Sevastopol, 07/11/2023 - 03:51
Rusland hævder at have ødelagt ukrainske droner over Krim
Ifølge Rusland har Ukraine affyret droner mod havnebyen Sevastopol natten til tirsdag.
Af: /ritzau/Reuters
Ruslands luftværnssystemer har ødelagt fem droner affyret af Ukraine over havet ved havnebyen Sevastopol på Krimhalvøen.
Det hævder Sevastopols russiskinstallerede guvernør, Mikhail Razvozjajev, på sociale medier natten til tirsdag ifølge Reuters.
Ukraine har ikke umiddelbart kommenteret den russiske melding.
Krimhalvøen har været annekteret af Rusland siden 2014.
I sidste uge bekræftede det russiske forsvarsministerium, at Ukraine havde ramt et skibsværft i Kertsj på Krim med 15 raketter.
Et skib blev meldt beskadiget eller ødelagt under angrebet.
Det russiske forsvarsministerium meddelte i samme ombæring, at 13 ukrainske raketter var blevet uskadeliggjort af luftværnssystemet.
Mandag aften sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at den ukrainske hær havde ødelagt "Askold", som er et stort russisk skib på skibsværftet i Kertsj.
- Jeg takker alle, der sikrede den succesfulde ødelæggelse af det russiske skib på skibsværftet i Kertsj, lød det fra Zelenskyj i hans daglige videotale, der blev holdt, to dage efter at Ukraine sagde, at der havde udført succesfulde angreb i området.
Sevastopol ligger ud til Sortehavet.
Ukraine har flere gange haft Ruslands sortehavsflåde på Krim som mål.
I september ramte et meget omtalt angreb sortehavsflådens hovedkvarter i Sevastopol ifølge Ukraine.
/ritzau/Reuters