Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/09/2021 - 10:49

Danske dommere nedbringer tidsforbruget på VAR

I de første otte runder af Superligaen er der brugt mindre tid på VAR, end det var tilfældet i sidste sæson.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Dommerne i Superligaen bruger mindre og mindre tid på VAR-indgreb.

Det skriver Jyllands-Posten.

I efteråret sidste år blev der brugt i gennemsnit 95 sekunder på VAR-indgreb per kamp. Det tal er i denne sæsons første otte runder barberet ned til 22 sekunder. Det skyldes blandt andet, at antallet af VAR-indgreb er faldet.

Derudover har videodommerne undgået at misse en eneste kendelse, lyder det fra Michael Johansen, dommerchef i Dansk Boldspil-Union (DBU) Michael Johansen.

- Det er gået markant bedre, end vi havde forventet. Vi har få indgreb, og de varer kort tid. Det betyder, at man ser lidt til VAR, siger Michael Johansen til Jyllands-Posten.

- Hvis man overser betydelige fejl, er det selvfølgelig ikke godt, men det gør vi ikke længere.

- Tallene er ekstraordinært flotte, og det har jeg rost VAR-dommerne for. De har fortjent stor kredit, for det er ikke kommet af sig selv, siger han.

En begrænsning af tidsforbruget var et fokus hos dommerne allerede i sidste sæson, som var den første med VAR i Superligaen, og det blev da også bedre i løbet af sæsonen.

Hvor tidsforbruget per indgreb i efteråret altså lød på 95 sekunder, var tallet bragt ned til i gennemsnit 84 sekunder, da sæsonen var slut.

I Spillerforeningens podcast "Dommeren forklarer" fortalte Michael Johansen i løbet af sommeren, at tallet skulle endnu længere ned.

- Hvis vi kigger på, hvor vi skal ligge på den samlede tid, hvor vi står og venter på VAR, så skal vi ned på omkring 40 sekunder i snit per kamp, sagde Johansen i podcasten.

Det er dermed lykkedes at overgå målsætningen i de første otte runder, og Michael Johansen slår fast, at man arbejder videre på at mindske antallet af indgreb.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek