/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fredag bliver der fejret fødselsdag på havnen i Sydney i Australien, når danske Jørn Utzons ikoniske operahus fejrer 50-året for indvielsen.

I den anledning bliver bygningens sejl oplyst med et lasershow efter mørkets frembrud. Den australske kunstner Robin Fox står bag opsætningen, der kan ses fredag, lørdag og søndag aften.

Operahuset bliver ofte badet i lysshow. Det sker mest i forbindelse med store begivenheder i Australien. Det skete eksempelvis under VM-slutrunderne i fodbold for både kvinder og mænd, hvor det verdenskendte vartegn blev oplyst i det australske landsholds gule og grønne farver.

Fødselsdagen finder sted fredag, men Operahuset har i flere måneder markeret 50-året med koncerter, foredrag og andre arrangementer. Blandt andet har Jørn Utzons børn aflagt Sydney et besøg.

Byggeriet af Operahuset startede i slutningen af 1950'erne, men projektet gik adskillige gange over budget og stod først færdig 14 år senere.

Lørdag den 20. oktober 1973 blev Operahuset indviet. Der var fyrværkeri, Beethoven-symfoni, og den britiske dronning Elizabeth II var mødt op for at byde den ikoniske bygning velkommen i verden.

Jørn Utzon sad hjemme i Hellebæk i Nordsjælland. Familien så end ikke med i fjernsynet. Det var over syv år, siden danskeren havde arbejdet på bygningen.

En tvist med den nye regering i delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger, havde resulteret i, at finansieringen af Operahuset blev trukket. Jørn Utzon måtte trække stikket og flytte hjem.

Konflikten er i årene efter blevet beskrevet som noget nær en krig mellem ildsjælen Utzon og en række politikere med et horn i siden på den danske arkitekt.

Sådan husker Jørn Utzons datter, Lin Utzon, det dog ikke.

- Han kunne se, at der ikke var noget at gøre. Han kunne være blevet. Han kunne have kæmpet. Han kunne have mistet sit helbred og alt det andet.

- Men der var ikke noget at gøre, siger Lin Utzon.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek