Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/12/2023 - 09:32

Erstatter Jesper Buch: DR sætter ansigter på de nye sultne løver

Nikolaj Nyholm, Morten Larsen og Tahir Siddique slutter sig til Anne Stampe og Louise Herping Ellegaard, som begge debuterede som investorer i forrige sæson.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

DR har slået kløerne i tre nye investorer, som erstatter Jesper Buch, Christian Arnstedt og Jacob Risgaard i "Løvens Hule".

Nikolaj Nyholm, Morten Larsen og Tahir Siddique bliver de nye hanløver i den niende sæson af DR's populære investeringsprogram.

Det annoncerer public service-stationen i en pressemeddelelse.

Nikolaj Nyholm, Morten Larsen og Tahir Siddique slutter sig til Anne Stampe og Louise Herping Ellegaard, som begge debuterede i forrige sæson.

- Vi er meget glade for at kunne præsentere et nyt stærkt og dynamisk hold af investorer til en ny sæson af "Løvens Hule" – og med hele tre nye løver, der vil bidrage med nye erfaringer, meninger og investeringer, siger DR-redaktør Stine Preem i pressemeddelelsen.

Morten Larsen er stifter af takeawayplatformen Hungry.dk, som i 2021 blev solgt for et trecifret millionbeløb.

Nikolaj Nyholm arbejder med e-sportsholdet Astralis og turneringsplatformen Blast.

Tahir Siddique er tidligere global chef for Livescore, der formidler sportsresultater, og arbejder i dag som investor.

Og så er der som nævnt gensyn med Anne Stampe, som er direktør og medstifter af virksomheden Nordic Female Founders, der støtter kvindelige iværksættere. Og der er også comeback til Louise Herping Ellegaard, der er medstifter af Clio, som udbyder digitale læremidler til grundskolen.

DR måtte på jagt efter tre nye investorer, da veteranen Jesper Buch - medstifter af Just Eat - samt både Coolshop-medstifter Jacob Risgaard og medstifter af Blazar Capital Christian Arnstedt, der begge debuterede i femte sæson, stoppede efter ottende sæson.

Blandt andet for at hellige sig familien og alle de investeringer, de allerede havde.

Niende sæson af "Løvens hule" får premiere på DRTV og DR1 den 4. januar.

Udsendelserne følges løbende op i podcasten "Visionærerne". Her får vært Morten Resen besøg af løverne og af andre iværksættere, innovatører og erhvervspersonligheder.

Blandt gæsterne er designer Malene Birger, cremekonge Ole Henriksen, lakridsmager Johan Bülow og Jubii-medstifter Martin Thorborg, oplyser DR.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek